Leder

Højrepopulistens nederlag

5. december 2016

Efter næsten et års valgkamp i Østrig vandt den grønne præsidentkandidatet, Alexander Van der Bellen, søndag en klar sejr med 53 procent af stemmerne over for den højrenationale kandidat, Norbert Hofers, der fik 47 procent.

Mange borgerlige vælgere har formentlig vredet sig ved at skulle stemme på en venstreorienteret kandidat, og populismen og utilfredsheden har fortsat tag i mange østrigske vælgere. Men med den 72-årige Van der Bellen får Østrig en moderat, pragmatisk, EU-venlig modpol til Frihedspartiet.

I de kommende seks år bliver Van der Bellen Østrigs ansigt både udadtil og indadtil, politisk ankerperson ved regeringsdannelse og øverstbefalende for hæren.

Modsat valget i maj måned, hvor Van der Bellen kun vandt med en margen på 0,3 procent, kan det langt tydeligere resultat denne gang gøre det langt nemmere for Frihedspartiet og østrigerne at acceptere resultatet. Det var også en lettelse, at valget fandt sted efter reglerne, modsat det anullerede præsidentvalg. En ny regn af klager ville have været fatal.

Og den formodede valgtræthed blev modsvaret af, at valgdeltagelsen var tre procentpoint højere denne gang, således at tre ud fire østrigere afgav deres stemme.

Hos EU-naboerne åndes der lettet op. Den nationalistiske bølge med Brexit og valget af Trump i USA som de vigtigste begivenheder siden seneste østrigske valg, har nok også tjent som en advarsel.

Skulle Østrig rykke flere skridt væk fra EU, som Norbert Hofer havde stillet i udsigt? Hofer flirtede også med en idé om, at Østrig kunne indføre dødsstraf pr. folkeafstemning? Et synspunkt, Hofer måtte vikle sig ud af i sidste øjeblik.

Alligevel har valget understreget, at Østrig er et delt land. Det var kvinderne, de unge, de veluddannede og byboerne, der gav Alexander Van der Bellen det gode resultat. Mens mændene, landbefolkningen, de kortuddannede og de ældre overvejende stemte på Norbert Hofer, der dog mistede terræn stort set overalt i Østrig.

Er højrebølgen så stoppet? Ingenlunde – den er blot udsat. For Norbert Hofers parti, Frihedspartiet står fortsat til solide 35 procent af stemmerne, mens regeringskoalitionens SPD og det konservative ÖVP ikke kan skrabe 50 procent stemmer sammen.

Nu hvor præsidenten er på plads, skal den ofte samspilsramte regeringskoalition levere resultater og forsøge at genvinde tillid frem mod det næste østrigske parlamentsvalg i 2018. Ellers kan Frihedspartiet nemt vinde næste omgang.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Robert Ørsted-Jensen
Robert Ørsted-Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Faktisk kunne man lære meget af Østrig, som har en stærk og langvarig tradition for fungerende koalitionsregeringer på tværs af blokkene.

Den shit Robert Ø-J nævner er først og fremmest medieskabt.
Når der kun findes kandidater fra yderfløjene er det jo klart at folk må bestemme sig for den ene eller den anden ekstremist.
Det betyder ikke at befolkningen er ekstremistisk men at præsidentvalget ikke er noget midterpartierne har en stor interesse i.

Nu har de TO gange stemt for den Grønne kandidat, alligevel bliver hele befolkningen mere eller mindre beskyldt for at være fascister og sejren for miljøpartiet betyder ikke at Østrigerne er mere for de Grønne end for fascisterne, nej de turde bare ikke stemme på den brune kandidat pga. det store pres fra de udenlandske mediernes side?

Det kaldes manipulation, kære Information og I er sande mestre i det.

@ Robert Ørsted-Jensen,

Som du nok ved, rækker disse "gode nyheder" egentlig blot til næste år eller højst til 2018.

Den ekstreme højrefløj, der startede som samlende organ for nazisterne i 1950-erne, er faktisk stærk ude i provinserne, og er førende i mange kommuner. Østrigerne har aldrig haft det opgør omkring ansvaret for krigen og den erkendelse, som man trods alt har haft i Tyskland.

Dagens medier viser tydeligt, at disse kredse ikke ser dette valg som et egentligt tab. Men nærmest føler, at de allerede har vundet parlamentsvalget, der finder sted i 2018. Men i mellemtiden er der jo den nuværende ustabile samlingsregering, der formentlig kan sprække inden den tid.

