Leder

Et frit cuba?

29. november 2016

Han gjorde på mange måder det rigtige, det rigtige sted – og på det helt rigtige tidspunkt i historien. Fidel Castro udfordrede verdens største supermagt, og imod alle odds vandt han.

Invasionen og befrielsen af Cuba den første januar 1959 var en modig og moralsk sejr, hvor David trumfede over Goliat, folket blev frit, og den undertrykkende magt, USA, smidt ud.

Og selv om de fleste nok allerede dengang fornemmede, at det ville blive en rigtig ’god’ historie, havde de færreste vel regnet med, at den skulle blive så lang.

Castro ville befri og genrejse Cuba som en stærk, uafhængig og frem for alt retfærdig stat. Men med USA som fjende blev den naturligt allierede i en efterkrigstid, præget af spændinger og tiltagende Kold Krig, Sovjetunionen, der pludselig stod med muligheden for at få adgang til en fremskudt forpost blot et par hundrede kilometer fra USA’s kystlinje.

Cuba og Fidel Castro faldt derfor i armene på verdens anden supermagt, der venligt holdt Cubas økonomi oppe ved ikke mindst at aftage en stigende sukkerproduktion til kammeratlige priser. Og måske derfor blev det for nemt at holde grebet om magten – og de tidlige planer om demokrati blev ikke bare lagt i skuffen, men helt sløjfet. ’Demokrati’ blev til den samtale, der fandt sted indenfor Cubas kommunistiske parti. Og partiet var fra 1959 til 2011 i Fidel Castros fulde kontrol.

Castros Cuba var dog langt mere end en sukkerproducerende ’slagmark’ i Den Kolde Krig. Det var også et styre, der skabte et af Latinamerikas bedste – og det eneste gratis – sundhedssystemer, gav fri uddannelse og omfordelte størstedelen af landets fødevarer og goder ligeligt.

 Det var et Cuba med en aktiv udenrigspolitik, som blandt andet spillede en vigtig rolle flere steder i Afrika og i kampen imod apartheid. Og endeligt var det også et Cuba, underlagt USA’s omfattende handelsblokade, der gjorde Cuba til Latinamerikas mest isolerede økonomi.

Intet syntes dog at kunne udfordre Fidel Castros greb om magten i Cuba, der i 1970-80’erne blev konsolideret ved at fængsle politiske modstandere, nægte borgerne at rejse, indsnævre den kunstneriske frihed og forbyde andet end statslige medier.

Men med Den Kolde Krigs afslutning og Sovjetunionens opløsning i 1991 brød Cubas økonomi sammen, den såkaldte specielle periode satte ind, og den første tale om reformer – og en ny og særlig cubansk socialisme – vandt frem, men forstummede igen, kort efter Hugo Chávez blev valgt til Venezuelas præsident i 1998.

Chávez havde brug for Fidel Castro og Cuba. Både på et mere symbolsk plan til at stive sin revolutionshistorie af med, men også i form af læger og sygeplejersker, Cubas hårde valuta, ligesom Cubas ekspertise inden for sikkerhed, efterretning og propaganda kunne bruges af Venezuelas nye regering. Omvendt betød forsyningen af venezuelansk olie til Cuba til favorable priser og betalingsvilkår, at den cubanske økonomi igen kom til live.

Lørdag sluttede så historien om el comandante, der døde i Havanna, Cuba. Og selv om mange vil påstå, at hans drømme fortsat lever, er der stadig stor uenighed om, i hvor høj grad han bør hyldes for sine meritter som statsleder.

Fidel Castro var en diktator, hvor det kunne være svært at se, hvad der var mål, og hvad der var midler. Han har skabt et velfærdsamfund næsten lig den europæiske model, bare i en meget fattig udgave. Og Cuba har spillet en vigtig rolle for mange lande, der har nydt af godt af landets generøse assistance med læger og sundhedspersonale.

Men prisen er blevet betalt af den cubanske befolkning i form af manglende frihed målt på stort set alle parametre.

Det har fra Fidel Castro og siden hans bror, Raúl Castro, altid lydt, at det vigtigste er et frit Cuba, una Cuba libre. Med Venezuelas økonomiske kollaps er Cuba igen uden sponsor, men står til gengæld over for et meget mere åbent USA og Europa, der begge viser store økonomiske interesser i Cuba.

