Leder

Glidebanen

Når en ledelse påberåber sig undtagelsestilstand på ubestemt tid over Flemming Rose og giver sig selv ubegrænsede magtbeføjelser over for redaktionen, er vi netop ’på vej mod en glidebane, hvor ingen kan forudsige, hvad selvcensuren vil ende med’.

Når en ledelse påberåber sig undtagelsestilstand på ubestemt tid over Flemming Rose og giver sig selv ubegrænsede magtbeføjelser over for redaktionen, er vi netop ’på vej mod en glidebane, hvor ingen kan forudsige, hvad selvcensuren vil ende med’.

Sofie Amalie Klougart

31. oktober 2016

Jyllands-Posten er blevet en verdensberømt aktivist. Avisen gjorde kampen for ytringsfrihed til sin sag, da den som et manifest for 11 år siden trykte Muhammed-tegningerne. 

Den franske stat har tildelt Flemming Rose ordenen Ordre des arts et lettres for hans indsats for ytringsfriheden, og The Economist kårede hans bog Tavshedens tyranni til en af årets vigtigste udgivelser.

Jyllands-Posten indstiftede en ytringfrihedspris, der skulle tildeles dem, »som med deres udtalelser, meninger og holdninger har udfordret, som har oplevet, at deres brug af ytringsfriheden ikke har været omkostningsfri, og som derfor har måttet betale en personlig pris for det frie ord«.

Men Jyllands-Posten er også blevet et mål for militante islamister over hele verden. Adskillige gange er huset blevet udsat for attentatforsøg, ansatte og pårørende har levet i frygt, og sikkerheden omkring koncernen er massiv. Den konflikt mellem ytringsfrihed og sikkerhed, som længe har været en realitet for medier i andre lande og efterhånden er blevet det i Danmark, blev sat uhyggeligt på spidsen for Jyllands-Posten.

Fredag fortalte Flemming Rose i Information, hvad den konflikt har gjort ved Jyllands-Posten. Chefredaktionen bad ham i 2005 bestille 12 tegninger af profeten Muhammed, og Rose blev et ikon for avisens aktivisme. Dengang advarede Rose mod, at vi er »på vej mod en glidebane, hvor ingen kan forudsige, hvad selvcensuren vil ende med«.

Det skulle vise sig mere rigtigt, end nogen kunne forudsige.

Nu afslører Rose, hvordan han i 2011 af daværende bestyrelsesformand Jørgen Ejbøl og daværende direktør Lars Munch i JP/Pol-koncernen blev påtvunget en håndfæstning. Den forbød ham at stille op til debatter, at deltage i elektroniske medier og at skrive om eksempelvis religion. Koncernens ledelse, der ellers henviser ansvaret for avisernes indhold til chefredaktionen, dikterede radikale begrænsninger for redaktionen.

Avisen gav ham en sag, koncernen beskyldte ham for at blive en fanatiker med en sag, og nu har Jørgen Ejbøl anklaget Rose for at have kostet koncernen 130 millioner i beskyttelse. 

Koncernledelsen påtvang ham reelt offentlig tavshed. På ubestemt tid.

Rose fortalte også, hvordan Ejbøl ved en uddeling af avisens ytringsfrihedspris i raseri smed Roses livvagter ud. Selv efter Rose havde sagt op, blev han bedt om ikke at svare, når journalister fra avisen ringede for at bruge ham som kilde. Det er skandaløst. 

Men sagen er kompliceret, fordi Rose faktisk blev til en mand med en sag. Han tog idealismen længere end Jylland-Posten og lovede i 2006 på CNN også at lave Holocaust-karikaturer. Han blev efter et vanvittigt forløb sendt på orlov. Med rette. Men det var fem år inden håndfæstningen. 

Man kan ikke bebrejde koncernen, at den griber ind for at forsvare de ansattes sikkerhed. Det ville være særdeles risikabelt at genoptrykke Muhammed-tegninger i Jyllands-Posten – ingen enkelt tegning er mere værd end et menneskeliv.

