Leder

Entusiasterne har overtaget britisk politik

6. oktober 2016

»Et land, der fungerer for alle.«

Det britiske konservative partis slogan for denne uges partikongres lyder som en forlængelse af David Camerons såkaldte compassionate – medfølende – konservatisme.

Men indenfor i Birminghams Internationale Kongrescenter er der langt mellem de ’medfølende konservative’ ansigter fra Cameron-tiden.

I stedet er det den triumferende, antieuropæiske højrefløj, der sætter tonen og trækker fulde huse, når de fremlægger deres vision for et uafhængigt Storbritannien uden for EU på kongressens debatter.

De fremmødte partimedlemmer – traditionelt mere højreorienterede og antieuropæiske end deres folkevalgte repræsentanter – får endelig det, de har higet efter i årevis, og deres begejstrede ansigter stråler, som kun den ægte troendes kan, hver gang ’Brexit’ og ’uafhængighed’ nævnes fra talerstolen.

Samme lyksalighed strålede ud af Labour-medlemmernes ansigter, da de i sidste uge hørte deres leder, Jeremy Corbyn, love, at han vil levere »socialisme for det 21. århundrede«.

Læs også: Det er stadig uklart, hvem Labour kæmper imod

Også Labours medlemmer ligger længere mod yderfløjen i britisk politik end vælgerne og hovedparten af deres parlamentarikere. Og ligesom de konservative er medlemmerne derfor begejstrede over endelig at føle sig ordentligt repræsenterede af deres ledelse.

De seneste to ugers partikongresser har bekræftet, at begge de store britiske partier er rykket væk fra midten ud mod UKIP på højrefløjen og De Grønne og det Skotske Nationale Parti (SNP) på venstrefløjen.

Men også på fløjene har der været bevægelse. SNP er udadtil rasende over, at premierminister Theresa May i sin åbningstale erklærede, at briterne ville forhandle »som ét Storbritannien« og forlade EU »som ét Storbritannien«, men privat er Mays melding – ifølge onlinemediet Wings over Scotland – »så godt som det bliver« for dem, der støtter uafhængighed.

Det er den slags arrogance fra London, der styrker selvstændighedstrangen mod Nord.

På højrefløjen hos UKIP er der ikke samme optimisme, efter at partiets nye leder, Diane James, i går gik af efter kun 18 dage. Frem for opløsning er det dog mere sandsynligt, at partiet med en ny formand vil fortsætte på den yderste højrefløj som en indvandrerfjendsk lobbyist for en ’hård Brexit’.

Alle eksempler bekræfter en fragmentering af det britiske politiske landskab, hvor partierne søger mod yderpositioner, der ikke kan samle opbakning fra den brede vælgerskare. Det er et Storbritannien, hvor partierne og deres medlemmer er blevet grebet af en entusiasme for eget projekt og en tro på, at de kan overbevise alle de andre om at se lyset.

Dermed symboliserer partierne i dag – med Cambridge-professoren David Runcimans ord – »kløften mellem de overentusiastiske og de underentusiastiske« frem for at være den mekanisme, der bygger bro mellem de to grupper og »forener masseligegyldighed med minoritetsentusiasme«.

Offentligheden støtter faktisk mange af Labours ideer – skriver han i Prospect – men de vil ikke betro Corbyn at føre dem ud i livet, fordi partiet »ikke længere repræsenterer offentligheden. Det repræsenterer sig selv«.

Det samme kan siges om et konservativt parti, der har inviteret højrefløjspolitikere som David Davis og Liam Fox – der har fået ansvaret for Brexit – med til højbords. Og dermed åbnes 2020-valget op på en ny måde for det eller de partier, der forstår at appellere til midten, og som kan udvikle en politik, der kan hele de skel i samfundet, der er blevet forstærket af finanskrisen og de konservatives nedskæringspolitik, og som eksploderede den 23. juni i år, hvor et flertal stemte for Brexit.

Både Corbyn og May ved det. Labour-formanden sagde i sin kongrestale, at det ikke er nok at være et protestparti – »mest af alt handler det om at vinde magten«.

Theresa May forsøgte i sin tale i går at overbevise medlemmerne om nødvendigheden af at søge mod midten af britisk politik og meddelte, at hun agter at bruge staten til at intervenere, når det frie marked ikke løser væsentlige opgaver.

Hverken Corbyn eller May har dog fremlagt konkrete forslag. Og i begge tilfælde er det yderst uklart, om de får lov til at trække deres partier mod midten af deres entusiastiske medlemmer, der stadig er høje over fløjenes genopstandelse.

Sjældent har Storbritannien været mere fragmenteret. For den, der kan samle landet igen, venter imidlertid en stor gevinst.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Michael Kongstad Nielsen

Entusiasme og »et land, der fungerer for alle« lyder da bedre, end Camerons hule og hykleriske "compassionate – medfølende – konservatisme", der bestod i at de velhavende stod og så medfølende til, mens de fattige sakkede stadig mere bagud.

