Alting er blevet så fjernt. Vi har hele verden ved hånden via de sociale medier, men alligevel er vi kommet så langt fra meget af det, der burde være nær ved.
Tag vores fødevareproduktion. Engang havde vi alle en personlig relation til landbruget via forældre, bedsteforældre, onkler, tanter, fætre eller kusiner i erhvervet.
I dag bor langt de fleste i byerne og kender kun landbruget og dets produktion via varerne i plastic i supermarkederne.
Færdigretter og convenience food udgør en markant stigende andel af den mad, vi indkøber. Masser af danskere – voksne som børn – har i bogstavelig forstand mistet jordforbindelsen.
Denne familiemæssigt og geografisk bestemte afstand har skabt en forståelseskløft mellem bymennesket og landmanden. Vi kender ikke hinandens livsbetingelser, forstår ikke hinandens holdninger, værdier og vilkår.
Læs også: Landbruget er ’låst fast i en serie af onde cirkler’
Den industrialiserede landmand er med sine svinefabrikker, kvælstofudledninger, sprøjtegifte, antibiotikaforbrug og endeløse monokulturer af raps og foderkorn blevet en prygelknabe for folk i byerne.
Omvendt udgør de miljø- og dyrevelfærdsbesatte forbrugere, som stiller idelige krav, men ikke vil betale den sande pris for ordentlige fødevarer, et fjendebillede for mange i landbrugserhvervet.
Oven i alt dette er også landmanden selv kommet på afstand af det håndværk forankret i naturen, som dyrkning af jorden er. Strukturudviklingens nådesløse udskillelsesløb har på godt et halvt århundrede elimineret 85 procent af alle danske landbrug og resulteret i stadig større, stadig mere industrialiserede bedrifter.
For den enkelte landmand er der blevet langt til naboen og længere til planterne og dyrene, når han sidder højt til vejrs i sin store traktor, ved malkerobottens kontrolpult eller med gødningsregnskaberne og foderprogrammeringen i computeren.
Ikke mange arbejder så hårdt som landmænd, men med voksende gæld og krav om produktivitetsvækst styret af den globale konkurrence ender det alligevel for stadig flere med, at livsdrømmen brister – med konkursbegæring eller salg af gården.
Det er ikke svært at finde økonomer, politikere eller sågar organisationsfolk fra landbruget selv, der siger, at sådan må det bare være.
Strukturudviklingen må gå sin skæve gang, og de landmænd, der ikke er effektive nok, må finde noget andet at lave – bare selve fødevaresektorens konkurrenceevne og eksport kan opretholdes. Det er nødvendighedens politik.
Men i dag er det heldigvis heller ikke svært at finde mennesker, der siger, at sådan vil vi ikke have det. Vi vil ikke have, at landbruget ophører med at være et erhverv med plads til de mange og dermed med evne til at holde liv i de danske landdistrikter.
Vi vi heller ikke have, at vores mad skal komme fra stedse større landbrugsfabrikker, der i stigende grad vil blive ejet af eksterne investorer, ofte med jordspekulation for øje.
Læs også: Hvis det fortsætter som nu, vil der i 2022 være ét dansk landbrug tilbage
Rundt omkring i erhvervet er der landmænd, der går nye veje. Med økologiske produktioner, med nye ejerformer der inddrager forbrugere, med mere alsidige måder at skabe en indkomst på.
Og i byerne er der stadig flere borgere, der med masser af kreativ energi genskaber nærhed til produktionen af mad via grønne fødevarefællesskaber, praktisk økologi i by-, tag- og skolehaver, alliancer mellem offentlige institutionskøkkener og landmænd etc.
Hvad der mangler, er den ny samlende fortælling, der kan forvandle dagens kampzone mellem bønder og byboere til et fællesskabsprojekt om en fødevareproduktion, der er holdbar i bred og langsigtet forstand. Der mangler en politik for løsning af landbrugets kvælende gældskrise.
Der mangler incitamenter til at skabe nye ejerformer som alternativ til kapitalfondes indtog. Der mangler politiske mål og midler til fremme af en produktion med større fokus på det lokale end det globale konkurrencemarked.