Måske er Cuba snart frit – måske også for cubanerne selv. 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ole Henriksen
  • Jakob Bonde
  • Niels Duus Nielsen
  • Ejvind Larsen
Ole Henriksen, Jakob Bonde, Niels Duus Nielsen og Ejvind Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

"I believe that there is no country in the world including any and all the countries under colonial domination, where economic colonization, humiliation and exploitation were worse than in Cuba, in part owing to my country’s policies during the Batista regime. I approved the proclamation which Fidel Castro made in the Sierra Maestra, when he justifiably called for justice and especially yearned to rid Cuba of corruption." (John F. Kennedy)

Peter Jensen, Kjeld Jensen, Jens Falkenberg, Karsten Aaen, Ole Bach, Henrik L Nielsen, Jens Thaarup Nyberg og Palle Yndal-Olsen anbefalede denne kommentar
Henrik Petersen

Hvis bagtæppet var "den ideelle verden", så var der givet meget man var nødt til at bebrejde Castro.

Problemet for den tankegang er, at mange mennesker i dag har det langt værre i regimer, som vi i dag har et venskabeligt forhold til.

Måske vi skulle arbejde på et bedre bagtæppe?

Henrik L Nielsen

Hvis de økonomiske kræftrr fra Europa og USA slippes løs på Cuba, tager det så 5 eller 10 år før de sociale initiativer Castro skabte, såsom et at de bedste sundhesdvæsner, er helt væk?

Karsten Aaen, Ole Bach, Kim Houmøller og olivier goulin anbefalede denne kommentar

@Henrik

Præcis.

Cuba er i virkeligheden et ganske sårbart økosystem , som med åbne grænser fra USA vil blive oversvømmet og indlemmet i den globaliserede økonomi, med alle de dårligdomme det vil afstedkomme.

Vi har Rusland og hele Østeuropa som skrækeksempel på hvad der sker, når et socialistisk velfærdssystem bliver afløst af økonomisk liberalisme. Få bliver styrtende rige, velfærden udhules, priserne ryger i vejret - og de kulturelle dyder, som var kultiveret i en baggrund af knaphed og mådehold, afløses af grådighed og materialisme.

Det eneste de evt. vinder på sigt, er ytringsfrihed.

/O

Jamen så lad os da ikke ændre noget for landet har et okay sundhedssystem for alle men på nærmest alle andre områder er tilbagestående. Personligt skulle I dog nok ikke nyde noget af at bo der, men behændigt på afstand kan man sidde og frygte andre får samme frihed som en selv.

John Christensen

Anders Hede.............der er nok mindst 150 lande i verden - jeg ikke vil bebo. Måske endda flere!

Det er vel ikke op til "os", at ændre noget i Cuba?
Lad dog cubanerne afgøre egen fremtid. Jeg skal ikke kloge mig på - hvad de har brug for.

Endelig taler du om (individuel) frihed, i et land som har været økonomisk isoleret ved en langvarig blokade fra USA´s side. Hvem frygter frihed???

http://www.cuba.dk/index.php?option=com_content&view=article&id=270:usas...

Blokaden emmer da ikke ligefrem af frihed, synes du det?

Henrik L Nielsen

Anders Hede

Hvorfor skal vi diktere hvordan Cubanerne lever? Det er da en lidt kolonistisk tankegang.
Cuba har sine problemer, mange af dem skyldes, eller er blevet forværret af, blokader og politisk isolation.
Men hvis Europas og USAs økonomiske politiker og medfølgende tvang bliver en realitet for landet, så skal det nok blive ødelagt helt for 80% af befolkningen. Helt dårligt er landet jo ikke, omend Castro forfulgte politiske dissidenter ganske hårdt. Men ikke blot er deres sundhedssystem højere rangerende end USAs, det er deres uddannelsessystem også, og på andre punkter klarer de sig også ganske godt.

Men økonomisk og socialt er et vestligt økonomisk indtog ikke nødvendigvis et gode. Se blot på de ensidige handelsaftaler EU har med afrikanske lande. De skal sælge vores varer, men de må ikke altid sælge deres til os, fordi de er billigere end vores. Og det vil jo ødelægge vores produktion og indtjening.