Leder

Havet omkring Danmark

9. november 2016

Havet omkring Danmark, vort moderlige hav, gråt som vore vilkår og grønt som vore løfter …

To verselinjer fra fædrelandssangen »Havet omkring Danmark« fra 1908.

Læst i dag fremstår det grå hav som havet, hvorfra fossil energi er udvundet siden 1972 som et vilkår for finansiering af den danske velfærd via olie- og gassalg fra det statslige DONG Energy og skatteindtægter fra de private operatører i Nordsøen.

Og det grønne hav fremstår som havet, der via udbygningen med vindmøller bærer på løftet om en klimavenlig energiforsyning.

Tirsdag bragte to opmuntrende meddelelser, der kan bringe Danmark nærmere en sådan løfterig fremtid med en fossilfri energisektor.

DONG bekræftede således, hvad rygter har varslet: Man vil trække sig ud af olie-gas-eventyret, sælge sine platforme i Nordsøen og fokusere på energiforsyning fra vedvarende energikilder.

»Vi skal have fokus på den grønne omstilling,« sagde finansdirektør Marianne Wiinholt i går til Børsen.

På 10 år har DONG flyttet sig fra at producere el med 15 pct. grøn energi og 85 pct. sort til nu at producere med 55 pct. grøn og 45 pct. sort energi. Centralt står havvindmøllerne, som man nu har opført 1.000 af i farvandene omkring Danmark, Tyskland og Storbritannien.

Frem til 2020 planlægger man at fordoble kapaciteten, og dermed er DONG hastigt på vej mod den grønne vision, som selskabets tidligere CEO, Anders Eldrup, formulerede, men som var for stærk kost for bestyrelsesformanden dengang i 2012, Fritz Schur.

Der er imidlertid et aber dabei ved meddelelsen. Med afviklingen af olie-gas-divisionen bliver DONG godt nok et meget grønnere energiselskab, men hvis aktiviteterne sælges til andre selskaber, så bliver den negative påvirkning af klimaet fra den udvundne Nordsø-energi den samme.

Store aktører som Shell og Mærsk synes på langsomt tilbagetog fra Nordsøen, men et antal mindre selskaber kontrolleret fra bl.a. Korea, Oman og Rusland er rykket ind, og den slags kan godt have en interesse i at overtage DONG’s felter for at suge den sidste olie op.

En udvinding af dagens kendte reserver af fossil energi vil bringe den globale opvarmning over de to grader, der er smertegrænsen i klimaaftalen fra Paris. Derfor ville en ansvarlig regering – der jo på statens vegne kontrollerer DONG – lukke Nordsø-aktiviteterne ned og ikke sælge dem.

Tirsdagens anden meddelelse vedrørende havet omkring Danmark var afslutningen på udbudsrunden om den næste store havmøllepark: Kriegers Flak i Østersøen, der fra 2021 skal producere grøn el til 600.000 husstande.

Seks selskaber – ét af dem DONG – havde ved fristens udløb tirsdag afgivet deres bud på projektet, og regeringen fortæller i dag, hvem der har givet den bedste pris og vundet opgaven.

I sig selv bliver Kriegers Flak et stort spring fremad for den grønne omstilling, men det aktuelt interessante er, om det også kan bane vej for de kystnære vindmølleparker, som er del af energiforliget fra 2012, men som regeringen nu gør alt for at bremse – det sker med henvisning til, at man vil afskaffe PSO-afgiften til finansiering af vedvarende energi og derfor ikke har råd til kystmøllerne.

Selskabet Vattenfall har faktisk for nylig vundet udbuddet om de kystnære møller med en meget lav budpris og dermed mindsket behovet for PSO-besparelser, men regeringen har indtil dette øjeblik fastholdt sin modstand.

Da energiforliget blev indgået, blev prisen for Kriegers Flak skønnet til 90 øre pr. kilowatt-time, men siden er møller blevet billigere, og ifølge Vindmølleindustrien vil en vinderpris ved det aktuelle udbud på 65 øre betyde, at regeringen faktisk har fået hele den PSO-besparelse, man er ude efter.

Og så har man intet argument tilbage under disse dages finanslovsforhandlinger for at kræve kystmøllerne sparet væk.

Hvis en beslutning om at lukke statens olie-gas-udvinding i Nordsøen eller om at realisere de aftalte kystmølleparker giver finansministeren nervøse trækninger, så kan han lytte til røsterne fra folkehavet: En dugfrisk meningsmåling fra Ingeniørforeningen IDA siger, at 9 ud af 10 danskere bakker op om en omstilling til vedvarende energi inden 2050, og at hele 63 pct. er villige til at betale mere for el og varme for at sikre den grønne omstilling.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Philip B. Johnsen
  • HC Grau Nielsen
Philip B. Johnsen og HC Grau Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Philip B. Johnsen

"Der er imidlertid et aber dabei ved meddelelsen. Med afviklingen af olie-gas-divisionen bliver DONG godt nok et meget grønnere energiselskab, men hvis aktiviteterne sælges til andre selskaber, så bliver den negative påvirkning af klimaet fra den udvundne Nordsø-energi den samme."

Det er det tilbagevende politiske problem, hvis ikke politikerne mener, at det er deres opgave, at handle på de handlingskrævende underliggende problematikker og tror, at alt kommer af sig selv, så bliver vi stadig ikke på nogen måde rigere, der høstes kun kortsigtede gevinster, der hurtigt vil tørre ud.

Det er hvad vi oplever med danske højteknologiske svinefabrikker og i kølvandet opstået uspiselige svin ikke egnet til menneskeføde, inficeret med den antibiotikaresistente og livsfarlig MRSA CC398 bakterie.

Få nu gjort det rigtige, lad olie og gas blive i den danske undergrund, som eksperterne siger er helt livsnødvendigt for danskerne og slå de syge svin ned, på alle inficerede landejendomme, som eksperterne siger er helt livsnødvendigt for danskerne og som man har gjort det, med stor succes i Norge.
Politikere må få stoppet deres frygt for handling på underliggende handlingskrævende problematikker, der ligge politisk uløste tilbage.

Det er ingen politisk undskyldning, for ikke at handle udfordringerne, at have politisk frygt for bankernes sikkerhed, forsaget af bankernes fortsatte dårlig långivning i landbrug og energisektoren, hvis ikke politikerne handler på opgaven, vil politikere på sigt, når de kortsigtede økonomiske gevinster er tørret ud, skabe nye og helt uoverskuelige problemer.

Der må politisk handles på de vanskelige handlingskrævende udfordringer, lad dem ikke vokse fra besværlig økonomi til en størrelse, hvor det i sidste ende, kan betyde samfundsopløsende afsked med demokrati og retsstat.

Der skal skabes en fremtid, med tillid til politikere og tiltro til fremtiden generelt kan blive god og tryk for kommende generationer, det er vor tids største politiske opgave, kom nu igang.