Der mangler forbrugere med vilje til at betale, hvad det reelt koster at opretholde et dansk landbrug med plads til både bønder og bæredygtighed.
Og der mangler den samtale mellem landmænd og byboere, der kan få tingene til at ske.
Med den artikelserie og kampagne under titlen Vores mad – Vores jord, som Information starter i dagens avis i et samarbejde med P4-regionerne i Danmarks Radio, håber vi at inspirere til, at landbrugserhvervets aktuelle undergangsfortælling vendes til noget smukkere.
Vores jord – vores mad
Danske landmænd er tynget af gæld og global konkurrence, og hver dag må en eller flere heltidsbedrifter dreje nøglen om.
Forbrugerne tager samtidig afstand fra de stedse større industrilandbrug og forlanger mere dyrevelfærd, mindre kemi og lokalt producerede fødevarer.
I en ny serie sætter Information i samarbejde med P4-regionerne i Danmarks Radio fokus på, om der er en anden vej for dansk landbrug.
Seneste artikler
Tænk, hvis landbruget har en fremtid
21. oktober 2016Meget går den gale vej for de hårdt trængte danske landmænd, som skildret i Informations serie ’Vores jord – vores mad’. Men der eksisterer mange muligheder for at bane vej for omstilling til et mere robust og bæredygtigt landbrug i ny nærkontakt med forbrugerne. Tænk hvis vi greb dem’Ikke så afgørende, om landbrugs-produktionen består, og landmanden forgår’
18. oktober 2016Eksporten er afgørende for, om der kan skabes liv og beskæftigelse i landdistrikterne, uanset at antallet af bedrifter bliver ved at falde hastigt, mener miljø- og fødevareministerenHvis jeg er inhabil, er vi alle inhabile for Vorherre
13. oktober 2016Information krænker god presseskik med sine historier om, at jeg var inhabil og korrupt i forbindelse med, at jeg i Promilleafgiftsfonden for Landbrug deltog i behandlingen af en ansøgning, jeg selv havde forfattet
Vi kan takke det forhv. bondeparti, Venstre, for at der ikke er flere bønder tilbage, men kun forretningsmænd. Hver gang jeg besøger min familie i Himmerland kan jeg fornemme søgningen mod andre partier.
Det er ikke bare sammenlægning af gårde. Det er nedbrud af en kultur. Den nye kultur er en talkultur, regnskabs- og beregningskultur. Den har ingen sange, ingen fortælling, intet sammenhold og ingen menneskelig varme. Det er en destruktionskultur, der æder sig selv op indefra, så dertil sidst kun er en gård tilbage.
Rundt om byerne lå der engang en ring af gartnerier. Nyhøstede varer kørt ind hver dag i åbne kasser. Nu har vi emballage- og transportproblemer (forureningsproblemer). Den billige arbejdskrafts frie bevægelighed (kald det dog moderne slavetransport) spolerer solidariteten.
Udpiningspolitik kaldet nødvendighedspolitik har intet med oprindelig forståelse af begrebet politik at gøre, som i sin rene form hedder: Kursen mod det gode samfund. Alle partier taber efterhånden deres fortællinger på gulvet. Derfor skal der nye boller på suppen.
EU's Landbrugspolitik og vores liv
Formålet med EU's fælles landbrugspolitik er at sikre et økonomisk levedygtigt landbrugserhverv, der producerer sikre kvalitetsfødevarer indenfor rammerne af en miljømæssigt bæredygtig produktion. Desuden er landbrugspolitikken med til at opretholde gode erhvervs- og levemuligheder i landdistrikterne.