Det store spørgsmål er således ikke, om koncernen sætter grænser, men hvordan den gør det, og hvor de grænser går. Koncernens bestyrelsesformand, Lars Munch, har besvaret Roses kritik skriftligt:

Han henviser for det første til sikkerheden i huset. For det andet til, at Muhammed-tegningerne er en »usædvanlig situation«. Munch synes at mene, at hensynet til sikkerheden berettiger alt, hvad Ejbøl har foretaget sig. Men når Ejbøl smider livvagter ud fra et arrangement, er det ikke af hensyn til sikkerhed. Det ligner en vilkårlig magtdemonstration.

For det andet er Muhammed-tegningerne en usædvanlig situation, men konflikten mellem ytringsfrihed og sikkerhed er blevet normaltilstanden. Og der er forskel på at skrive en kommentar om, hvem vi er som civilisation og på at genoptrykke Muhammed-tegningerne i Jyllands-Posten. 

Der er forskel på den væsentlige samtale om, hvordan vi skal leve sammen i moderne samfund med friheder og hensyn til hinanden, som Rose folder ud i sine bøger og artikler, og på markeringer, som kan gøres til strategiske mål af dem, der vil skade os. 

Anerkendelsen af de forskelle er betingelsen for at skrive og tænke så frit som muligt uden at risikere kollegers liv og sikkerhed. Det kræver samtale, argumenter og oplysning. 

Men når en ledelse påberåber sig undtagelsestilstand på ubestemt tid og giver sig selv ubegrænsede magtbeføjelser over for redaktionen, er vi netop »på vej mod en glidebane, hvor ingen kan forudsige, hvad selvcensuren vil ende med«.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kurt Nielsen
  • Hans Aagaard
  • Flemming S. Andersen
Kurt Nielsen, Hans Aagaard og Flemming S. Andersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lars Bo Jensen

Det jeg først og fremmest udleder af Rose sagen, er som han selv skriver: ’Vi er ikke en skid bedre end de medier, der arbejder under diktaturer’.
I denne sag var det medarbejdernes sikkerhed, der blev brugt som undskyldning for at bestyrelsen blandede sig i journalister og redaktørers frihed.
Jeg er helt sikker på at ejere, via deres bestyrelsesmedlemmer, også blander sig i redaktionelle beslutninger, hvis man skiver for kritisk om nogle af de store annoncører.

Carsten Wienholtz, Lennart Kampmann, Oluf Husted, Allan Stampe Kristiansen og Hans Aagaard anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Jeg tror, at Jyllands-Postens bestyrelse og ledelse for sent blev klar over, at avisen var gået over stregen, og nu prøvede man at trække i nødbremsen.

Jørgen M. Mollerup

Man må konkludere, at mange af de holdninger og indstillinger, der eksisterer i den arabiske kulturkreds, er vanskelige at forene med et åbent demokratisk samfund, hvor alt kan sættes til debat, blot det sker i et høvisk sprog.

Robert Ørsted-Jensen, Hans Aagaard og Britt Kristensen anbefalede denne kommentar

"Han tog idealismen længere end Jylland-Posten og lovede i 2006 på CNN også at lave Holocaust-karikaturer. Han blev efter et vanvittigt forløb sendt på orlov. Med rette." Skrev Rune Lykkeberg.

Hvorfor med rette?

Jens Erik Starup

Jeg er af den opfattelse, at i begge tilfælde forsøger magter at begrænse andres ytringer.

Niels Duus Nielsen, Ole Frank og Flemming S. Andersen anbefalede denne kommentar
Ole Brockdorff

Ingen oplyste sjæle på denne jord kan benægte den ubestridelige historiske kendsgerning, at demokratiet gennem flere hundrede år trods alt har vist sig – på godt og ondt – at være den bedste politiske styreform for alle frihedselskende mennesker, hvor man på tværs af kulturelle og religiøse forskelle lever efter nogle fælles lovgivninger, ikke efter alle mulige forskellige religiøst betonede patriarkalske familietraditioner, klankulturer og stammekulturer.

