Leder

Løkke sjakrer

Debat
17. december 2016

En dygtig politisk håndværker. Sådan vil statsminister Lars Løkke Rasmussen og hans parti gerne præsentere ham for befolkningen. Men det kniber.

Det indtryk lejrer sig, at Løkke sjakrer, snarere end han snedkrer.

Løkke søgte at købe Bertel Haarder til at finde sig i en fyreseddel som minister ved at love ham udnævnelse til dansk generalkonsul i Flensborg. Det rænkespil vakte så megen vrede i grænselandet, at Haarder måtte opgive konsultjansen.

I slipstrømmen på fiksfakseriet med Haarder er Løkke på spil igen. Til DR fortæller den grønlandske folketingsløsgænger Aleqa Hammond, at hun med Venstre har aftalt, at hun ophøjes fra posten som næstformand for Folketingets Grønlandsudvalg til formand, og at hendes modydelse er, at hun ikke stemmer mod regeringen i kabinetsspørgsmål.

Ih, hvor snedigt af Løkke. Ved at købe Hammonds stemme øger han sit parlamentariske grundlag til to mandaters flertal. Og det har Løkke varslet, at han kan få brug for.

Weekendavisen har nemlig afsløret, at den konservative Naser Khader er så harm over at være forbigået som minister ved regeringsudvidelsen, at Khader på et stormfuldt K-gruppemøde »mindede om, at blå blok kun skal miste ét folketingsmedlem, før flertallet er i fare«.

Blandt andre trusler mod Løkkes flertal kan øjnes, at en skuffet og rastløs Bertel Haarder fra sin uønskede plads som fortsat medlem af Venstres gruppe kunne finde på at udfordre Pia Kjærsgaard som Tingets formand – et forehavende, som givetvis ville begejstre partierne i rød blok.

Uanset snedigheden er Løkkes manøvre endnu en pinlighed. Aleqa Hammond er en politiker, der vedholdende har vist dårlig dømmekraft. Som formand for Grønlands landsstyre blev hun afsløret i misbrug af betroede midler og måtte trække sig.

Ved sidste valg kom hun i Folketinget for Siumut, Socialdemokratiets grønlandske søsterparti. Herfra blev hun ekskluderet, da hun igen blev grebet i misbrug. I stedet for – som hun blev opfordret til – at trække sig stilfærdigt er hun fortsat som løsgænger. Og nu har hun altså valgt at pantsætte sit røde valggrundlag og sin politiske frihed for en formandspost.

Hvis man skal lede efter ord for det, Løkke og Hammond har udrettet, er der andre slags betegnelser end håndværkskunst, der trænger sig på. Nogle af dem meget lidt pæne. dr

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Poul Anker Sørensen

Ja !!!

Lars Løkke Rasmussen og hans regering sparker al anstændighed ud af det danske folkestyre. Målet er, at hans magtregime kan fortsætte - selv om det sker på den mindste fællesnævner. Han ligner også sådan en. Problemet er at folkestyret aldrig vil vende tilbage til anstændige samarbejdsformer. Demokratiet undergraves oppefra.