http://mfvm.dk/landbrug/eus-landbrugspolitik/
De dernede har øjensynligt skuffet fatalt og er strandet i deres egen utilstrækkelighed … ;-)
Mange storbyboere har det med at forfalde til dommedagsfortællinger, måske har det noget at gøre med bygningsmassens obstruerede udsyn til den geografiske horisont og hvordan virkeligheden ser ud derude, et udtryk for klaustrofobiske fornemmelser, da disse storbybymennesker sjældent følger med i naturens gang, skyernes udseende som tegn på skift i vejret eller månen og stjernernes beroligende indvirkning på den mentale trang til vilde overdrivelser ved synet af en større – vandpyt …
Da der øjensynlig foreløbig er kogt nok mediesuppe på ’klimakrisen’ – humper man nu videre til ’landbrugskrisen’ – skriver bøger og spalter op og spalter ned om en kunstig modsætning mellem bønder og byboere – hvor den reelle og langt alvorligere modsætning findes mellem landbruget og EU’s landbrugspolitik som om man ikke har opdaget, at også fødevareproduktionen er underlagt de kapitalistiske snapsidéer om det billigste er også det bedste …
Man prøver at tilsløre det faktum, at hele dette ’set-up’ har omdefineret den suveræne kvalitetsbevidste borger til en gemen fordummet masseforbruger, der døgnet rundt i massemedierne bombarderes med underlødige tilbud på alt hvad der kan puttes i munden – leveret af en toksisk fødevareindustri uden tilstrækkelig moral, dyrevenlighed eller gennemsigtighed i deres produktionsmetoder …
Information må også gerne tage fat i denne side af sagen og ikke nøjes med at skabe en ny samlende fortælling mellem borger og bonde, men også tage fat i det grundlæggende narrativ om kapitalismens pertubationer af det sunde liv via deres antihumanistiske globale ageren – begynd gerne med marodøren EU …
Lidt inspiration fra Grønland
Her i Grønland har vi Brættet. Brættet er det sted, hvor lokalbefolkningen kan købe de lokale fangster. I Grønland kan man altid købe friskfangede råvarer på de udendørs åbne markedspladser for erhvervsfangere og fiskere.
Forbrugerne går meget op i, at spise friskfanget mad. Derfor kan det være svært for erhvervsfangerne at sælge råvarer, som er to til tre dage gammelt. Af samme grund går erhvervsfangerne meget op i, at de mange forskellige råvarer på Brættet er så frisk som muligt.
Fra brættet sælges rensdyrkød, sælkød, hvalkød, polarlomvier, edderfugle og alt godt fra havet, som torsk, rødfisk, helleflynder, fjeldørreder, havkatte, laks og stenbider.
Derudover kan der også købes tørret kød og fisk.
Varerne på brættet er meget sæsonprægede. De forskellige dyrearter kan nemlig kun fanges på bestemte tider om året. For eksempel kan man kun købe det meget eftertragtede rensdyrkød fra 1. august til 20. september, fordi rensdyr kun må nedlægges inden for denne periode.
Dog har der de sidste par år været mulighed for at erhvervsfangerne at nedlægge et antal rensdyr i januar og februar, fordi bestanden vokser for hurtigt. Til gengæld kan de fleste fiskearter købes året rundt.
Det skaber en utrolig nærhed til fødevarerne. Det giver mulighed for den samlede fortælling om, hvordan man i generationer har levet af fangst. Det giver mulighed for at ens børn kan se dyr blive slagtet så de ser,at maden ikke kommer fra en køledisk, men er levende, blodige og dyr der dræbes. Det giver mulighed for den sande fortælling om fødevarer mellem fangerne, forbrugeren på tværs af kulturer og generationer. Det giver også mulighed for en fortælling om miljø+naturbevarelse, fordi det er fødevarer der fanges i det hav vi lever i og med. Det giver en nærhed, som jeg som dansker ser mistet hjemme i Danmark.
Det er ikke rocket science, det er bare hverdagen i Grønland.
Du underløber dit budskab ved at misbruge ordet 'fortælling', jsn. Vi har ikke brug for en eneste fortælling mere, men en anden politik, ja, en anden økonomi. Den kommer ikke uden videre. Det er en kampplads, bl.a. med landbrugets store organisationer, der udsteder falske fortællinger (sic) om, at landbruget bliver konkurrencedygtigt, hvis bare.... Mens det er en negativ spiral, som så glimrende beskrevet i fokus-artiklen inde i bladet. Glæder mig til flere artikler, gerne uden ordmisbrug.
