Leder

Den svære tilgivelse

4. oktober 2016

»Vi ønsker også fred, men én med højere standarder for sandhed og retfærdighed.«

Tidligere præsident Alvaro Uribe søndag aften efter vælgernes afvisning af en fredsaftale.

Selv om meningsmålinger bestemt ikke altid rammer plet, og da slet ikke i Colombia, kom det som en meget stor overraskelse, at colombianerne valgte at stemme nej til fredsaftalen, som skulle afslutte mere end 50 års permanent konflikt i det sydamerikanske land.

Stort set alle meningsmålinger havde frem til valgdagen søndag givet ja-siden et komfortabelt forspring, og de færreste havde derfor forestillet sig, at udfaldet skulle blive et nej.

Men det blev et nej, og det skyldes ikke mindst tidligere præsident Alvaro Uribes indædte og til tider hadske kampagne for at få colombianerne til at afvise den fredsaftale, som det har taget Colombias revolutionære styrker, FARC, og Colombias regering næsten fire år at forhandle på plads.

Konflikten har kostet 260.000 mennesker livet og drevet syv millioner på flugt, og det er især de mange ofres retsfølelse, som Alvaro Uribe har henvist til, når han har argumenteret for et nej.

Den næsten 300 sider lange fredsaftale ville have givet amnesti til alle tidligere guerillasoldater, men ikke til skyldige i massakrer, tortur og voldtægter. Sidstnævnte ville dog kunne undgå fængselsstraffe ved selv at melde sig til en særligt oprettet domstol.

Fredsaftalen ville også have tilladt FARC at konvertere til et politisk parti og tilmed sikre FARC mindst ti af parlamentets 268 sæder i de kommende to valgperioder uafhængigt af valgresultatet.

Endelig ville fredsaftalen have garanteret FARC deres krav om jord og en jordreform, der var guerillabevægelsens oprindelige eksistensgrundlag og derfor regnes for en symbolsk vigtig politisk sejr for FARC.

Men det er alt for langt at strække sig, mener tidligere præsident Uribe og altså også et flertal af vælgerne. Nok vil de gerne have fred, men ikke den fredsaftale, som regeringen har tilbudt FARC. Spørgsmålet er derfor, hvad der nu sker? Om alle bestræbelser på varig fred i Colombia er spildte?

Det er de ikke nødvendigvis. Skal man tro de første udmeldinger fra både det officielle Colombia og FARC, der tidligere har kaldt aftalen et endeligt og sidste bud på fred, er der fortsat vilje til at finde en vej frem.

Præsident Manuel Santos – der på alle måder er fredsaftalens fader – sagde på nationalt tv søndag aften, at »nederlaget ikke må destabilisere landet« og at »den gensidige våbenhvile stadig gælder«.

Han har efterfølgende meddelt på blandt andet Twitter, at han mandag kalder alle politiske partier sammen for at diskutere mulighederne for fortsat dialog, ligesom regeringens chefforhandler mandag rejser til Havanna, Cuba, for at mødes med FARC’s forhandlere.  

Samme positive toner lød fra FARC’s officielle talsmand Timoleón Jiménez, bedre kendt som Timochenko. Sent søndag aften sagde han i Radio Caracol, at de i FARC »vedholder ønsket om fred, og vi gentager vores position om kun at bruge ord som våben«.

Problemet er, at der sandsynligvis ikke kan være fred uden en fredsaftale, og den våbenhvile, der fortsat er gældende, er meget ustabil uden en formel ramme og uden den belønning, der skulle ligge i for FARC at blive budt officielt tilbage til samfundet.

Omvendt står det klart, at særligt kravene om amnesti og garanteret politisk deltagelse er svære at forholde sig til for store dele af befolkningen, der er blevet berørt af konflikten med FARC, eller som slet og ret ser FARC som terrorister uden en legitim sag.

Afstemningen søndag blev tabt med ganske lille margin, men også med en meget lille stemmedeltagelse – under halvdelen af de stemmeberettigede deltog.

Det betyder, at hvis der er politisk vilje og kan findes et nyt kompromis, vil der ved en ny folkeafstemning nok kunne samles et flertal.

Men det afhænger af politisk deltagelse fra nej-fløjen, der nødvendigvis må acceptere en grad af tilgivelse og imødekommenhed over for FARC. Også langt mere end de er indstillet på i dag.

Stort set alle parter har allerede indstillet sig på fred, og det er derfor ikke umuligt at redde fredsaftalen. Men det bliver en politisk meget svær øvelse.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu