Der kan være god grund til at skabe flere rum for læring. Børn er nysgerrige og kan godt lide at lære nyt, og fra lægevidenskaben ved man, at det er i de tidlige år, mennesket udvikler sin intelligens.
Derfor giver det mening at stimulere børnene og gøre sig tanker om, hvordan man kan lære dem nye ting – måske også tidligere og i højere grad, end vi hidtil har haft tradition for at gøre det i Danmark. Men læring er i disse år også blevet et modeord – der skal helst være et formål med alle de aktiviteter, som før bare var der. Og med skolereformen er læringsdiskursen kommet så meget i centrum, at nogle af de institutioner, som tidligere var et modspil til læringen i skolen, er kommet under pres.
Som Information kunne fortælle i weekenden, er fritidsklubbernes åbningstid blevet forkortet, og i København er der med den nye fritidsreform kommet færre og større klubber. En udvikling, som også har fundet sted flere andre steder i landet.
Læringen har vundet:
»Fritiden skal bidrage til det, den før var en pause fra,« siger adjunkt på CBS, Justine Grønbæk Pors.
Læs også: Børnenes sidste frirum er under pres
Fritidsklubben har været det mest markante læringsfrirum – et sted, hvor der ikke behøvede at være formål med en bestemt leg andet end legen i sig selv. Og med klubbernes svækkede position og den store udbredelse af læringstankegangen på de øvrige fritidsaktiviteter er der risiko for, at frirummet forsvinder for mange børn.
Det kan få negative konsekvenser. Med fritidsklubleder Kræn B. Ridders ord:
»Den læring, der foregår i klubben, er den skjulte læring. Det er dannelsen. Det er livets spilleregler.«
Pædagogiske strømninger har det med at fremstå mere naturlige og uimodsigelige i samtiden end i eftertiden.
Derfor er det farligt, at vi indretter hele vores institutionsliv efter den nu herskende læringstankegang. Dermed risikerer vi at ødelægge nogle af de institutioner, som kan være gode at have på hånden om 10 år, når vi med en vis sandsynlighed indser at læring er godt, men at der ikke behøver at være et nedskrevet læringsmål med alt.
Og at børn i øvrigt godt kan lære noget gennem fri leg – selv om det er nogle af de ting, som er svære at planlægge, nedfælde og måle. ville