Jesper: Tak for en levende beretning fra Grønland.
Man må nu ikke ganske underkende, at der gøres gode bestræbelser på at komme tilbage til en mere oprindelig produktions- og salgsform. Der er fx mange fødevarefællesskaber, der har direkte kontakt med avlerne. Der er torvedage i mange byer et par dage om ugen, og man kan få friske varer bragt til døren. Man skal selv være en del af den proces i stedet for at himle op om, at før vi kan slå en skid skal vi have afskaffet kapitalismen. Den politik blev forsøgt med DKP. De opnåede nogle sideeffekter, men hovedformålet blev ikke forstået og projektet løb ud i sandet. Derfor er det så trivielt at høre forslag om at afskaffe kapitalismen i stedet for at gøre det – pis eller rejs dig fra potten, som det hedder.
Kan man være grøn uden også at være rød?
Alternativet tror meget på, at virksomhederne og markedskræfterne har en fantastisk drive til at få skabt de nye løsninger, som skal bringe os ind i en mere bæredygtig fremtid og på, hvordan markedskræfterne skal spille sammen med f.eks. klima- og miljøspørgsmål og dermed virksomhedernes rolle i den grønne omstilling - men den politik har erhvervslivet ingen interesse i at støtte og her betragtes landbruget at være en del af dette erhvervsliv underlagt reguleringer fra EU …
Enhedslisten har indset, ud fra erfaringen, at der skal helt andre boller på suppen, en fuldstændig ændring af vores måde at producere og forbruge på, hvor f.eks. klimaforandringerne hænger sammen med et økonomisk system, hvor profit er den dominerende og nødvendige drivkraft, landbruget ikke undtaget – kan man så lave en dramatisk forandring af vores måde at producere og forbruge på, uden også at gøre grundlæggende op med de økonomiske incitamenter, markedskræfterne bygger på, styres og monopoliseres af EU – næppe …
Den nuværende krise i landbruget er et direkte dementi af, at det ikke er tilstrækkeligt bare at agere grøn uden at pille ved de grundlæggende markedsmekanismer, hvor EU via deres kvotereguleringer har et solidt greb om landmændenes klunker og kan klemme, hive og slippe alt efter hvor bureaukraterne synes f.eks. mælkepriserne skal ligge i den hellige globaliserede konkurrence og om landbruget skal støttes eller ej …
At EU i april 2015 droppede mælkekvoterne og gav produktionen fri bliver også den visse død for visse danske mælkeproducenter, og selv om disse producerer en god kvalitet, har de største supermarkedskæder, især i Tyskland, sænket priserne i butikkerne og dermed forringet afregningen med producenterne – deres lobbyister har haft størst succes i Bruxelles – og på trods af mange voldsomme bondeprotester har EU ladet et helt livsvigtigt erhverv gå i hundene …
Lærestreg: Fiskeriet i England blev tvunget i knæ af EU-kvotebestemmelser, der tillod store trawlere fra f.eks. Rusland at tømme havet for kvotefisk ud for deres kyster uden at kystfiskerne selv kunne hale fisk hjem i deres eget farvand – de stemte overvejende for Brexit i håbet om, at det bliver deres redningskrans, og er også et direkte resultat af alle disse overgreb på folks eksistens – ligesom i de europæiske landbrug – EU som en invasiv art i mange af de lokale samfund, pis og papir for naivister ...
Jan Weis - du må gerne dokumentere, at EU tillader store russiske trawlere at tømme havet ud for Englands kyster, uden at kystfiskerne selv kan hale fisk hjem i deres eget farvand.
Var det i øvrigt ikke engelske fiskere, der udløste kanonbådskrigen mod Island, da sidstnævnte ville udvide sin fiskerizone til 200 sømil. Og var det ikke engelske fiskere der sammen med irske førte an i EU´s "Makrelkrig" mod Færøerne og Island, fordi disse to ikke-EU medlemmer fiskede de makreller, der som noget nyt svømmede forbi, fordi klimaforandringen ændrede deres migration?
