Leder

De Hvide Hjelmes gråzone

19. oktober 2016

Da venstre-politikerne Jan E. Jørgensen og Jane Heitmann samt den konservative Brian Mikkelsen på opfordring af partifællen Naser Khader ved Folketingets åbningsdebat trak i sorte T-shirts med teksten ’Syrien Aleppo Bløder #savesyria’, var det i protest mod bombningerne af civile i Aleppo. Venstres Jørgensen mente dog, at aktionen var »forholdsvis uskyldig«.

Det var den ikke. Den var led i den internationale kampagne, der 30. september kaldte folk i vestlige hovedstæder til demonstration mod krigsforbrydelserne i det oprørskontrollerede østlige Aleppo, iværksat af ’The Syria Campaign’, en britisk baseret lobbygruppe, der – sponseret af en syrisk rigmand i eksil, Ayman Asfari – arbejder for et flyforbud mod al-Assads og – siden september 2015 – Putins kampfly. Det kan kun USA håndhæve, hvilket ifølge Pentagon vil betyde indsætning af 70.000 soldater og krig mod Rusland. Så det vil USA ikke.

’The Syria Campaign’ har bestemt gjort nytte i det offentlige rum ved at sætte fokus på de civile ofre i Aleppo, ikke mindst med en dygtigt udført pr-kampagne for ’De Hvide Hjelme’, det frivillige civilforsvar, der redder liv i det oprørskontrollerede Syrien. Men at lobbygruppen – og med den ’De Hvide Hjelme’ – fremstiller sig som upolitiske solidaritetsorganisationer, men i realiteten agiterer for militær intervention, er ikke så nyttigt.

Og at ’The Syria Campaign’ siden juni har anklaget FN’s nødhjælpsledelse i Damaskus for at være »i lommen på Al-Assad« og har fået 73 syriske nødhjælpsorganisationer til at boykotte FN’s koordinationsnetværk ’Whole-of-Syria’, er skammeligt for ikke at sige forbryderisk, for her er hensigten ikke at redde civile liv, men at fremme en politisk dagsorden.

FN’s nødhjælpsorganisation, OCHA, samarbejder med Syriens Røde Halvmåne, der er regime-kontrolleret. Det er ofte en delikat balancegang, men alternativet er ikke at samarbejde – hvilket vil betyde endnu flere tab. Syrien er – hvide hjelme eller ej – en gråzone, også når det gælder nødhjælp. Den kulør bør Venstres Jørgensen tænke på, næste gang Khader langer ham en sort T-shirt. Og i folketingssalen nedstemmer at tage imod flere flygtninge. e.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Torben Skov
  • Steen Sohn
Torben Skov og Steen Sohn anbefalede denne artikel

Kommentarer