Leder

Bevar Amagers vilde natur

Debat
11. oktober 2016
Foto: Emil Ryge

Foto: Emil Ryge

Der skal bygges mere Ørestad på præcis det område af Amager Fælled, som er mest bevaringsværdigt.

Hvor der »lige siden Amager dukkede op af Øresund,« som lektor i biologi Hans Henrik Bruun formulerede det i weekendens Information, aldrig har været andet end natur, og hvor der derfor er stor biodiversitet og artsrigdom.

Faktisk er den gamle strandeng på Amager Fælled det sted i København, hvor naturen er vildest.

Natur i storbyen kan lyde som et paradoks, men det er noget, som bliver stadig mere værdsat, og i andre europæiske lande og byer forsøger man at genskabe de gamle, vilde naturområder.

Set i det lys virker det ugennemtænkt, at man i København vil fjerne et område, som rent faktisk er unikt – for at opføre boliger.

At der skal bygges på området, er en 24 år gammel beslutning, og pengene fra salget af grundene er allerede brugt til at bygge Metroen.

København vokser, og der er brug for flere boliger.

Der er også brug for offentlig transport, herunder Metroen, og derfor kan man på sin vis godt forstå, hvorfor politikerne i sin tid kunne træffe beslutningen om at bebygge dele af Amager.

Hvad man derimod ikke forstår, er, at man har valgt det mest bevaringsværdige sted.

Erkendelsen af, at det ikke var verdens bedste beslutning, er da også ved at brede sig lokalpolitisk.

I Borgerrepræsentationen har de radikale ændret holdning, og en SF’er har været med til at arrangere en demonstration imod projektet.

Det er også bemærkelsesværdigt, at både Socialdemokratiet og De Konservative dybest set er enige om, at beslutningen var forkert, men bruger økonomien som argument for at fastholde den: Ellers vil der mangle 1,5 milliarder kroner.

Dermed er det også gjort til et spørgsmål om vilje, uanset om udfordringen skal løses lokal- eller landspolitisk.

For kunne man ikke sælge jord for et lignende beløb et andet sted? For eksempel på den del af Amager og Kalvebod Fælled, som blev inddæmmet og fyldt op i årene omkring krigen og ikke er biologisk interessante?

Planen om at bebygge netop dette område af Amager Fælled kan naturligvis genforhandles og ændres, og det bør den blive.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Kurt Loftkjær

Grønt område = potentielt byggeareal

Meget få politikere kan modstå fristelsen at bebygge de resterende få grønne områder. Det gælder især i hovedstadsområdet. Planloven, som tidligere var et forholdsvist anvendeligt værktøj i forbindelse med arealregulering i kommunerne, er i løbet af det seneste årti blevet stadig mere ligegyldig. Staten har længe arbejdet med deregulering af arealanvendelse. Senest har vi set det i det åbne land ved kysterne.

Kun fredningsværktøjet har en vis begrænset betydning, hvis der nogen, som vil indlede et forslag til en fredning. Men hvilken kommune ønsker at medvirke til lægge hindringer i vejen for sine storslåede vækstplaner?

Kurt Loftkjær

Et kvalificeret forslag fra forfatteren?

"For kunne man ikke sælge jord for et lignende beløb et andet sted? For eksempel på den del af Amager og Kalvebod Fælled, som blev inddæmmet og fyldt op i årene omkring krigen og ikke er biologisk interessante"

Er det et forslag som overhovedet er gennemtænkt og som kan begrundes sagligt?

Søren Kristensen

Hvad med et kort, så man kan se hvad det er for et område der er truet - og hvilke områder der ville være bedre at bygge på?

Området, der nu skal inddrages til beboelse, er markeret med hvidt i denne artikel - https://www.information.dk/mofo/farvel-sidste-sted-omkring-formaaet-lade...

Svend Erik Sokkelund og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Kurt Loftkjær og andre:

Lige siden København begyndte at mangle plads i 1960'erne og 70'erne, har Vestamager været i kikkerten. Regionplanlæggerne forudså store byudviklinger i Nordsjælland langs det, der blev kaldt transportkorridoren M5, og København skulle vokse sammen med Malmø, og lufthavn på Saltholm osv., men også Vestamager var udpeget som byudviklingsområde.

