Vi er ikke midt i en flygtningekrise

Præsident Obama og hans koalition af omkring 50 lande lovede muligvis mere end forventet på flygtningeområdet ved tirsdagens møde i FN’s Generalforsamling.

Enighed om at øge genhusningsmuligheder og udviklingshjælp samt uddannelses- og arbejdsmuligheder for flygtninge kom til at fremstå overordentligt positivt.

Men måske var det mest set i lyset af de manglende resultater ved mandagens længe ventede FN-topmøde, der var dedikeret til at skabe en køreplan for ansvarsfordelingen på flygtningeområdet.

For flere af de amerikanske løfter blev allerede givet tidligere på året, og flere iagttagere tvivler på, om de vil blive implementeret.

Mest af alt blev der nemlig sagt mange store ord i New York i denne uge. Mandagens møde blev godt nok indledt med Ban Ki-moons opfordring til, at verdens ledere »sammen forpligter sig til at opretholde rettighederne og værdigheden for alle, der er tvunget til at flygte fra deres hjem i søgen efter et bedre liv,« men det endelige aftalepapir blev lige så udvandet og ikkebindende, som mange havde frygtet.

»Enhver flygtning, der læser konklusionerne fra mandagens topmøde, må spørge ’hvad kommer til at ændre sig?’ Og svaret, de vil blive nødt til at få, er ’meget lidt’,« som David Miliband, den tidligere britiske udenrigsminister og nuværende leder af International Rescue Committee, formulerede det til the Guardian.

Et eksempel på, hvor hul aftalen kan synes, er, at Danmark støttede op om at arbejde for at øge antallet af FN-kvoteflygtninge globalt – mens regeringen herhjemme netop har suspenderet ordningen.

Hvad der ikke mindst glimrer ved sit fravær i slutpapiret, er da også det konkrete løfte om at omfordele 10 procent af verdens flygtninge fra nogle af de hårdest ramte nærområder, hvilket ellers tidligere var skrevet ind i aftaleudkastet.

Udeblivelsen er trist af mange grunde, men specielt fordi både eksperter og flygtningeorganisationer netop ser en omfordelingsmekanisme som en vigtig del af en løsning på flygtningeproblematikken.

Som Information beskrev i weekenden, foreslår asylretsprofessor James C. Hathaway for eksempel en global genhusningsordning, hvor flygtninge søger asyl hos et internationalt agentur, der kan omfordele dem til andre lande, hvis lokal integration ikke er muligt.

Mekanismen kan blandt andet fjerne staters incitament til at lukke deres grænser og dermed modvirke, at flygtninge presses ud på farefulde flugtruter, vurderer professoren.

Arbejdet for en retfærdig omfordeling af verdens flygtninge vil desuden kunne modvirke et flygtningepolitisk ræs mod bunden.

Ikke overraskende har Libanon med dets 1,1 millioner syriske flygtninge været et af de lande, der har kritiseret, at FN-aftalen nu erstatter løftet om omfordeling med vage formuleringer om fælles ansvar.

Som beskrevet i weekendens Information er der grund til at frygte, at nærområdelandene, der huser 86 procent af verdens flygtninge, vil stoppe med at huse regionale flygtningestrømme, i takt med at de rige lande fralægger sig ansvaret.

Tendensen kan allerede ses i blandt andet Kenya og Pakistan, der efter årtier som base for nogle af verdens største flygtningebefolkninger nu ser ud til at ville iværksætte nogle af de største massedeportationer i nyere tid.

For at situationen ikke udvikler sig til det markant værre, er der altså brug for internationale løsninger.

Men der er faktisk også masser af aktuelle løsningsbud. Fra Hathaways model til David Miliband og tidligere udenrigsminister Madeleine Albrights forslag om at omfordele ti procent af verdens flygtninge over de næste tre år.

Det sidste vil »ramme en passende balance mellem et opnåeligt mål og et, der oprigtigt gør en forskel for værtslande, der tager et uforholdsmæssigt stort ansvar«, argumenterer de to. Det virker altså til, at det nærmere er den politiske vilje, der mangler.

I en ny rapport konkluderer researchorganisationen Farsight, at rekordmange mennesker godt nok er drevet på flugt i øjeblikket, men at mængden af flygtninge er vokset relativt mindre end både verdens befolkning og ikke mindst verdens samlede velstand.

Vi er altså ikke midt en flygtningekrise – vi er midt i en politisk krise.