Leder

FBI’s penible situation

3. november 2016

FBI-chef James Comeys stilling var yderst delikat og lidet misundelsesværdig, da hans medarbejdere torsdag aften i sidste uge fortalte ham om e-mails, de havde fundet i et tidligere kongresmedlems computer, som øjensynligt stammer fra forhenværende udenrigsminister Hillary Clintons private e-mailkonto.

Hvordan kunne de være endt på Anthony Weiners bærbare? Den bedste forklaring må være, at han og konen Huma Abedin – en seniorrådgiver til Clinton – deler computer. Men er det virkelig muligt, at Abedin kan have været så skødesløs med e-mails fra sin chef, af hvilke nogle må have været fortrolige?

Når man dertil lægger, at Weiner undersøges af FBI for at have sendt SMS’er med seksuelle insinuationer til en mindreårige pige, påminder affæren uundgåeligt amerikanerne om alle de mange skandaler i præsident Bill Clintons tid. Det bør erindres, at Hillary og Huma er som mor og datter, og Weiner som en slags svigersøn til parret. Endnu en gang har de to magtpolitikere været alt for villige til at omgås en moralsk anløben karakter.

Læs også: ’Det er utroligt, hun ikke er i fængsel’

Det fik amerikanerne endnu en påmindelse i går, da en FBI-database automatisk sendte tweets ud med materiale om præsident Clintons benådning af den nu afdøde finansmand Marc Rich, hans sidste dag i Det Hvide Hus i 2001. Rich var en Clinton-donor, der blev undersøgt for skatteunddragelse. Han var flygtet i eksil til Schweiz.

Således handler FBI-chefens kontroversielle beslutning om at underrette republikanerne i Kongressen om fundet af de mange e-mails i Weiners bærbare ikke kun om, hvorvidt Hillary Clinton håndterede hemmelige dokumenter på sin private konto.

Den sag er mere eller mindre opklaret. I juli bekræftede Comey i en kongreshøring, at det var sket i nogle tilfælde, men at det ikke var ’bevidst’, dog ’yderst uforsvarligt’, og at beviserne i øvrigt var for tynde til at rejse tiltale og dømme Clinton skyldig. Det er tvivlsomt, at de nye e-mails er andet end duplikater. FBI-chefen vil derfor næppe ændre sin mening.

Det egentlige problem for Hillary Clinton er dryp-dryp-effekten. Denne sag vil hænge over hendes hoved, hvis hun bliver præsident. Det tilkommer retteligt ikke FBI at lække nyheden så tæt på valget.

Men det er svært at dømme Comey skyldig i noget ulovligt eller illegitimt uden at være i hans sko. Det kan ikke udelukkes, at eftertiden vil dømme hans handling forsvarlig.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Vibeke Rasmussen

Hvornår begynder medierne at tale om politik? Nok ikke før det bliver mere profitabelt end at tale om påståede 'skandaler' og alle de mange 'interessante'(!) ting Donald Trump siger. Eller for den sags skyld alt andet 'Donald Trump'. 24/7.

Via medierne har man da faktisk også fået oplyst, hvad Donald Trumps politik går ud på: At bygge en mur, deportere illegale immigranter, og … "Bomb the shit out of ISIS!"

Hillary Clintons politik derimod? Tja bum-bum – til trods for at hun ved enhver given lejlighed, i interviews, taler, rallys, debatter, fortæller om sin politik, kan medierne simpelthen bare ikke finde ud af, hvad det dog er, hun vil! Eller hvorfor hun dog overhovedet ønsker at blive præsident! Hvad vil hun dog, spørger de igen og igen fortvivlet? Forklaringen kunne måske være, at mediefolket hverken lytter til, refererer fra eller transmitterer Hillary Clintons taler? Hvilket også kan forklare, hvorfor medierne, til trods for den overvældende begejstring, der møder hende og hendes taler/politik, som fx hér fra et rally med Mark Cuban, bliver ved med hændervridende at omtale den 'manglende entusiasme'. En anden del af forklaringen kunne være, at medierne har været mere optaget af at tale om, hvem der vandt debatterne, frem for hvad der blev sagt om politik! Og at de, efter at hun har stillet op til interviews, er mere optaget af, om hun nu også smilede nok, eller måske smilede for meget, eller smilede på en forkert måde! Og, og, og … emails!

At der findes så stor en del af den amerikanske befolkning, man kan betegne ikke kun som 'low' men også som 'falsely informed voters', skyldes bl.a. mediernes svigt.

Bare ét grelt ud af (alt for) mange eksempler på, hvordan medierne i stedet forsøger at manipulere, i dette tilfælde seerne, gennem noget så tilsyneladende uskyldigt som valg af fotos.

Danske medier er ikke meget bedre.