Leder

Erdogans ytringsfrihed

3. november 2016

Der er påfaldende stille om de seneste overgreb på det tyrkiske demokrati. Myndighederne har anholdt 17 journalister fra landets sekulære dagblad, Cumhuriyet (Republikken), stiftet af landsfaderen, Mustafa Kemal Atatürk, og nu den sidste seriøse oppositionsavis.

Antallet af fængslede journalister og skribenter har rundet 120.

Præsident Recep Tayyip Erdogan har endvidere pr. dekret frataget de tyrkiske universiteter retten til at vælge deres rektorer – det gør han selv fra nu af – ligesom to borgmestre i den kurdiske hovedby, Diyarbakir, er buret inde, sigtet for at være i ledtog med separatistbevægelsen, PKK.

Samme sigtelse er rejst mod Cumhuriyet-journalisterne, der desuden anklages for at have bistået Fethullah Gülen-netværket, hvis militære gren stod bag det mislykkede kup 15. Juli.  

Hvordan avisen både kan støtte PKK og Gülen-netværket, der er indædt anti-PKK, er ikke forklaret. Erdogan ser enhver dissens som trusler mod ham og hans ’Retfærdigheds- og Udviklingsparti’ (AKP), der har absolut flertal i Nationalforsamlingen.

Denne tilstand har forgiftet tyrkisk politik siden 2013, da miljøprotester mod at sløjfe en grøn plet i Istanbuls centrum udløste gadekampe i Istanbul og andre storbyer – værst i hovedstaden, Ankara. Erdogans hidtidige intellektuelt-liberale støtter havde omsider fået nok af en politisk leder, der personligt ringede til chefer for mediehuse og krævede kritiske journalister fyret.

Cheferne parerede ordre. Helt galt gik det i marts i år, da Gülen-netværkets medievirksomheder, herunder landets største avis, Zaman, blev ’administrativt’ overtaget ved retskendelse og drevet videre af staten med ny redaktionel linje og Erdogan i farver på forsiden.

Det interessante er sådan set ikke overgrebene, der historisk hører med til republikkens 93-årige historie. Før AKP blev regeringsparti i 2002, hørte lukninger af kritiske aviser, magasiner, radio- og tv-stationer og for den sags skyld politiske partier med kurdisk eller islamisk hældning til dagens uorden. 

Det interessante er reaktionerne udefra. Før var der skærpet europæisk opmærksomhed på tyrkiske statsovergreb på såvel demokratiske som elementære rettigheder. Forulempede borgere vandt et betydeligt antal sager ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.

Da en kurder fra Nørrebro i 1996 rejste til Tyrkiet for at bivåne en brors begravelse, blev han anholdt ved ankomsten sigtet som ’PKK-aktivist’, hvilket udløste en veritabel diplomatisk krise mellem Ankara og København. Politikere og menneskeretspinger valfartede til Tyrkiet i solidaritet med manden, indtil han blev løsladt og sendt tilbage til sin kiosk på Nørrebro – dog med sigtelsen opretholdt.

Der er ingen meldinger om solidaritetsrejser til Istanbul til støtte for Cumhuriyet-journalisternes ytringsfrihed, endsige for de folkevalgte borgmestre i Diyarbakir. USA’s udenrigsministerium er vanemæssigt »dybt bekymret«, og formanden for Europaparlamentet, Martin Schultz, tweeter om »overtrædelse af endnu en rød linje«. Angela Merkels talsmand –  vel at mærke ikke frau Merkel selv – »understreger fortsat, at pressefrihed ikke bare er noget, vi værdsætter højt. Den er central for en demokratisk retsstat«. Europarådets generalsekretær, Thorbjørn Jagland, nøjes med at konstatere, at »det er højst tvivlsomt«, om fængslingerne kan retfærdiggøres af den undtagelsestilstand, der er forlænget til 1. januar.

Hvabehar? Amnesty International og Human Rights Watch råber højere, men ud i intetheden. Derved bliver det.

Og af indlysende årsager: Tyrkiet strategiske betydning som buffer mod folke- og flygtninge-vandringen er den vigtigste. Men også overvejelsen over, om et brud gør nytte, spiller ind.

Spørger man tyrkiske dissidenter, er svaret nej. En isoleret Erdogan er farligere for dem end en EU-ansøgende Erdogan. Kun genindførelse af dødsstraffen, der kom på tale efter kupforsøget, vil medføre en reel reaktion. Den er en ’rød linje’.

I næste uge lander EU-kommissionens årlige rapport om Tyrkiet på Erdogans skrivebord. Som en objektiv skildring af landets tilstand blev den tidligere imødeset med sveddryppende nervøsitet i Ankara. Her kunne man ønske tiden skruet tilbage. Bare 10-15 år.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jørgen Wentzlau

I starten, skrev i om korruption omkring præsidenten, det nævner i aldrig mere mere, er den forsvundet eller måske lovliggjort??

Tyrkiets leder, Erdogan omfavner ostrakismen, og fjerner alle med andre meninger fra hverdagslivet i Tyrkiet, og samler dem i fængselslejre hvor afhøringsmetoderne næppe er af den blide slags.

Hvad bliver det næste, - interneringer i pigtrådslejre?

Er der flere trin i denne proces?