Det er en bestemt livsform, der går mod sit ophør. Afløseren skal være en ny grøn, bæredygtig, resilient osv. livsform. Det vi ser nu er (indrømmet) de store kapitalistiske rovdyr, der æder de mindre, og der er ingen livsform i det.
Det gamle landbrug hvilede på religion (Alle gode gaver de kommer oven ned), på national holdning, på familiesystemet, på viden fra far til søn, mor til datter, på gymnastikforeninger og højskoler, sange, danse m.m.
Det var noget. Måske noget mange flygtede fra, men noget var det. På mange måder også autoritært. Man opgav ikke så let, det man troede på, og det blev landbrugets endeligt. Hvorfor holdt de fast ved Venstre? Og nu DF? Mange stemmer på Kr.F og hvad skal det hjælpe?
Man kan ikke afskaffe kapitalismen, men man kan banke den ned i græshøjde, og det er det, vi skal. Afskaffer man privatkapitalismen, får vi statskapitalismen, og så er vi lige vidt. Derfor er det tankerne fra miljøbevægelserne, der skal sejre. Det har været en sej kamp, men det skrider nu. På alle områder er det den grønne dagsorden, der tager over. Økobønder hjælper hinanden med overtagelser. De kystnære fiskere ligeså. Det drejer sig om den korteste vej fra jord til bord, fra bund til mund. Sværere er det ikke.
Enhver landmand vil noget andet end gældsslaveri og - de store bestemmer. Det kommer frem i omkvædet i Jens Smærums Sørensens sang:
Alligevel er det lærkens sang
og kalvens bløde tunge
og kornets fine skær
og ræven med sin unge,
der holder mig i live
og får mig til at blive.
Massakren på landbruget er en lidelsesfuld historie, og landbefolkningen var ikke revolutionær. Det kom de til at betale for.
Landbruget skal afskaffes, men det skal fødevareproduktion ikke, og den kommer også til at foregå i byerne. ’Der er så dejligt derinde i byen’, skal det hedde.
MKN_det er ikke tale om, at EU tillader - de kan ikke gøre noget! - russerne er ikke bundet af fiskekvoterne ...
Lidt baggrund -
https://www.theguardian.com/environment/2016/may/31/salt-in-their-veins-...
Ok. Jan, de engelske fiskere vil gerne af med EU-kvoterne, men de har altså støttet EU´s fiskerikamp mod Island og Færøerne. Om russerne frit kan fiske inden for den økonomiske zone på fastlandssoklen var jeg ikke klar over. Men med hensyn til fiskekvoter mener jeg det er en god socialistisk ting, og frit fiskeri omvendt er kapitalistisk rovdrift.
Niels-Simon, ja et eller andet sted er vi jo alle bønder for vorherre:
Apropos Jens Smærup Sørensen, så er her en af Aakjær:
"Nu er det længe siden"
Tekst af Jeppe Aakjær, 1906
Melodi af Oluf Ring, 1940
---Nu er det længe siden,
men end det gemmes i mit sind -
hvordan i barndomstiden
den kære rug kom ind.
Hvordan dens kernetunge top
ved moders svage kræfter
blev lagt i lugen op.
Først bredte mor et klæde
så ømt som nogen højtidsdug;
der måtte ingen træde
med sko i høstens rug.
Så fejed hun med limens rest
hvert snavset strå til side
som for en hædersgæst.
Den kære rug var gæsten,
som gjorde hvert et barn så spændt;
se, far han lægger vesten
og ser så indadvendt.
En skælven i et ydmygt sind,
en bøn til altets skaber,
før avlen bringes ind.
Og neg for neg forsvinder
og bliver under bjælken sat;
og far får røde kinder
og spindelvæv om hat.
Men mor er lige hvid og bleg,
hvor meget hun end stræber
med rugens tunge neg.
Det går mod aftentide;
snart skinner månen fuld og rund
på gavl og vægge hvide
og ned i vognens bund.
