’Under det mest negative scenarie vil krisen vare to år.’
Sådan profeterede Ruslands præsident Putin, da han på sit årlige maratonpressemøde kommenterede det faktum, at vestlige sanktioner og især faldende oliepriser havde sendt den russiske økonomi i recession og rublen på en panikudløsende rutsjetur.
Vestlige kommentatorer varslede på deres side, at to års økonomisk krise kunne føre til politisk uro i Rusland, og nogle spåede endda, at to års krise netop var den periode, de russiske valutareserver kunne holde til, før de var udtømte.
Det var i december 2014.
Søndag går russerne til valg til Dumaen. Vi ser ingen politisk uro, og intet tyder på, at resultatet vil føre til lignende protester som ved sidste parlamentsvalg i 2011, hvor omfattende valgfusk drev demonstranter på gaden i titusindvis. Tværtimod har valgkampen i år indtil nu været relativ kedelig.
Kreml har på forhånd lovet ikke at snyde denne gang, og det behøver de heller ikke. Selv uafhængige russiske meningsmålingsinstitutter spår fremgang til regeringspartiet Forenet Rusland.
Opbakningen til partiet er dalende, men på grund af forventet lavere valgdeltagelse, et nyt valgsystem og en omhyggelig opdeling af valgdistrikterne til fordel for det siddende parti, kan Forenet Rusland ende med at forøge sit flertal i Dumaen til to tredjedele af pladserne. Og russerne er tilsyneladende ligeglade.
Ifølge en meningsmåling fra det uafhængige institut Levada følger 43 pct. af respondenterne slet ikke med i valgkampen.
Krisen i Rusland er ellers langtfra ovre. EU har netop forlænget sine sanktioner og olieprisen har stabiliseret sig på et endnu lavere niveau end for to år siden.
Ruslands BNP skrumpede med fire pct. sidste år og står ifølge Den Internationale Valutafond, IMF, til at skrumpe yderligere i år.
For den almindelige russer har det betydet lavere indkomst, og den svækkede rubel har indskrænket russernes muligheder for at rejse udenlands og købe udenlandske produkter. Der er blevet skåret i de sociale udgifter, og pensionerne har svært ved at følge med inflationen.
Russerne er kort sagt blevet fattigere og har oplevet faldende levestandard. 33 pct. mener – igen ifølge Levada – at Rusland er på vej i den gale retning. Men det har endnu ikke udmøntet sig i storstilede protester.
Nogle mener, det skyldes russernes særlige evne til at tilpasse sig i krisetider. Levada-direktør Lev Gudkov forklarer diskrepansen mellem befolkningens utilfredshed og dens manglende politiske engagement på anden vis:
»Folk forbinder ikke deres daglige problemer med udfalget af valg,« sagde han sidste år til den russiske avis Kommersant.
I stedet står den sande test for Putin ved næste præsidentvalg i marts 2018. Putin har sagt, at det endnu er for tidligt at sige, om han stiller op, men flere analytikere peger på, at dette Duma-valg netop er hans afsæt til at sætte et nyt hold og afprøve nye ansigter.
Nogle gamle allierede er allerede skiftet ud, flere risikerer at blive det på den anden side af valget.
Som den politiske kommentator Tatyana Stanovaya skriver for tænketanken Carnegie i Moskva, bliver de gamle politikere erstattet af nye, endnu mere loyale teknokrater: ’Systemet forsøger at konsolidere og ’afpolitisere’ sig selv’.
Det er åbenlyst, at de vestlige forudsigelser – eller forhåbninger – om politisk opstand er skudt langt ved siden af. Putins personlige opbakning ligger stadig på 82 pct. – langt over regeringens.
En forklaring er, at han dygtigt har formået at skyde skylden på de vestlige sanktioner og ikke mindst de globale oliepriser, som ikke kan føres tilbage til ham.
Krigene i Ukraine og konflikten med Vesten har fået folk til at stimle sammen om lederen i stedet for at stille spørgsmål ved, hvorfor økonomien stadig er så bundet op på olie og gas.
En anden forklaring er, at Putin har fokuseret på at holde sig på god fod med eliten, der ellers også har tabt anseelige beløb de seneste år.
I stedet for reformer, der skulle genrejse økonomien, har kriseberedskabet gået på at fortsætte uddelingen med lukrative statslige byggekontrakter og infrastrukturprojekter, der kunne kompensere rigmændene for deres tab.
Den strategi kan ikke gå for evigt i en dalende økonomi. Men den skal nok holde Putin ved magten de næste to år.
Jo, Michael Pedersen, det hedder "en lille svindler".
den svækkede rubel har indskrænket russernes muligheder for at rejse udenlands og købe udenlandske produkter.
Rusland er stort og frodigt nok til at overlever på egenproduktion af basisvarer, så krisen er et velkomment skub til egenproduktionsevnen, som er mindre afhængig af stigende inflationens påvirkninger.