Leder

Man kan ikke tie hadet ihjel

26. november 2016

Præsidentvalget i USA har afsløret et internt had i den amerikanske befolkning. Et had, som, vi indtil for få år siden troede, tilhørte en anden æra.

Nu har den identitetspolitiske højrefløj vist os, at vi tog fejl.

I sidste weekend fejrede en gruppe nynazister valget af Donald Trump ved en konference i New York.

En af hovedtalerne var den karismatiske nynazist Richard Spencer. Sammen med resten af de omtrent 200 fremmødte strakte han en stiv arm i vejret og istemte refrænet:

»Hil Trump! Hil sejren!«

Det sociale medie Twitter bortviste i forrige uge Richard Spencer og flere af hans ligesindede for hadefulde udtalelser mod etniske minoriteter.

Det samme skete for den kontroversielle meningsdanner og posterboy for den såkaldte alt-right-bevægelse Milo Yiannopolous, da han i sommer blev beskyldt for at opildne til had mod en kvindelig skuespiller.

Yiannopolous’ reaktion til bortvisningen var:

»Ligesom alle andre handlinger fra den totalitære, undertrykkende venstrefløj vil det her eksplodere op i deres ansigt, hvilket kun vil give mig endnu flere fans. Vi er i gang med at vinde kulturkrigen, og Twitter har lige skudt sig selv i foden.«

Spørgsmålet er, om han har en pointe.

Nazi-referencerne har flydt frit både før, under og efter den amerikanske valgkamp. Nogle mere berettigede end andre. Men lige præcis her er faktisk en diskussion, hvor det er relevant at drage paralleller til 1930’ernes Tyskland.

I Weimarrepublikken var der forbud mod hadefuld propaganda mod religiøse minoriteter. Nazisterne blev ofte slæbt i retten og smidt i fængsel for deres antisemitiske skriverier.

Nogle mener i dag, at Hitlers rædselsregime kunne have været undgået, hvis bare det var lykkedes at lukke munden på ham og hans populistiske proselytter.

Men man kan også indtage det modsatte synspunkt. Nemlig at de mange retssager mod nazisterne gav dem en rekrutteringsplatform, hvorfra de kunne hylde sig selv som martyrer, der sad på en ubekvem sandhed, der var så farlig, at det etablerede samfund måtte undertrykke den.

Kort efter den nazistiske magtovertagelse i 1933 arresterede Hitler sine politiske modstandere og ophævede ytringsfriheden.

»De skulle have anerkendt værdien af kritik, da vi var i opposition, da vores presse var forbudt, da vores møder var forbudte, og vi i årevis havde forbud mod at tale,« vrængede Hitler af den socialdemokratiske leder Otto Wels, da han forsøgte at sætte sig imod.

Lyder det bekendt?Under den nynazistiske konference i New York stemplede Richard Spencer den etablerede presse som »Lügenpresse« – den løgnagtige presse. Et udtryk hentet direkte fra 1930’ernes nazister.

Han anklagede også Twitter for at ville »bortviske« alt-right-bevægelsen ved at udelukke dens fortalere fra at deltage i den offentlige debat.

Sociale medier har i dag overtaget en del af rollen som vogtere af den offentlige debat. Derfor hviler der et enormt ansvar på private virksomheder som Twitter og Facebook. Selvfølgelig bestemmer de selv, hvilke regler der skal gælde i deres fora. Men de kan ikke løbe fra, at en væsentlig del af den offentlige debat i dag foregår på deres platform.

Derfor bør Twitter og andre sociale medier være ekstremt påpasselige med, hvor lavt de sætter grænsen for den debat, som de lægger hus til.

Men det er en usikker balancegang. Twitter lukker også jævnligt konti, der spreder propaganda og rekrutteringsmateriale for terrororganisationer som IS. De færreste vil argumentere for, at det er et hårdt slag mod ytringsfriheden.

Og kan man ikke sige, at der er en sammenhæng mellem Richard Spencers hadefulde ytringer og de voldelige overgreb på muslimer i USA, som siden valget er steget til samme niveau som umiddelbart efter 9/11? Jo.

Men hadefulde ytringer forsvinder ikke af sig selv, fordi de bliver gemt væk. Tværtimod risikerer de at vokse sig stærkere i ly af mørket, indtil de på et tidspunkt eksploderer »op i ansigtet« på etablissementet, når trykket har vokset sig for stort.

Det samme argument kan bruges mod den såkaldte imamlov, som danske politikere lige nu arbejder på.

En ny gruppe af vælgere, som hidtil har levet i skyggen, er nu trådt frem i lyset. Både i USA og i Europa. De skal tages alvorligt som politiske aktører og mødes med argumenter. Ikke med stilhed.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu