Dharavi i indiske Mumbai er en slum. Den tætbefolkede bydel lugter af kloak, ledningsnettet ligner store fuglereder, og børn leger i giftige dampe.
Men Dharavi er mere end det.
Den er også et mylder af pottemageri, læder- og tekstilproduktion.
På lossepladsen i bydelens udkant bliver en stor del af Mumbais affald sorteret og genbrugt. Og Dharavis fødevareindustri leverer krydrede gryderetter til hele resten af byen.
Slummen er forbundet med resten af byen.
Men som man kunne læse i Information denne uge, har der i årevis været planer om at erstatte den uformelle bydel med nyt højhusbyggeri.
Det har skabt utilfredshed, for mange af de eksisterende beboere ved ikke, hvor de så skal flytte hen.
Dette er ikke unikt for Mumbai, men et udgangspunkt for konflikter mange andre steder på kloden. I de hastigt voksende storbyer kæmpes der om kvadratmeterne.
Alene i Indien forventes bybefolkningen ifølge FN at stige med omkring 400 millioner frem mod 2050. Så hvordan kan bystyrer, byplanlæggere og ejendomsudviklere i stedet samarbejde med slum-befolkningen om at gøre byerne mere beboelige?
Det var et af spørgsmålene at besvare på FN’s byudviklingsproces, Habitat III, i Ecuador i sidste uge. Mødet var historisk, da det var det første tyve år, hvor verdens urbanister sammen skulle forsøge at skitsere fremtidens byer.
Men lige så sjældent det er, at forskere, eksperter, græsrodsaktivister og politikere mødes til ’byudviklingens olympiade’, som processen er blevet kaldt, lige så utilstrækkelig fremstår mødets afsluttende erklæring, The New Urban Agenda.
Den domineres af luftige vendinger om, at byerne blandt andet skal være retfærdige, sunde samt klimarobuste, og modsat COP-processens ideal om forpligtende klimamål lægges der her ingen handlingsorienteret køreplan ud.
Det er ærgerligt. For selv om FN-processer ofte med rette anklages for at være præget af dyre ord uden gang på jord, behøver det ikke være tilfældet.
FN’s udviklingsmål har eksempelvis mere end halveret andelen af verdens fattige og sikret adgang til rent drikkevand. I dag ved vi, at byer kan udgøre en central scene for omfattende samfundsændringer.
Alligevel taler vi sjældent om byudvikling med samme alvor som klimaforandringer. Her er ingen påtrængende nødvendighedslogik, også selv om byer står for udledningen af 70 procent af verdens drivhusgasser og over 60 procent af energiforbruget.
Oven på Habitat III-processen forventes bistandsorganisationer og regeringer fra den rige del af verden nu at poste flere penge ind i byudvikling i fattige lande. Spørgsmålet er dog, om pengene bruges på at opgradere den slum, der skyder op i flere og flere af verdens storbyer.
Det er her, at behovet for udviklingskroner kan vise sig allerstørst, påpeger kritikere som den tidligere FN-diplomat Philipp Aerni.
Men at pengene ender dér, opfatter han som højst utænkeligt, da udbygningen af kloakker og dræn i slummen ofte passer dårligt med skatteydernes behov for at se synlig forandring.
Man skal ikke opholde sig længe i en slum som Dharavi for at opdage fraværet af basale behov som sanitet og rent vand.
Manden bag udviklingsplanen i Dharavi, Mukesh Mehta, mener da også, at den største fejl, man kan begå, er »at romantisere et slumkvarter«. Men måske er det lige så stor en brøde kun at forstå slum som en samling uhumske skurbyer uden værdi?
Slum kan også være en motor for social mobilitet. Hvor den centralt planlagte, zoneopdelte by vandt frem i sidste århundrede, ser vi i dag, hvordan variationer af slum er normen i store dele af verden.
Slummen er et blivende fænomen, og i stedet for at satse på totale byfornyelsesprojekter virker det smartere at opgradere det, der i forvejen fungerer, som eksempelvis Dharavis tætvævede sociale netværk samt kobling mellem arbejdsplads og bolig. Retrofitting som det populært omtales.
Der er behov for at bygge ovenpå det, der er, i stedet for at tro, at man kan vaske tavlen ren og starte forfra. Igen og igen.
Når man rydder op i en slum, skal det i hvert fald ikke kun være til glæde for de investorer, der står på spring for at bebygge nye attraktive matrikler i storbyerne. Det må især handle om at forbedre livet for de mennesker, der har slummen som deres hjem.