Lighed for loven har været den gennemgående røde tråd for alle mennesker på dansk jord siden etableringen af Danmarks Riges Grundlov i 1849, og fordi vi ikke har været i krig på fædrene jord siden 1864, har vi fået skabt et formidabelt land med en fantastisk infrastruktur, opbygget af generationer af hårdt arbejdende danskere, som vi kan takke for den politiske, kulturelle og økonomiske stabilitet, der i hvert fald indtil nu gør os til et af de bedste og mest fredelige lande på kloden.

Vi etniske danskere har historisk-kulturelt og menneskeligt så meget at være stolte af i forhold til blandt andet de 58 islamiske regimer på kloden, der aldrig nogensinde har givet deres borgere personlige frihedsrettigheder, herunder løbende hemmelige frie valg, demonstrationsfrihed, forsamlingsfrihed, religionsfrihed, åndsfrihed, tankefrihed, ytringsfrihed, men i særdeleshed ligestilling af kvinder, som vi har arbejdet så hårdt for siden indførelsen af deres stemmeret i 1915.

Ingen af de islamiske eller kommunistiske regimer på jorden kan udvise bare et minimum af den liberale og fordomsfrie debat – ytringsfriheden – som vi har opbygget i vores demokrati siden 1849, hvor vi som borgere udelukkende står til ansvar over for landets domstole for vores ytringer, ikke over for selvudråbte magthavere, der har taget kontrollen over flere milliarder sjæle på jorden gennem politisk og religiøs enhed under tvang.

Ytringsfriheden er kronjuvelen i demokratiet som politisk styreform, det tikkende hjerte for alle frihedselskende mennesker, men hvis vi for alvor herhjemme giver køb på denne livsvigtige rettighed gennem løbende selvcensur, fordi vi bliver truet på livet af kriminelle religiøse fanatikere, ja, så går demokratiet i opløsning som politisk styreform, og vi mister vores opbyggede tillidskultur og fællesskabskultur på tværs af social og økonomisk status.

I stedet får vi som i mange af de islamiske regimer et multikulturelt samfund med anarki, kaos, sult, nød, krig og fattigdom, hvor de stærke terroriserer de svage, nøjagtig som kommunisterne terroriserede befolkningerne i Sovjetunionen gennem 74 år, og nøjagtig som regimet i Kina stadig gør det gennem politisk enhed under tvang, og hvor ytringsfriheden på trods af internettet er nærmest fuldstændig elimineret.

Derfor – hvis de toneangivende medier herhjemme ret meget længere praktiserer den efterhånden omfattende og ulidelige selvcensur omkring emner som islam og muslimer, fordi man er bange for repressalier fra selvbestaltede kriminelle mennesker, ja, så mister vi om føje år vores frihed til uhyggelige religiøse fascistiske kræfter, og dermed ytringsfriheden som kronjuvelen i vores fantastisk opbyggede folkestyre.

Men nøjagtig som vi har politifolk eller militærfolk, der i en given situation må være parate til at ofre deres eget liv i en konkret operation eller sag for Danmark, må vi også have nogle modige journalister, chefredaktører og bladudgivere, der udviser personligt mod og lever op til forfatteren George Orwell’s berømte ord om, at hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre.

Derfor er det så vigtigt, at vi har en dygtig og modig presse som ”frontsoldater”, der løbende tør konfrontere slænget af blandt andet kriminelle islamiske terrorister, når det er journalistisk relevant, så de modbydelige fascistiske stater, der står bag dem og finansierer dem, èn gang for alle forstår, at vi er fem millioner etniske majoritetsdanskere, der i en given situation er parat til at storme ud i gaderne på kommando, og slå ring omkring Morgenavisen Jyllands-Posten eller dagbladet Information, hvis nogen prøver at sprænge dem i luften eller myrde deres medarbejdere.

