Leder

Sådan forandrer vi verden

19 irakiske asylansøgere blev anholdt, da politiet ryddede Brorsons Kirke på Nørrebro i 2009.

Peter Hove Olesen

Debat
9. september 2016

Dette tillæg fortæller historier om politiske sejre over magter, vi troede, var uovervindelige. Lige indtil de faldt. Tænk på de gamle sejre og se så på den magt, du ikke kan nå i dag – den er ikke urørlig.

En dansk forfatter holdt tale foran Christiansborg. Vi var 20.000, som lyttede og klappede og var overbeviste om, at manden havde ret. Manden var Carsten Jensen.

Vi blev bevæget af talen, som handlede om, hvor uretfærdigt og forfærdeligt det var, at irakiske asylsøgere, der havde søgt tilflugt i Brorsons Kirke på Nørrebro, blev hentet af politifolk og kørt ud i lufthavnen. Hvorfra de blev sendt tilbage til det land, de var flygtet fra.

Vi blev bevæget, men vi vidste også, at talen ikke ville rykke noget. Ikke fordi den ikke var god, men fordi dem, der skulle bevæges til at ændre beslutningen, ikke bliver påvirket af den slags.

Siden har Carsten Jensen beskrevet, at hans datter på vej hjem fra demonstrationen spurgte, hvorfor han blev ved med at holde den slags taler.

Det var taler til dem, der i forvejen var enige, og de uenige var et helt andet sted. Carsten Jensen havde svært ved at finde et svar, som kunne overbevise hans datter – og ham selv. Andet end at han mente, at burde.

Alle, der har ordet i en højere sags tjeneste, må indimellem spørge sig selv: Hvad nytter det? Og svare: Ikke meget.

Men spørgsmålet er stillet på forkerte præmisser, og derfor er svaret heller ikke rigtigt.

Det forudsætter for det første, at den overmagt, der er uovervindelig i dag, også vil være det i morgen.

I dette tillæg beskriver vi, hvordan professorernes enevældige magt på universiteterne forekom uovervindelig – indtil den pludselig faldt. Om hvordan kvinderne blev lukket ude fra universiteterne – indtil de krævede deres ret og kom ind.

For det andet forudsætter spørgsmålet, at verden er opdelt i de enige og de uenige. Dem, der er helt enige med Carsten Jensen, og dem, der er helt uenige.

Sådan er virkeligheden sjældent. Langt de fleste mennesker er det meste af tiden i samtale med sig selv, hvor de for eksempel på den ene side anerkender, at folk, som ikke ifølge loven kan få opholdstilladelse, bør sendes ud, men på den anden side ikke kan holde ud, at Danmark sender flygtninge tilbage til et Irak så farligt, at Udenrigsministeriet frarådede danskere at opholde sig i landet.

Vi diskuterer med os selv hele tiden, men vi er også i dialog med andre mennesker. Man skal forestille sig et virvar af eksistentielle dialoger og lokale samtaler på arbejdspladsen og på studierne, på cafeerne, i køerne i supermarkedet og omkring aftensmaden.

Hvis en taler til en demonstration udvikler et stærkt argument, handler det ikke kun om at overbevise de andre, der er mødt op.

Det handler mindst lige så meget om at stille argumenter til rådighed, som bliver udbredt i indre dialoger, private samtaler og større diskussioner.

Det er præcis derfor, det altid giver mening at skrive sig ind i en politisk kamp, selvom den synes tabt, eller holde taler til demonstrationer, som måske ikke vinder deres sag i morgen.

Man sætter nye tanker i gang, som bliver delt med andre, og man cirkulerer nye argumenter i alle fællesskabets små samtaler.

De samtaler eller fortællinger former vores verdensbilleder. De præger vores opfattelse af rigtigt og forkert og påvirker hele den måde, vi opfatter virkeligheden på.

Der er så mange mennesker, som forholder sig til de samme problemer, at det forbinder os i et fællesskab: Skal vi være bange for flygtninge? Eller skal vi være mere bange for vores egen frygt for flygtninge? Skal vi stole på, at de rige er blevet rige, fordi de er de dygtigste, eller fordi de er bedst til udnytte spillet?

Disse mange samtaler og indre dialoger er knyttet til den store samtale i offentligheden, hvor vi ser politikere og hører iagttagere diskutere det samme.

Det er koblingen mellem de lokale samtaler og den store offentlighed som skaber det, vi kalder samfundet. Og fordi vi er optaget af de samme spørgsmål, efterspørger vi nye tanker og argumenter.

Her er markedet effektivt: Gode argumenter vil blive udbredt, væsentlige tanker vil blive delt. Det kan tage lang tid, eller det kan gå hurtigt, men de vil nå frem og ud.

Det er derigennem, at virkelige forandringer af vores samfund finder sted. Nye tanker er oppe imod bureaukratisk magt, stærke interesser og økonomisk magt.

Man kan ikke være sikker på, at de vinder. Men kan være sikker på, at de vil påvirke vores fællesskab. Det er derfor, det altid giver mening at skrive til offentligheden, at tale til demonstrationer og anstrenge sig i de vigtige samtaler.

Det er derfor, vi er stolte over at lave Information: Det er både et oplysningsprojekt og en modstandsbevægelse. Og vi ønsker, at I tænker med.

Sikkert, men langsomt, meget langsomt forandrer gode argumenter verden.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Samtalerne påvirkes gensidigt af vores følelser og sansning.

At gøre ting sammen som mærkes, eksempelvis ved en demonstration eller en fællesspisning med naboerne, udvikler og styrker det fælles argument.

...Hvor sødt.