Mor standser træt og titter ind;
far kommer hen til lugen
og klapper hendes kind.
Og barnet, som har løbet
sig træt i dagens muntre leg,
det er nu stille krøbet
ind under hjulets eg;
dér høres dette skarpe knald
fra vognens fjæl mod sandet
af ørentvistens fald.
Og mellem hjulets eger
går stjerneblink og måneskin,
og milde vinde hveger,
mens barnet slumrer ind -
Så slutter far i Jesu navn,
og hjemmet går til hvile
med høsten i sin favn.
Hvor genial er EU egentlig?
Mens nogen drømmer sig tilbage til før Morten Korch, kan andre samtidig konstatere, ikke uden en vis ironisk distance, at nogle danske landmænd får portemonnæen lettet af deres egen overnationale interesseorganisation EU – herfra boykotter man Rusland efter et sindrigt og selektivt system, som desværre også rammer bl.a. danske eksportører i landbruget – Putin sender sin store fiskeflåde til bl.a. de europæiske farvande, hvor fiskerne er bundet af administrative kvoter og tvunget til at ligge stille i længere tid, eller dreje nøglen om, mens Ivan tømmer havene og lander fiskene i europæiske havnebyer …
Landbruget har mange fjender og mange problemer – og snart vil vi ikke mere være selvforsynende, hvis ikke det hele bliver lagt om til lokale produktionskollektiver med kvalitet, dyrevelfærd og miljøbeskyttelse i centrum tæt på forbrugerne – start med dannelse af nye landbobanker og grønne produktionsmetoder – men hvad dælen stiller vi op med Monster EU, der nok skal vide at lægge hindringer i vejen for denne form for 'national' redningsplan …
For ikke længe siden havde vi her på siden en sjov debattør, der var storbonde og drev en svinefarm af den konventionelle slags, Thomas et eller andet tror jeg han hed, kan ikke huske navnet, men ham ville jeg gerne høre et pip fra nu.
Nu hvor mindst to debattører herinde har mindet mig om Morten Korch, og især om Morten Korch-filmene, så lad os lige stoppe op engang og huske på, hvem der var fjenden i Morten Korchs romaner og film.
Det var dem inde fra byen af, de smarte, hurtige, lumske sagførere, og banker mm,.der lokkede bonden i fordærv ved at tvinge ham mere eller mindre frivilligt til at underskrive store veksler. Og som jeg ser det, er plottet altid det samme; gården er i vanskeligheder, fordi bonden har skrevet på 1) en veksel 2) et lånedokument eller 3) Bonden har lånt et stort beløb i banken mod sikkerhed i gården, høstudbyttet mm.
Og ja, det er nok en livsform derude på landet, der måske? synger på sidste vers.
Men det er ikke kapitalisme i finanskapital forstand, det er en rural livsform, koblet op på det, Thomas Højrup kalder for den 'selverhvervende livsform'. Her kan det være svært at skelne, hvornår man arbejder og hvornår man har fri. Eks: Bonden går en aftentur med sin familie, men han skal da også lige tjekke, hvordan kornet står. Eller: Bonden går en aftentur alene, men når han er færdig med den, går han lige ud i stalden og siger godnat til dyrene.
Jeg er ganske enig i det, som andre har skrevet andre steder her på Information.dk mht. det her tema:
Hvis vi ikke passer meget på, kommer den internationale finanskapital, eller den danske, og overtager al landbrugsjord i DK. Og så kan der blive danske eller polske ansatte mm. i produktions-sektoren landbruget i DK - og så har vi mere eller mindre solgt dansk landbrug, og dansk jord, til udlandet. Enig også i at modbilledet og modstanden mod, og til det her, er små lokale brug, der producerer høkvalitetsfødevarer, som f.eks. økologiske grise, økologiske gulerødder og økoloigsk mælk mm.