Personligt er jeg parat til at kæmpe til døden for vores ytringsfrihed.

Lennart Kampmann, Morten Østergaard og Hans Aagaard anbefalede denne kommentar
Ole Brockdorff

Ja, Peter Hansen, måske har du ret, måske er det allerede slut med det åbne demokratiske samfund og ytringsfriheden, men lige til mit sidste åndedrag på denne jord vil jeg drømme om, at der stadig er nogle dygtige journalister, chefredaktører og bladudgivere, der har styrken, modet og viljen til at gå op imod alle de fascistiske møgmennesker, der truer vores dyrebare og gennem århundreder hårdt tilkæmpede ytringsfrihed.

Uden den liberale og fordomsfrie debat mister vi livet som frie mennesker.

odd bjertnes, Britt Kristensen, Kim Houmøller og Hans Aagaard anbefalede denne kommentar
Else Marie Arevad

Problemet er jo, at ledelsen har ansvaret for alle de ansatte, som de ikke kan forvente vil "kæmpe til døden for vores ytringsfrihed", som du siger.

Ole Brokdorf @men i særdeleshed ligestilling af kvinder, som vi har arbejdet så hårdt for siden indførelsen af deres stemmeret i 1915.

Må jeg foreslå en lille korrektur her: ..... som vores kvinder har arbejdet så hårdt for....(og vi mænd så hårdt imod)

Du har i princippet sikkert ret, men du smører også lige lovligt tyk på.

Man kunne lige så godt antage at JP's motiver var noget mere pengenære og skulede mest efter oplægstal, omsætning, annoncesalg og international berømthed. Jp ligner ellers ikke ligefrem ytringsfrihedens kamikazepiloter, som sagen om Rose også bevidner. Aviser skal sælges, ikke sandheder. Og det gælder for JP mere end for andre.

Robert Ørsted-Jensen, Carsten Wienholtz og Ole Frank anbefalede denne kommentar

Når en ledelse påberåber sig undtagelsestilstand på ubestemt tid over Flemming Rose og giver sig selv ubegrænsede magtbeføjelser over for redaktionen, er vi netop ’på vej mod en glidebane, hvor ingen kan forudsige, hvad selvcensuren vil ende med’.

Man kunne også skrive det sådan:

Når en regering påberåber sig undtagelsestilstand på ubestemt tid og giver sig selv ubegrænsede magtbeføjelser over for befolkningen, er vi netop ’på vej mod en glidebane, hvor ingen kan forudsige, hvad samfundet vil ende med’.

Interessant. De postuleret venstreorienterede i et glødende forsvar for den yderste højrefløj (islam). Samtidig skældes folk, der angriber det yderste højre (islam) ud for at være stærkt højreorienterede. Sådan kan alting vendes på hovedet.

Flemming: Rose spildte vores tid med et ufrugtbart stunt på forkerte præmisser. For Bluitgen udgav jo sin bog med Muhammed-tegninger uden problemer. Og den tegning, som gav mest postyr, forestillede ikke Muhammed.
Og ja, vi praktiserer alle selvcensur i vores daglige omgang med hinanden, og ønsker enhver af os en lille eller stor konflikt med et eller flere af vores medmennesker, er det den letteste sag i Verden at fremprovokere den ved hjælp af vores ytringsfrihed.

Finn Dalgård. Det har i tidens løb ikke skortet på angreb på de udemokratiske, kapitalistiske lande. Den situation, vi står i nu, er islams angreb på oplysningstidens principper, ja på hele den demokratiske institution.

