Leder

Finansens kulturpolitik

3. september 2016

Der skal føres en klar kulturpolitik. Det var budskabet i en kronik af kulturminister Bertel Haarder (V), der blev bragt i Jyllands-Posten for to uger siden. Som et preludium til efterårets finanslovsforhandlinger.

»Kulturen svigtes,« skrev han.

»Hvis vi ikke tør udvise lederskab og foretage visse valg.«

Ifølge Bertel Haarder må vi hele tiden »ændre og skære til« for at bevare det »mest værdifulde«. Der var med kronikken (i uge 33) lagt op til en ny fordeling af de omkring seks milliarder kroner på statens kulturbudget for 2017, men da regeringen tirsdag (altså i uge 35) fremlagde sit forslag til en finanslov, blev det klart, at man i stedet for at bevare det mest værdifulde på bekostning af andet, vil lave besparelser, som rammer bredt over store dele af Haarders ressort. Der skal altså føres en klar kulturpolitik – medmindre der ikke skal føres en klar kulturpolitik.

Bertel Haarder forklarer i Information fredag, at det ikke været muligt, fordi rammerne for loven blev lagt allerede i april. Fordi finansministeriet ifølge ministeren »gerne vil behandle alle lige« og fordele de to procents besparelser bredt. Fordi han gerne vil have en dialog med kulturlivet om besparelserne, inden de gennemføres.

Læs også: 'Kultur er alt det, der ligger ud over det nødvendige'

Alt sammen gode grunde til at vente, men samtidig en anledning til at spørge: Hvor længe skal vi så vente?

Regeringen har siddet i mere end et år, kendt besparelserne siden sidste efterår og haft tid til at tale med både folk i kulturlivet og i finansministeriet om mulighederne: Kan vi undvære et af de syv symfoniorkestre (141 millioner)? Kan vi undvære et af de 98 statsanerkendte museer (367 millioner)? Har Det Kongelige Teater (516 millioner) brug for både en lille og en stor scene, en Gamle Scene samt et skuespilhus med en ekstra scene og en Opera med et Takkelloft og endnu en Store Scene?

Det er kulturministerens opgave at tage stilling til de spørgsmål og at turde tage en håndgang med et i europæisk sammenhæng privilegeret kulturliv. Det er så at sige kulturministerens opgave at føre kulturpolitik.

Men i denne omgang har han overladt den opgave til embedsmændene i Finansministeriet, og det er både sagens kerne og et paradoks – Kulturministeriet, som i 1961 blev oprettet i erkendelsen af, at samfundet ikke kun skal styres af finanser, er i det kommende år styret netop det: finanser.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der sparet og sparet i de seneste 30 år, det ene teater efter det andet er lukket, og der er ikke råd til at fylde Det Kgl. Teaters rammer ud, befolkningen bliver aftvunget entre til museer for at se de genstande, de selv ejer, og der er ikke job til de dygtige musikere, vi uddanner.

Michael Kongstad Nielsen

Genbrug af min kommentar til artiklen: "Er der en kulturpolitik til stede":
"At spare 2 % kræver ikke nogen særskilt kulturpolitik. Det kræver bare stop for frås, luk spenderbukserne, hold jer på måtten, lad ikke grådighed herske. Kulturen skal ændres fra ødsel til nøjeregnende.
Hvis man vil ændre noget større, kunne man rykke ud af operaen (den er for dyr i drift) og leje sig ind i koncerthuset. Operaen er nem at sælge, den kunne blive hovedsæde for Goldman Sachs Europe, Apple efter exit Irland, eller Coop."