Interessant er det da at tænke på, at det hele kunne være anderledes. Da jeg var cirka 15-16 år omkring 1980 blev der udskrevet folketingsvalg. Hvorfor? Man var blevet enig om mellem Socialdemokraterne, De Radikale, Retsforbundet? og Venstre, at danske bønder skulle leje deres jord af staten i 99 år. Meningen var netop den at stoppe jordspekulation og at stoppe de store jordværdi-stigninger også og at forhindre, at landmænd, altså bønder, endte i gældsfælden til de store banker.
Men det her forlig det faldt som løvet faldt i efteråret - Venstre ville ikke være med.
En sidste interessant ting er det her:
Socialdemokraternes landbrugsdrøm er store godser i DK - med en hel masse danske landarbejdere, som arbejder på de her store godser. Jeg vil tro, at Socialdemokraterne finder det helt fint, at folks lokale forankring i den rurale livsform bliver ødelagt. Det betyder jo bare, at der er flere personer fra de tidligere landbrug, der kan arbejde på de store godser, personerne altså.
Det er for let at gøre skarn (EU) uret. Jeg vil hellere høre, hvad man taler for. Hvis der havde været et billede af noget andet, havde sagen stået klarere. Nordisk samarbejde? Kom nærmere! Jeg ved godt at vi alene ikke kan ændre EU, men hvis der havde været en enig holdning, havde det måske nyttet. Samarbejde vil vi jo gerne, så det drejer sig om formen. Jeg synes, vi skal ændre Danmark så meget vi kan og lur mig, om meget ikke er muligt. De fleste vanskeligheder ligger nok i vores egne stridigheder.
Jeg ville gerne se en gennemgang af Ø's og Å's landbrugsløsninger. En grundig behandling af dem. Det kunne peppe humøret lidt op.
Ift. EU f.eks. så går den direkte landbrugsstøtte fra EU til f.eks. lande som Frankrig, Italien, Grækenland, Spanien mm. jo netop til at bevare de små producenter, ofte ejet af små familievirksomheder, der producerer oliven og olivenolie, champagne, lokale oste som camembert i Frankrig, pecorino (fåreost) i Italien, spanske manchego oste mm. Bare lige for at sige, at det nok ikke udelukkende er EU's skyld det hele.....fordi:
I DK har man siden 1970erne haft den holdning, at vi skal centralisere alt og alle. Små lokale mejerier er blevet opkøbt af MD FOODS, og nu ARLA, fordi al 'dansk mælk skal i den samme junge' som man sagde i 1970erne. Fordi man mente, at det var den eneste måde, man kunne konkurrence med udlandet på. Og ja, måske var det sandt i fra cirka 1970 til cirka 2000, eller 2010. Men i dag er virkeligheden anden, folk køber spændende brød hos bageren, kvalitetsøl fra mikrobryggerier, kaffe er blevet en hel videnskab også.
En helt anden ting er den her:
Ja, Putin har lukket ned for import af dansk svinekød til Rusland. Tough luck. Havde det været en amerikaner, der havde oplevet det, var han straks taget afsted til Kina, Indien, ja, alle lande i Sydøsasien, og havde forsøgt at afsætte dansk svinekød i de lande. Og han var straks rejst til forskellige lande i Afrika, og havde forsøgt at afsætte dansk svinekød der. Pointen er den her:
Landbrug & Fødevarer er, i DK, ikke gode til at opsøge nye markeder, når et andet marked bliver lukket land for dem, enten det handler om at Putin lukker markedet, eller at folk ikke køber så meget dansk svinekød mere.
Michael Kongstad.
Som nu 70 årig sad jeg næsten og fik tårer i øjnene ved gennemlæsningen af sangen fra Åkjær? men jeg kan så fortælle at det mindede om min barndom på husmandsstedet, men frataget en del af romantikken. Det foregik i 50-erne på den måde indtil mekanikken langsomt, men sikkert tog over. Det var altså også hårdt at lægge neg i vognen, så de ikke faldt af og jeg skal hilse og sige der var sgu mange tidsler, man sprøjtede dem jo ikke væk dengang. Rigtig "sjovt" var det, når to mænd forkede neg op til staklen og hestene og traktoren kørte hele tiden. Neg fra to sider der skulle lægges rigtig så læsset ikke skred! Men rigtig spændende leder og ganske rammende synes jeg. Jeg mener da også at det vil være godt at kunne vende lidt tilbage til "romantikken" og få rigtig jord under neglene og vide hvor og hvorfor og hvordan. Problemet er så hvem gider når det kommer til stykket? Et lille brug med få køer, som skal malkes to gange. Dyr skal passes hver dag hele året rundt! Jule-og nytårsaften i kulde og en overvejelse om hvordan malkning og fodring passer ind o.s.v.
