Vi befinder os i en afgørende fase af den senmoderne velfærdsstat, hvor brudfladerne forrykkes, og det bliver legitimt også at diskutere underklassens egen skyld i den sociale uretfærdighed.
De afgørende momenter og referencer i den debat har været sagerne om Dovne Robert og Fattig-Carina.
Ideologisk er de sager blandt andet blevet udnyttet af partiet Liberal Alliance, der i det hele taget vil gøre op med vores automatholdninger til stat og velfærd.
Det er i den sammenhæng, man må se Karina Pedersens nye bog, Helt ude i hampen, om hendes barndom og opvækst i 1980’erne og 90’erne i Korskærparken, et socialt boligbyggeri i udkanten af Fredericia.
I bogen lægger hun ikke fingre imellem, når hun beskriver moren som alkoholiker og medicinmisbruger og brødrene som arbejdssky nassere og dybt kriminelle og i øvrigt generaliserer billedet af sin egen familie til at gælde hele den underklasse, hun er vokset op i.
Bogen blev ved udgivelsen i forrige uge en stor mediehistorie. Karina Pedersen blev kaldt ’stemmen fra underklassen’ og sågar ’den hvide Yahya Hassan’ og blev da også med det samme omfavnet af flere folk omkring Liberal Alliance.
Men så eksploderede sagen mellem hænderne på dem og hende, da journalist Lars Fogt i gratisavisen Metroexpress kunne dokumentere, at flere af Karina Petersens påstande i interview forud for bogen om, at alle hendes klassekammerater og venner i dag er endt som arbejdsløse tabere og dermed de sande resultater af velfærdsstaten, var uden hold i virkeligheden.
Klassekammeraterne kunne slet ikke genkende sig selv i det billede, som Karina Pedersen fik tegnet – nej tværtimod har de i langt de fleste tilfælde klaret sig godt og gjort karriere.
Efterfølgende har flere medier måttet beklage at have gengivet Karina Pedersens krasse anklager mod sin familie uden efterfølgende at foreholde dem kritikken, folk i forlagsbranchen har krævet Helt i hampen trukket tilbage, og Karina Pedersens eget forlag, Gyldendal, har bedt hende om en redegørelse for anklagerne i bogen.
Alt i alt har alle parter reageret, som om bogen var en dokumentarisk beretning eller en debatbog, hvad den på ingen måde er.
Læs også: Liberal Alliances Karina-effekt
Der er noget helt særligt ved de såkaldte native informants, altså de sociale beretninger, der er skrevet med skærpet sans inde fra det miljø, de beskriver.
Derfor fik Yahya Hassans kraftfulde debutdigte så stor gennemslagskraft, også selv om der her med ’digte’ som genrebetegnelse entydigt var tale om fiktion; også i Helt ude i hampen er der masser af slående og sigende eksempler fra livet i underklassen og skrevet på en måde, som kun en indfødt kan levere.
Bogen er egentlig en personlig beretning eller erindringsbog fortalt som e-mails til en gammel veninde.
Den er mindst lige så meget en moderne brevroman i Goethes tradition, som den er en debatbog, fortalt med bidende og fængende satire og hudflettende en social klasses egne stereotyper. Alle må holde for, inklusive forfatteren selv.
Men bogens vidnesbyrd og vigtige nuancer bliver helt umulige at forsvare, når forfatteren samtidig som debattør entydigt gør sig til del af et liberalistisk ideologisk korstog og ikke mindst baserer flere af sine påstande på lemfældige oplysninger.
Læs også: Klatgæld og uenighed hos Underdanmarks mønsterbrydere
Så holder offentligheden op med at se bogen som særskilt fra resten af det, Karina Pedersen har sagt, og bogen bliver det entydige partsindlæg i en socialpolitisk debat om velfærdsstaten, som den sikkert ikke vil være.
Hvad kan vi andre lære af denne uskønne, rodede forestilling?
Som forventet endte det med, at Gyldendal forsvarede bogen på bogens egne præmisser, ganske enkelt fordi de kan gøre det og til trods for den genreforvirring, der fortsat vil herske om bogen.
Men samtidig lærer vi måske med denne sag, at vi definitivt ikke kan stole på alt, hvad folk siger, de har oplevet. Især ikke i bøger. Og det lærer os, at selv de vigtige samtidsvidner, de såkaldte native informants, skal udsættes for kritisk undersøgelse, og at ingen mennesker, uanset om de kommer fra underklassen, middelklassen eller overklassen, er rene sandhedsvidner.
Netop fordi der overalt investeres så meget ideologisk i sandhedsvidner, er det vigtigt med den opmærksomhed. Det autentiske er jo ikke nødvendigvis lig med ’sandheden’.
Follow the money og der er penge i de debatskabende løgne på det post-faktuelle bogmarked.
Det ved Gyldendal,selv om de siger noget helt andet til pressen.Penge lugter som sagt ikke,men troværdigheden stinker af hykleriet.
Jeg har ikke læst bogen, men jeg skal lige love for at omtalte Karina Pedersen er blevet trukket igennem en spidsrod der vil noget. Foragten for hende minder i uhyggelig grad om den, nåh ja, kontanthjælpsmodtagere ellers er udsat for.