Det var der stor kritik af fra naturfredningsforeninger og allehånde naturglade modvækstforkæmpere. Næsten alle sådanne kræfter blev sat ind på at forhindre, at Vestamager blev et byudviklingsområde. Kampen resulterede i en fredningskendelse, der friholdt den nærmeste del af det allerede bebyggede Amager for fredning, altså den i dag kendte nye by med TV, Universitet og etageboliger og Fields, men fredede hele det gamle inddæmmede areal udenfor

Den ordning bør nu lukkes op igen. For Amager Fælled. der ikke er inddæmmet, men oprindelig Amagerland, og som ligger helt tæt inde ved Sjælland, bør omfattes af fredningen, hvor man i en 'handel' kan fritage noget af det opfyldte længere ude, nord for motorvejen, til eventuel byudvikling. Fælleden skal holdes ubebygget, mod byggeri på noget af det inddæmmede og opfyldte skrammel.

Interessen for Ørestad er i kommunen ikke eksisterende. Man planlægger for tiden 6 etager i Syd, men bygger uden at blinke 10, for det giver flere penge. Det samme med fælleden for hvis man havde været interesseret i at bygge noget spændende, så havde man gjort det for 24 år siden. Den dag i dag er Ørestad blevet en Ghetto og at Fælleden er et naturområde af en helt anden værdi end dengang havnen ikke var klistret til med luksus, det er kommunen ligeglad med, for de skal bruge penge til mere metro. Målet er 700.000 borgere i 2027 og nu skal skatteyderne til lommerne under parolen billige boliger for at kommunen kan opfylde forudsigelsen. Det kaldes for volumensyge.

Kurt Loftkjær

Til Michael Kongstad Nielsen

Er du ikke bekymret for, at forsøg på at ændre en fredningskendelse kan føre til en svækkelse af kendelsen samtlig med at det andet areal, som du bringer i spil, også bebygges? Det er store kræfter, der slippes løs.

(Min tilgang til sagen er helt overordnet, da jeg ikke kender den omtalte fredningskendelse.)

Kurt Loftkjær. Kalvebod Fælled er fredet. Det er et gammelt militært skydeareal med et righoldigt fugleliv, som ligger op til Kongelundsskoven, Området indgår i Naturpark Amager, og er i dag et unikt naturområde større end Dyrehaven. Amager Fælled er en gammel losseplads, men jeg kender ikke de nærmere omstændigheder præcist. Den har i dag også udviklet sig til et naturområde. Med metroplanerne skulle salg af byggegrunde i Ørestaden i 90'erne, som er en smal tange af de 2 nævnte områder, finansiere den første metroetape. Desværre holdt den økonomi ikke, og der har været kuk i Ørestadsprojektet fra start, og med Ørestadsselskabets indlemmelse i Arealselskabet og senere By & Havn, så er Ørestad ikke længere et prioriteret projekt. Det er erhverv og primært triste boligblokke, som placeres i Ørestad. Lang historie den, men summasumarum så skal der nu ekspressbygges i hele havnen for at økonomien i metroselskabet bare kan hænge nogenlunde sammen, for alle trafikprognoserne er fejlbehæftede, hvis ikke det sker, for der mangler vist ret mange passagerer i de økonomiske beregninger. Det er i dag blevet til et københavnerproblem, da Staten har meldt pas, men ingen har vist rigtig styr på udviklingen.

Kurt Loftkjær

Naturklagenævnet fredningskendelse af 1994.07.07 gældende for Amager Fælled

http://www2.blst.dk/nfr/07854.00.pdf (88 sider)

Kurt Loftkjær

Let at ophæve fredning i følge DN's fredningsleder Birgitte Bang Ingrisch

Til beklagelig oplysning:

http://www.dr.dk/nyheder/regionale/hovedstadsomraadet/ekspert-let-ophaev...

Michael Kongstad Nielsen

Kurt Loftkjær
12. oktober, 2016 - 08:13

Jo, men forslaget om at bytte om på de fredede og de bebyggelige arealer har været behandlet her i Information i tidligere artikler, og uden at kunne vurdere det til bunds fandt jeg forslaget godt.