Karsten: Jeg plukker lige den her fra dit indlæg:
'Folk køber spændende brød hos bageren'.
Den slags valg bryder systemer ned i en ellers rationel tidsalder. Handler folk virkelig i tråd med deres følelser? Jamen, så er de jo helt uregerlige. Så vil de måske også begynde at købe ind efter det, der giver livet mening i en større sammenhæng, og så kan man bare vente på, at det slår igennem.
Landbruget er på vej ud. Ind kommer en anden form for fødevareproduktion og en anden form for ejerskab. OK, der findes selvejerøkobønder, men der er også fællesdrift og økokollektiver. Spørgsmålet er, om bankerne vil låne milliarder ud til nye driftsformer. Det vil de ikke, og det skal de heller ikke. Vi skal i øvrigt slet ikke have alle de der private banker. Der skal oprettes en statslig, samfundsgavnlig bank, der tager energien ud af den bankverden, der skaber penge ud af den blå luft.
Det er således en tankerevolution, vi skal have. Bort fra pengefiksering, primitiv materialisme og laveste fællesnævnere. Det kan da godt være, at man er til grin, når man siger den slags, men hvori består egentlig det grinagtige? De landmænd, der går på røven (ikke kun i Nakskov), men over det hele, må da føle sig rædsomt til grin. De skal da grine tilbage og grine ad det system, der har sat dem ud. De går desværre til højre og ikke til venstre. De bliver ikke socialister, men til DF, hvis de ikke var der i forvejen, eller, nogle går til Alternativet, og begynder at tro på noget helt nyt, der er langt mere i tråd med den oprindelige levemåde: Om ikke helt i pagt med naturen så nærmere den.
Vi kom for tidligt bort fra Michaels sang, altså Åkjærs. Alle de fremskridt, vi har gjort, er ikke værd at synge om, og derfor har de ingen sange. Overdriver jeg? Nej og jo, for der er denne her: Jeg er så glad for min cykel...
Det burde jo vælte frem med sange: Jeg er så glad for mit nye badeværelse, køkken, selvkørende støvsuger, udvidelse af carporten m.m. Måske også, glad for mit nye solcelleanlæg, masseovn, vandingssystem.
Hvad er der galt, eller hvorfor kan man glæde sig over rugen, der køres ind, men ikke bilen i garagen? Man kan også vende det om og sige, alt det, der ikke kan synges om, er ikke værd at have med at gøre, men den går ikke, for der er lavet mange krigssange:
Vi stiger, vi stiger, vi stiiiger.
Maskine og mand er ét,
og alle propeller fortæller rød front,
at vi er på vagt for sovjet.
Eller denne her:
Wenn der Sturmsoldat ins Feuer geht, ei, dann hat er frohen Mut,
und wenn's Judenblut vom Messer spritzt, dann gehts nochmal so gut.
Hvorfor er der ikke parcelhussange om de dejlige græsplæner og klinkegulve? Erhardt Jacobsen prøvede engang at synge, at Dybbøl Mølle malede godt, men det blev han til grin på. Jeg har lavet adskillige sange, men der har altid været et fællesskabselementet i dem. Det er der også i soldatersange, om det så er godt eller ej. Materialismen kaster ingen sange af sig.
EU-sange (nævn ikke Schiller please)? NATO-sange?
Niels-Simon,
Måske var senere sange mere protestsange:
https://www.youtube.com/watch?v=z_zw__sjunA&list=RDz_zw__sjunA#t=143
Meget spændende serie.