I øvrigt så man samme mønster som andre steder. Ældre og middelaldrene mænd - især lavt uddannede førte Norbert Hofer frem. Medens det især var de unge, de veluddannede og kvinderne, der førte den uafhængige, Alexander Van der Bellen, frem. I øvrigt er det interessant, selv om det er uden betydning, at visse højre-ekstreme grupperinger i andre lande har udtalt, at i deres øjne har Østrigske Frihedspartiet (FPÖ), vundet, og det vil de forholde sig til.

http://derstandard.at/
http://www.noen.at/
http://www.nachrichten.at/
http://www.wienerzeitung.at/

Peter Bækgaard

Betyder nederlaget så en sejr til venstrepopulisterne? Jeg synes vi mangler en generel accept af at mange stemmer langt til højre som en protest og ikke fordi de nødvendigvis vil til at gå strækmarch i gaderne.
Der er et opgør i gang mod den rygradsløse politiker. Politikere har i alt for mange årtier glemt at tage vare på nationalbefolkningen ( undskyld det grimme ord), hvor folk slet og ret føler sig ignoreret.
I mange vestlige lande har det længe været ilde set at stille spørgsmålstegn ved skiftende regeringers politik på områder som flygtninge, sociale indsats, arbejdsmarkedsindsats, skat osv. osv.
Skiftende regeringer i snart sagt ethvert vestligt land har ikke turde tage tyren ved hornene, og stå ender man i prosteststemmer som det vi ser i adskillige lande. Om man stemmer langt til højre eller langt til venstre hænger mange gange sammen med hvilken status landet befinder sig i op til valget.

Så er valglet i Østrig overstået, hvor Bellen vandt, og Norbet tabte, til nogens glæde og andre gråd, og i morgen er er atter en dag, - og dem kommer der mange flere af.

Den politiske- og medieeliten i Europa kan for en tid ånde lettet op, men spørgsmålet er om det er det eneste de vil gøre, - eller de vil gøre noget nyt!?

I øjeblikket opfører de sig som en eventyrprisesse, der skal vurdere sine bejlere, og sender dem væk med ordene; "VÆK, DUER IKKE", sådan som rigtige prinsesser fra eventyrerne gør, og altid har gjort.

Den politiske- og medieeliten har længe gjort helt det samme, men også arrogant klistret en etiket på modstanderne, - en anklage, "populisme", for ikke at være en del af folket fordi de ikke ville antage eliternes indstilling og opfattelse, - en anklage der er Kafkask i sin natur, og en anklage man ikke kan forsvare sig imod, fordi den ingen reel substans indeholder.

Hvor lang tid endnu den politiske og medieeliten vil forsvare sig selv bag dette udtryk(populisme), noget de for øvrigt selv dyrker, når de bruger ordet(populisme), som modvægt overfor anderledes tænkende, deres tanker og kritik af det bestående i det offentlige rum, er fortsat uvist, men det er det også, som vi har set de med Brexit, hvor længe deres afvisning vil holde.

Overalt i Europa er der bevægelser, der er utilfredse med den politiske og medieelitens styring af meningen om den politiske udvikling for disse menneskers liv og livsstil med forringelser af velfærd og velstand igennem mange mange år, og som nu udmønter sig i disse modbevægelser mod "the establishment", og dets styring imod forbedringerne for folks levestandard, og hvor folket, i politisk og medieelitens optik, skal leve af den retorik og åndelige belæring som politikerne og medierne kan diske op med.

Den åndelig belæring fra den politiske- og medieeliten er uægte ganske som deres ord "populisme" der alene dækker over deres egne behovs beståen i urørt form, - for de vil ikke dele forringelserne med befolkningen, som de anser som, "deres skaffedyr", for deres egne livsstils beståen.

Det minde meget om Marie Antoinette, ægtefælle til Kong Ludvig 16 i Frankrig der hørte om de fattige sultede, og sagde; "hvis de sulter så lad dem spise kage", - det siger hverken den politiske eller medieeliten ganske vist ikke, men derimod giver de udtryk for den holdning; "at hvis én arbejdsplads ikke er nok for en god livsstil hos folket, så kan I jo bare tage en ekstrajob til at supplere med"!

@ Peter Bækgaard,

Nej, præsidentvalget i Østrig har tilsyneladende ikke været en sejr for venstrefløjen - eller for andre fløje. Det politiske landskab er fortsat det samme som tidligere.

Og om der har været tale om venstrepopulister, ved jeg ikke. Men som du sikker selv bemærkede af valgkampen, var der i hvert fald tale om ekstrem højre-populisme, men der ligesom Brexit-tilhængerne ikke havde en reel løsning på Østrigs og Europas problemer.

Det er jo fortidens storhed, der styrer holdninger i mange lande. Og sagen er jo, at landenes baggrund er forskellig. Da jeg gjorde ubådstjeneste som ung officer i Storbritannien, havde mange imperiet som deres norm. Og det er i høj grad en forventet tilbagevendende til denne storhed, der prægede valget for eller mod EU.

På samme måde har Østrig sammen med Ungarn har sin storhedsepoke, hvor de styrede datidens "verden". Først ,od en fælles stor fjende, men senere som en virkelig stormagt, der truede alle, og var skyld i, at Tyskland blev samler til et rige. Og denne stormagtstid ønsker nogen i både Østrig og Ungarn tilbage igen. Og i Østrig er det altså FPÖ, der visualiserer dette sammen med en række gamle adelsfamilier.

Som du nok ved, har Hofer allerede været på planlæggende besøg i Ungarn, og Ungarn har stået for kontakten til "visse" kredse i Belgrad. Videre har Ungarn givet dobbelt statsborgerskab til alle i nabolandene, der tidligere hørte ind under Østrig-Ungarn.