Rose mener at hensynet til ytringsfriheden går frem for alt andet også hensynet til andres liv og sikkerhed.
Når der som her, er tale om konkrete ytringer, er jeg tilhænger af en mere pragmatisk holdning. Det er spørgsmålet om, hvad man vil opnå med sin ytring, og hvordan det det kan ske.
Hvis målet med Muhammed tegningerne var, at vænne muslimer til at blive hånet og nedgjort alene på grund af deres tro, må man sige at dette pædagogiske projekt er mislykkedes.
Er det prisen værd at fortsætte den linje alene af hensyn til et goldt ideal?
Jeg mener klart nej og finder det helt i orden at Jyllandsposten vægtede deres medarbejderes liv og sikkerhed højere.
Man skal vælge sine kampe med omhu.
F.eks. mener jeg at konflikten om Rushdies 'De sataniske vers' er langt vigtigere: Her drejer det sig om at diskutere Koranens rødder . I den sag bør vi stå fast på retten til at udgive denne og lignende tekster.

Kim: Det mener jeg ikke er rigtigt. Også i de islamiske lande er demokratiet på vej frem, og det kan ind imellem gå en hel del hurtigere end den udvikling, vi andre var igennem. Men udviklingen kan også bremses op - især ved stormagters involvering.
Når du nævner en religions navn som aktør, forenkler du sagen, så aktører og aktiviteter skjules. Det er ikke frugtbart.
Oftest er det ikke landes religion, men deres feudale samfundsstruktur, som er afgørende. Og med vores egen tendens til monopolkapitalisme risikerer vi allerede at have oplevet et højdepunkt inden for demokratiet som styreform.

Finn. Hvis ikke du kan få øje på islams modsætningsforhold til den vestlige verdens værdier, bør du sætte dig mere ind i islams tankegods. Og jeg har meget svært ved at se de demokratiske tendenser i den muslimske verden. Demokrati er jo ikke et spørgsmål om valg, men nok så meget om, hvad der sker mellem valgene. I øvrigt er mange af de muslimske lande ekstremt monopolkapitalistiske og derfor i direkte modstrid med alt, hvad der måtte minde om socialistisk tankegang.

Flemming S. Andersen

Finn Dalgård

Da JP bragte tegningerne, mente jeg som mange andre at de var en unødig provokation.
Muligvis har tiden så været spild for dig, men jeg har lært at provokationen var fuldt berettiget og viste med at tydelighed at netop mange muslimer forlanger en særstatus for specielt deres religion.
Et forhold jeg ikke var mig bevidst før tegningerne.
Så for mig har tegningerne ikke været spild af tid, men en anskuelsesundervisning af første klasse.
Ikke fordi jeg har meget store og høje tanker om JPs redaktionelle kurs eller påvirkning af vort samfund, men dette var et pletskud.

Og ja, gennem det vi kalder dannelse og pli, udøver vi alle forskellige former for selvcensur, afhængig af situationen.
Høflighed er, som bekendt, den mest almindelige form for hykleri.
Selv, kunne jeg aldrig finde på at angribe en person for hans/hendes valg af religion.
Men jeg vil heller ikke forkyndes for i tide eller utide, eller tvinges til at antage brudstykker af en religiøs levevis, hvis det er mig imod.
Jeg har taget den stilling til religion jeg ønsker og fundet det ikke rigtig hitter.
Derfor ønsker jeg også at samfundets institutioner heller ikke formes eller tager afsmag af religiøse holdninger og i misforstået følagtighed, indfører religiøse skikke af angst for ikke at støde nogen i deres religiøse holdninger.
Men for min skyld må andre tro på lige hvad de har lyst til.
Og i det stykke har du helt ret i at vi alle pålægger os selvcensur.

Anderledes står det til med kritik af selve religionerne.
Der må folk tåle den kritik af deres trosretning der måtte komme, berettiget som uberettiget, netop fordi trosspørgsmålet umuliggør en bare nogenlunde opklaring af sandhedsbudskabet. Hverken den ene eller den anden retning.
Og fordi udøvelsen af en religion tilhører privatlivet.
Fører man selv ens religiøsitet ud i det offentlige rum, så bør man også være klar over at man selv kan blive en del af målet for kritikken af religionen.