Og Corbyns »socialisme for det 21. århundrede« lover også godt, fremfor Tony Blairs dødsyge semi borgerlige New Labour. Corbyn har flere vælgere i de nordengelske og walisiske kredse, der stemte 'leave', end man skulle tro.

Og godt at UKIP har mistet pusten. Stemmer derfra kan også gå til Corbyn.

Torben Lindegaard

UKIP må nu godt lige sikre, at Storbritannien får aktiveret Lissabontraktatens §50
- jo før des bedre.

Herefter er det op til dels Storbritannien og dels resten af EU at sikre, at udtrædelsesforhandlingerne ikke udstrækkes over 2 år.

Altså Hård Brexit og resten forhandles efter WTO's regelsæt.

Det skal besluttes med konsensus, hvis Storbritanniens udtrædelsesforhandlinger skal forlænges ud over 2 år, så alle restmedlemslande kan nedlægge veto; men jeg føler mig nu ikke alt for tryg ved vores Venstre-regerings standhaftighed, hvis Axelborg lobby'er for en Blød Brexit.

Så det allersikreste ville være, at Storbritannien slet ikke anmodede om prolongation -
og her kan bøvhovederne fra UKIP spille en rolle.

Philip B. Johnsen

Det vigtigste overses demokratiet er vent tilbage til Storbritanien, derfor er det ikke Theresa May, der har bestemt, at trække politisk ind imod midten, hvor Theresa May nu agter, at bruge staten til at intervenere, når det frie marked ikke løser væsentlige opgaver, det er en nødvendighed i et demokrati, ellers mister man magten som parti i landet, det er den store forskel på demokrati og EU.

Det helt afgørende nye Theresa May nu har fastslået er, at der kommer 'ikke' en såkalt 'blød Brexit' med en norsk model eller muligvis fortsat medlemskab af EU, ved ny folkeafstemning i Storbritanien.

Storbritanien 'forlader det indremarked' med en ’hård Brexit’, med et skilt ved grænsen det 'kun' står 'Storbritanien' på, hvor kun britisk tilladt indvandring tillades, hvor der ingen, overhoved ingen, 'fri bevægelighed af arbejdskraft' fra EU er tilladt, hvor Storbritanien er et 100% suverænitet Storbritanien, hvor de love der gælder i Storbritanien, er dem politikere i Storbritanien vedtager, at de engelske domstole skal følge, et Storbritanien hvor der senest påbegyndes forhandling om 'udtrædelse af EU' og 'det indremarked' sidst i marts 2017, med et ønske om fortsat så tæt som muligt samarbejde med EU på de nye vilkår.

Det har kæmpe stor betydning for økonomierne, på begge sider af kanalen, som ingen i dag kan overskue, betydningen kan kun underdrives, det er derfor vigtigt nu med det samme, at få belyst konsekvenserne bedre.

Fra link:
"The markets are completely unprepared for a 'hard Brexit'"

"Financial markets are totally unprepared for the prospect of a so-called "hard Brexit" and have not even remotely priced it into their models, according to new research from Deutsche Bank.

In a note titled "A hard Brexit isn't remotely priced" and circulated to clients on Wednesday, Deutsche macro strategist Oliver Harvey argues that markets simply aren't ready for the scenario whereby Britain would pull out of the European single market, which in turn would allow the government to end the free movement of people.

That situation is being dubbed a "hard Brexit."

Harvey's argument is that markets are currently ready for the UK to leave the EU in what he calls a "benign" scenario, where it keeps single market access in some respect, and does not need to negotiate trade deals with countries all over the world.

That basically means that if a hard Brexit does materialise it is going to be a huge shock, potentially making any market moves — particularly with regards to the pound — more extreme than they might be otherwise.

"Hard Brexit has become a meaningful risk, with Prime Minister May tying herself to a deadline of end March 2017 to trigger Article 50 and prioritizing immigration and sovereignty from the ECJ – both incompatible with continued Single Market membership."

Link: http://www.businessinsider.com/deutsche-bank-on-the-pound-and-hard-brexi...

Torben Lindegaard

Jens Peter Bonde har en kronik om Brexit i JyllandsPosten i dag.

http://jyllands-posten.dk/debat/kronik/ECE9056558/brexit-hvad-sker-der/

Der kan åbenbart blive alle mulige problemer i Storbritannien - mellem Skotland og resten af UK, og mellem Nordirland, Irland & resten af UK.

Det sidste er helt klart det værste.
Man gyser, når Jens Peter Bonde skriver:

"Sinn Fein foreslog, at hele Irland kunne genforenes i EU."

"Nordirland kræver respekt for den irske fredsaftale, som forudsætter britisk medlemskab."

Håbet er sandelig, at de kan få landet den irske problemstilling uden, at det går op i en spids.
Good Friday Agreement ligger under 20 år tilbage i tiden.
Aftalen blev indgået d. 10 April 1998.

Det er en frygtelig tanke, at tiden kan blive skruet tilbage til før Good Friday Agreement.