Peter Bækgaard

Jeg opponerer blot imod ordet populisme som altid sammenkædes med højre eller national, Gert Romme.
Jeg er ret beset bedøvende ligeglad med om det er højre eller venstre, begge sider forfalder til populisme, men hver evig eneste gang der er tale om nogen fra højre så smækkes populisme på med det samme.
At Østrig ønsker at genskabe fortidens storhed tvivler jeg nu på helt forholder sig sådan. Vi skal lige huske på at i Østrig er Islam en anerkendt statsreligion så vidt jeg husker - noget som jeg synes er værd at bemærke. For når alt kommer til alt så handler det jo om Islam og ikke om drusere, katolikker, hinduer eller andre mere eller mindre obskure religioner.
Jeg kan ikke lade være med at tænke på hvorfor er der dette fokus på Islam fremfor alle mulige andre religioner - hvorfor er der fokus på Islam og ikke på seksuelle orienteringer?
Er det fordi vi i de seneste årtier har oplevet at ved at åbne mere og mere op for islam i samfundet, så giver vi samtidig mindre og mindre plads til de friheder mine forældre og dine forældre har kæmpet for. Hvorfor taler vi om ytringsfrihed samtidig med talen om Islam - hvorfor tåler Islam ikke den samme skarpe kritik som folkekirken eller homoseksuelle.
Omvendt vil jeg mene at valget i Østrig uanset sejrherren må give stof til eftertanke - hvordan kan en højre"populist" nå så langt - hvad er bevæggrundene for at folk stemmer på ham? Er der nogen som har fået nok af det hele?

Undskyld, men det er altså absurd at påstå at der findes nævnværdige kræfter i Østrig og Ungarn der drømmer om at genskabe "imperiet hvor solen aldrig gik ned".
Hvis højrnationalisterne strækker følere ud mod hinanden på tværs af landesgrænser så er det fordi de også har forstået at man kan opnå mere i flok end som ensom løsgænger.
Ja, det er vel helt naturligt at Østrig har bedre kontakter med nationerne fra det gamle rigsfællesskab end andre lande har! Der er ikke behov for sammensværgelsesteorier for at forklare dette.

Østrig er et af de få lande i verden hvor neutraliteten "den ewigwährende Neutralitet" er skrevet ind i grundloven, noget langt de fleste Østrigere faktisk er ganske stolte over. Selv om man siden Østrigs indtræden i EU (1994) kan argumentere for at neutraliteten de facto ikke længere findes eksisterer den stadig og forpligter Østrig at lukke og forsvare sine grænser i tilfælde en fremmed magt vil transportere krigsmateriel igennem landet. Mig bekendt har ingen politisk parti anfægtet neutraliteten.

Østrigerne har historisk set, som direkte nabo til det Ottomanske Imperium, ganske konkrete grunde for at frygte Islam og landet har to gange været invaderet af muslimske hærer hvor Tyrkerne har belejret Wien i månedsvis og udryddet 2/3 dele af byens befolkning. Alligevel bliver Islam respekteret langt mere end andre steder i Europa.

Når jeg bevidner hvordan danske medier klandrer Østrig for højrenationalisme og fremmedangst lyder det helt hult, dobbeltmoralsk, grotesk. Hvor Danmark stadig nægter at modtage de få kvoteflygtninge som EU prøver at placere har Østrig åbnet sine grænser og forsørget titusindevis af irregulære flygtninge dagligt! Østrig har i dag den højeste andel pr. borger af krigsflygtninge blandt alle EUs stater og bortset fra Syriens nabolande, i hele verden.
Hvis der findes et land i Europa som med god samvittighed kan sige: "vi har gjort vores del, nu må det være nok" så er det faktisk Østrig.

I modsætning til Danmark frygter man ikke de fremmede i Østrig. Man behandler og respekterer dem som gæster. Men det lille land har nået et bristepunkt for hvor mange immigranter et samfund kan holde til. Andelen af immigranter, de fleste af dem traumatiserede krigsflygtninge er nu op på næsten 15% af befolkningen!
https://de.statista.com/statistik/daten/studie/293102/umfrage/auslaender...

Og alligevel har befolkningen stemt, hele 2 gange, på kandidaten fra det miljø-, indvandrings- og EU venlige parti "de Grønne".
Er det ikke noget man bør tage hatten af for?

Men den eneste medie-reaktion jeg har set her i det småfascistiske, xenofobiske, krigsførende Danmark er at Østrig bliver beskyldt og klandret for at være gennemsyret højrenationalistisk. Man skriver ikke at den grønne kandidat har vundet, nej, man skriver kun at den brune kandidat, imod alle forventninger, har tabt.
Hvis forventninger egentligt?

Ikke mine. Som jeg kender mit gamle hjemland har jeg ikke et øjeblik været i tvivl.
Med kun to kandidater på valg, hvor begge to kommer fra protestpartier, måtte man jo stemme på en af de to. Og begge to gange har et flertal stemt på den grønne kandidat.
Det giver mig faktisk håb. Ikke kun for Østrig, men for hele Europa.

Selv Danmark.
Måske.