"Men samtidig lærer vi måske med denne sag, at vi definitivt ikke kan stole på alt, hvad folk siger, de har oplevet. Især ikke i bøger." Man behøver ikke læse ret mange erindringsbøger for at nå til den erkendelse. Mon ikke ophidselsen over Karina Pedersens livlige fantasi har mere at gøre med ideologi end med troværdighed? Artiklens indledning tyder på, at der er emner, som forfatteren ikke mener, det bør være legitimt at diskutere.
Forfatterinden bliver nu sandsynligvis arbejdsløs for hvilke forlag nu ville røre hende ved en ildtang? Og hvilke som helst arbejdsgiver i det hele taget? Det vil blive interessant at se hvordan hun vil klare sig uden overførselsindkomst. Vi må håbe der kan blive plads til hende blandt de gode selskaber i CEPOS eller LA.
fra artiklen i MetroXpress:
"Ifølge Karina Pedersen skulle hun være konsulent i forhold til underklassen."
ang. penge hun modtog fra Jyllandsposten.
Kan ikke lade være med at tænke på hvad hun ville sælge og hvad jyllandsposten mon håbede på at købe.
JP har tidligere vist sig villig til at øge selv terror truslen for at pleje politisk agenda.
"Fattig-Carina" var årsag til at alle på overførselsindkomst kunne mistænkeliggøres.
"Løgner-Karina" kan så være årsag til, at vi kan mistænkeliggøre liberale bloggere?
Måske vi skulle lære, at vi ikke kan bruge enkelthistorier til ret meget - det er tyndt at generalisere ud fra enkelttilfælde.
Sidst men ikke mindst kan vi lære, at vi har en doven presse, som ikke formår at skabe en offentlig debat på et veloplyst grundlag.
Personlig beretning, erindringsbog, dokumentar eller debatbog? Eller hvad med nøgleroman? En nøgleroman befinder sig i grænseområdet mellem personlig beretning, fiktion og dokumentar.
@Jens Peter Hansen, hvorfor mener du, at den foragt, Karina Pedersen må tåle pga. noget, hun som individ har ytret, er at ligne med den foragt, kontanthjælpsmodtagere som gruppe må tåle for blot at være?
En ting der under mig rigtig meget i hele den her sag er, hvor filan er kildekritikken blevet af? Er det fuldstændig umoderne at være kritisk overfor en kilde i disse dage?
Det er ihvertfald sjovt at en gratis avis som den eneste laver ordentlig journalistisk arbejde og faktatjekker . Det er præcis det man har savnet i medierne gennem mange år, hvor de ukritisk skriver alt , uden at undersøge.
Det er da morsomt: Karina kommer fra underklassen, skriver en bog om underklassen, titulerer den Helt ude i Hampen, og er så selv helt ude i hampen med, hendes erindringsforskydninger, eller hvad vi nu skal kalde dem.
Fik hun tjent nogle håndører og lidt opmærksomhed på det makværk ?
PS.: tilgi´mig tegnsætningen; jeg er ikke litterat.
Og hvor ville vi ikke være henne hvis medier, også Information, udøvede lignende krasbørstige kritik overfor sig selv?
Her er det kun debattanterne som bortcensurers mere eller mindre vilkårligt af debat-moderator, 'rutinemæssigt', som han selv, debat-moderator på den mindst ringe, Espen Fyhrie, så lakonisk har skrevet det til mig i en mail og nægter at gå ind og uddybende forholde sig til min saglige kritik af hans uforsvarlige sletninger af adskillige af mine og sikkert også mange andres kommentarer, når man klager over det.
"Men så eksploderede sagen mellem hænderne på dem og hende, da journalist Lars Fogt i gratisavisen Metroexpress kunne dokumentere, at flere af Karina Petersens påstande i interview forud for bogen om, at alle hendes klassekammerater og venner i dag er endt som arbejdsløse tabere og dermed de sande resultater af velfærdsstaten, var uden hold i virkeligheden."
En højest alvorlig menings-forstyrrende fejl har tydeligvis også sneget sig ind her : '... endt som arbejdsløse tabere og dermed de sande resultater af velfærdsstaten...' - ...arbejdsløse tabere de sande resultater af velfærdsstaten?
Det kan godt være at Information selv tror, at den er en bedre stemme for underklassen, end omtalte forfatter - Men jeg mener altså, at der er forskel på at leve af, at beskrive andres virkelighed, end selv at leve den.
"Men samtidig lærer vi måske med denne sag, at vi definitivt ikke kan stole på alt, hvad folk siger, de har oplevet. Især ikke i bøger. Og det lærer os, at selv de vigtige samtidsvidner, de såkaldte native informants, skal udsættes for kritisk undersøgelse, og at ingen mennesker, uanset om de kommer fra underklassen, middelklassen eller overklassen, er rene sandhedsvidner."
Tillad mig således derfor at korrigere :
Men samtidig lærer vi måske med denne sag, at vi definitivt ikke kan stole på alt, hvad medierne og journalisterne siger, de har oplevet. Især ikke i papir-aviser og online-medier. Og det lærer os, at selv de vigtige samtidsvidner, den såkaldte main-stream-presse, skal udsættes for kritisk undersøgelse, og at ingen mennesker, uanset om de kommer fra journalisthøjskolen, DR, Information eller Berlingeren, er rene sandhedsvidner.
Jeg troede Gyldendal stod for kvalitet. Men det kan selvfølgelig være bogen er godt skrevet, selv om den fyldt med løgn?