Gør vi religioner og ideologier urørlige og ophøjede overfor kritik og latterliggørelse, så er vi på vej ned i den mørke middelalder igen, med ekspresfart.

Torben K L Jensen

Til dem der vil kæmpe til døden for ytringsfriheden : Hvad om i tog til arnestedet for den ekstreme salafisme - I kunne slå et stort slag for sagen ved at stille op på torvet i Mekka med tegninger af profeten og forlange demokrati i det kongelige diktatur.

Kim: Du kan vel godt se lighederne mellem en hel del amerikanske, afrikanske og asiatiske lande og så de mellemøstlige, som du vælger at fremhæve, ikke?
Jeg går også ud fra, at du er enig i, at magthavere vælger og tilpasser religion ud fra, hvad der passer i deres kram? Altså at religionen er sekundær til samfundsformen - ikke omvendt?

Flemming: Jeg mener, du fokuserer for meget på en enkelt religion.
1. Muslimer kræver ikke særstatus for deres religion. Tværtimod er de enige med en hel del andre religiøse om en fælles respekt for individets religiøse indstilling og praksis. Og så er 'muslimer' i øvrigt gennemsnitligt nogenlunde lige så lidt religiøse som os andre.
2. Religioner bliver ofte kritiseret i medierne - og islam jo herhjemme konstant. Men 'hån, spot og latterliggørelse' rammer mennesker - ikke religioner. Og i tilfældet med Muhammedtegningerne ramte det mennesker, som i forvejen havde et stærk behov for at reagere på pres fra det, vi kalder 'Vesten'. Du husker måske de såkaldte demonstrationer med afbrænding af Dannebrog? Hvor man, hvis man hævede kameraet en anelse, kunne se, at der var tale om en lille flok udkommanderede demonstranter, som aldrig havde set tegningerne. Somalieren, som overfaldt Kurt Westergaard med en økse, vidste formentlig heller ikke, at netop KW's tegning ikke forestillede Muhammed.

Leo: Solidariteten består i at forsvare ytringsfriheden - herunder mediers ret til at publicere ucensureret. Den består ikke i at ytre/publicere det samme som andre, hvis man som borger/medieansvarlig selv mener, at det ville være forkert eller dumt.

Philip B. Johnsen

'Konflikten mellem ytringsfrihed og sikkerhed er blevet normaltilstanden.'

Personlige mener jeg, at det er prisværdigt, at Flemming Rose er villig til, at ofre personlig frihed for andres ret til ytringsfrihed.

Personlige mener jeg dette prisværdige ofre, af personlig frihed for andres rettighed til ytringsfrihed, ikke direkte bør forveksles med, at håne spotte og latterliggøre mennesker, der føler sig krænket af Flemming Rose og tegningerne offentliggjort, med flertal imod tegningerne offentliggjort, hvor de forurettede har hjemme, i en verden der er digital, global og meget mere sammensat end reaktionen kun på tegningerne alene.

Personlige mener jeg, at tegningerne offentliggjort set i forhold til reaktionen, er en misforstået sag, hvor Vestens overgreb på Irak og Anders Fogh Rasmussen, der ikke ville mødes, med 11 ambassadører fra muslimske lande, der indtrængende, men forgæves bad om et møde i forbindelse med at tegningerne blev offentliggjort, i et brev af 12. oktober 2005 sendt til Folketinget, har haft en forstærkende effekt på det modbydelige og på ingen måde acceptabel voldelige efterspil på, at tegningerne blev offentliggjort.

Personlig tror jeg Flemming Rose var uheldig og fortsat er uheldig, at budskabet om den vigtige ytringsfrihed, druknede i Anders Fogh Rasmussen og regeringens ulovlige angrebskrig i Irak og regeringens afstumpede menneskesyn, i et lige så afstumpet og voldeligt svar på tegningerne offentliggjort, der kunne have været, i alt fald delvis undgået, hvis regeringen ikke var så himmelråbende afstumpet.

