Leder

Trumps dobbeltrolle

28. november 2016

Hvad er vigtigst for Donald Trump: At være leder af et globalt forgrenet forretningsimperium, der har hans navn som sit varemærke? Eller at være præsident for supermagten USA?

Trump kan ikke samtidig optræde i begge roller.

I hvert fald ikke uden at komme i interessekonflikter, der rejser tvivl om, hvad der driver hans embedsførelse: privatøkonomisk gevinst eller USA’s fremme? Som det fremgik af weekendens Information, har en række amerikanske statsretseksperter påpeget, at Trump også kommer i konflikt med loven.

Nok er en præsident – lige som Kongressens medlemmer – undtaget fra den lov, der forbyder forbundsstatens ansatte at drive forretninger ved siden af embedet.

Men Trump er omfattet af et straffelovsforbud mod, at offentlige magtudøvere laver noget-for-noget-aftaler, der gavner dem privatøkonomisk. Oveni er Trump bundet af en særlig bestemmelse i den amerikanske forfatning, der forbyder embedsindehavere at modtage gaver eller betaling fra udenlandske regeringer.

Trump modtager i dag mange pengestrømme fra udenlandske regeringer. Den statskontrollerede Bank of China har sit hovedsæde i Trumps New York-tårn. Hans nyåbnede Trump Hotel i Washington har efter valget lavet særlig markedsføring over for udenlandske diplomater.

Trump erklærer, at han vil løse konflikten ved at overlade den daglige ledelse af sine forretninger til sine tre voksne børn. Men det er en skinløsning, erklærer blandt andre de tidligere etiske toprådgivere for Obama og George W. Bush: Trump kan jo frit drøfte forretningerne med sine børn, og hans egen økonomiske interesse vil være usvækket.

Trump må afstå hele sin virksomhed og lægge pengene i en fond, han ikke har indflydelse på. Sådan lyder etiske eksperters råd, som Demokraterne nu følger op med forslag i Kongressen.

Også blandt Republikanere er der luftet utryghed ved Trumps dobbeltroller. Det republikanske kongresflertal kan skærme Trump et stykke tid. Og meget har Trump vist sig at kunne slippe afsted med. Men ligefrem at gøre sig selv til hovedeksemplet på den Washington-korruption, som han førte valgkamp på at ville bekæmpe – er overmåde kækt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

"Trump må afstå hele sin virksomhed og lægge pengene i en fond, han ikke har indflydelse på."

Glimrende - det vil effektivt skærme mod forretningsfolk i politik.