Leder

De skæve modeller

8. oktober 2016

Naturligvis har det betydning for det velstående danske samfund, at familier tør overlade det til vuggestuer og børnehaver at passe deres børn i stedet for at gøre det selv.

At der er hurtig og lige adgang til et sundhedsvæsen af god kvalitet, og at man med en ambitiøs indsats på socialområdet sikrer, at selv dem, der er født under svære vilkår, finder en plads på arbejdsmarkedet.

Men Finansministeriet regner kun i begrænset omfang med de dynamiske effekter, der kan følge af at man skruer op eller ned for forbruget til velfærdssystemet.

Det giver skæve regnestykker, fordi man i regnemodellerne groft sagt kan finansiere skattelettelser til de velhavende med nedskæringer i velfærden med positive dynamiske effekter til følge, da man kun regner med de positive adfærdsændringer ved lettelser af skatten: Sænker man skatten, regner man med at befolkningen vil arbejde mere – mens nedskæringer i bevillinger til daginstitutioner eller nedskæringer på socialområdet ikke beregnes til at have nogen betydning for arbejdsudbuddet.

Det er klart, det næsten altid kan betale sig at sænke skatten, når man ikke forholder sig til de gevinster, man kan opnå med skattefinansierede investeringer i velfærd.

Som beskrevet i Information torsdag foreslår SF nu et udvalg med forskellige eksperter, der skal finde frem til en måde at få inkluderet gevinsterne ved investeringer i velfærd i Finansministeriets regnemodeller.

Problemet er, at der mangler empiri, som økonomisk kan dokumentere de positive effekter af det offentlige forbrug og dermed sammenhængen mellem investeringer i velfærd og de velstående vestlige samfund. Paradoksalt nok ifølge økonomerne fordi der ikke rigtigt har været særlig stor videnskabelig interesse for at undersøge det.

Det er et nederlag for både Socialdemokratiet og resten af venstrefløjen, at der ikke findes empiriske analyser, der kan skabe det vidensgrundlag, som gerne skulle være en central del af argumentationen for velfærdssamfundet.

Højrefløjen har været langt bedre til at få løftet deres økonomiske pointer ind i de økonomiske modeller, mens venstrefløjen og Socialdemokratiet i en årrække har meldt sig helt ud af den kamp.

Nærmest komisk blev det, da finansminister Bjarne Corydon endte i et politisk stormvejr i 2015, efter Liberal Alliance brugte beregninger fra Finansministeriet til at blåstemple partiets økonomiske politik.

Finansministeren mente, det var en usaglig kampagne fra Liberal Alliances side, men da han skulle argumentere for velfærdsstaten, kunne han ikke selv med ministeriets samlede regnekraft levere et økonomisk begrundet forsvar.

Et godt argument for velfærdsstaten er selvfølgelig solidaritet, men et andet er, at mere lige samfund med velfungerende velfærdssystemer er mere effektive. Hvis de modeller, man baserer sin økonomiske politik på, ikke formår at afspejle det, er det selvfølgelig et problem.

Finansministeriet forklarer sig med, at den måde besparelserne bliver gennemført på, for det meste ligger uden for dets kontrol. Det er måske Finansministeriet, der udstikker rammerne, men det er på kommunalt eller administrativt niveau, at besparelserne udmøntes, og derfor er det svært at regne ind på forhånd, hvilke ændringer der vil ske.

Dele af det offentlige forbrug har måske en positiv effekt på arbejdsudbud og produktivitet – men der er andre dele, der ikke har – og når ministeriet ikke kan styre, hvordan nedskæringer eller investeringer fordeler sig, bliver det svært at tage med i modellerne.

Det forsvar giver god mening. Derfor kan SF’s ellers sympatiske forslag risikere at falde på økonomiske teknikaliteter og argumenter om, at det er for kompliceret.

Men Finansministeriet bør i det mindste pålægges at gøre forsøget med samme kreativitet, som de på imponerende vis tidligere har fået både nedsættelse af afgifter på biler, sodavand og alkohol til at give positive effekter i de økonomiske modeller.

Sker det ikke, vil venstrefløjen også i fremtiden risikere at stå som tabere i de økonomiske diskussioner ved finanslovsforhandlinger, og når de langsigtede økonomiske planer skal lægges.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kurt Nielsen
  • Torben K L Jensen
Kurt Nielsen og Torben K L Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben K L Jensen

Selvfølgelig kan man beregne gevinsterne hvis man betragter gratis uddannelse,gratis sygehus osv. som skattelettelser hvis man sammenligner hvad det koster i udlandet for det samme.
Det er det samme som en skov uden træer,det er så ligetil og det kan gå lige ind regnemodellerne uden videre.

Torben K L Jensen

Gratis vuggestuer,børnehaver,fritidsordninger for børn øger arbejdsudbuddet,frigør arbejdstimer helt unikt markant- underligt nok undlader udbudsøkonomer at fortælle hele sandheden om danskernes høje arbejdsfrekvens.

Jan Christensen

Lederskribenten mener, Finansministeriets forsvar for de ideologisk begrundede regnemodeller "giver god mening". Det kræver godt nok en nærmere forklaring. Jeg har læst økonomi, og for mig giver det ingen mening. Hvorfor kan lederskribenten blot mene, det giver god mening? Det må betyde, at det er lettere at sætte tal på min økonomiske adfærd, når jeg får 1000 kr i topskattelettelse, end det er at måle effekten af, at en modtager af overførselsindkomst får de samme 1000 kr mindre. Det giver da ingen mening. Det giver slet ingen mening, at Finansministeriet ikke ved, hvad der sker med velfærdskronerne. Det ved man da med væsentlig større nøjagtighed, end den viden der findes om borgernes anvendelse af skattelettelser. Når der afsættes penge på finansloven eller kommunernes budgetter, er de altid målrettet specifikke formål. Dvs., at det er muligt ret præcist at følge pengestrømmene. Så det er i min optik lederskribentens syn på finansministeriets (dårlige) undskyldninger, der ikke giver mening.