I Danmark i dag er konflikten mellem ytringsfrihed og sikkerhed blevet normaltilstanden i kølvandet på ulovlig angrebskrig i Irak, krigen er blevet politisk fortiet, undertrykt og mørklagt for offentligheden, her hjemme og i verden, hvor vreden fra de af Danmark skabte fanatiske ekstremister i kølvandet på den ulovlige danske krig i Irak, de såkalt Islamisk Stat, fortsat er bomben bragte i turbanen, på tegningerne der blev offentliggjort.

Finn.
Islam er ikke sekundær til samfundsordenen. Islam definerer samfundsordenen i de lande, hvor den gælder. Læs koranen og bliv klogere på dette. Muslimer står over andre mennesker ifølge deres trosgrundlag (hvem sagde ariske overmennesker?) og derfor er islamisk demokrati en ilusion, sålænge islam ikke gennemlever en oplysningstid med vægt på respekt for alle mennesker.
Jeg påstår ikke, at alle andre lande end de islamiske er uden fejl, og nogle endda med graverende fejl, men det ændrer ikke ved den kendsgerning, at islam qua sin egen definition udelukker demokrati.

Kim: Jeg må forstå det sådan, at du mener, Allah eksisterer og dikterer samfundsordenen i udvalgte lande. Jeg er meget uenig.
Islam er en religion, som visse herskere i ganske få lande har ophøjet til at være statsreligion, fordi de ser en fordel i det. Og ja, her kan det være svært at få demokratiske tilstande - ikke på grund af religionen, men fordi de besiddende ledere ikke ønsker det anderledes.
Men der bor jo hundredevis af millioner af muslimer i demokratiske lande, så derfor er det selvfølgelig meningsløs at hævde, at deres religiøse praksis skulle forhindre det.

De store religioner er i det hele taget ikke særligt demokratiske i deres grundsubstans. Alene det, at der er særlige betingelser for adgang til Himmerige ...

Flemming S. Andersen

Finn Dalgård

Jeg synes det er omsonst at pindehugge i om det er muslimer, eller velmenende islamsympatisører der forventer speciel hensyntagen til islam, for ikke at støde nogen.
Hvor om alting er, så er det det hensyn vi diskuterer det fornuftige eller ukloge i.

Jeg må så gøre opmærksom på , at vor egen kultur bygger på en religionskritik og satire der er helt anderledes bastant og smagsløs, i forhold til de ret milde muhammedtegninger i JP, igennem flere hundrede år, hvor borgere med risiko for deres eget liv, har gjort voldsom modstand imod kirken og dens magt.
Ud af denne modstand, der virkelig har været risikofyldt, har vi opnået et sekulært samfund, med plads og mulighed for at have religionsfrihed, omend til en vis grænse.

Det er forudsætningen for dette sekulære samfund, at trossamfund ikke forfølges, men at de heller ikke forfølger eller søger at opnås særstatus, som ikke har rod i en derekte krænkelse af deres personlige forhold til deres religion.
Jeg må fastholde at skulle man religiøst fornærmet over de forholdsvis uskyldige tegninger, efter at have taget ophold i et sekulært samfund som vort, så er man enten meget tyndhudet eller ude på at blive fornærmet, hvilket er endnu nemmere end at fornærme.
Endnu mere søgt forekommer flagafbrændingerne og kravene om dødstraf fra mennesker nogle tusind kilometer væk, ude afstand til at læse en dansk avis.

Og hvis det ikke er særbehandling af islam man ønsker, hvad er det så??

Vist skal vi tage hensyntil andres finere følelser, men ikke på bekostning af vort eget samfund, dets indretning og de få rettigheder vi har opnået og ikke sat over styr igen.