Modstanderen som minister

At en inkarneret modstander af folkeskolereformen skulle få posten som undervisningsminister, havde de færreste set komme. Men valget af Merete Riisager fra Liberal Alliance som undervisningsminister er måske ikke så dumt endda.

Siden reformen trådte i kraft i 2014 er forældrenes, elevernes, lærernes og skoleledernes utilfredshed med reformen steget støt. Reformens gode intentioner med lektiecafe, mere bevægelse og længere skoledage nød i starten bred opbakning, men siden har skolernes virkelighed uden flere penge til reformens mange nye tiltag vendt den gode vilje til modvilje.

Utilfredsheden blandt forældrene er steget fra godt 23 pct. i 2014 til 42 pct. i 2016. Også lærerne, der har skullet betale for reformen med et højere timetal og mindre fleksible arbejdstider, har sat hælene i ved at flygte fra folkeskolen: 30 procent flere lærere har forladt skolen i forhold til før reformen og blandt de 35-54-årige er tallet oppe på 60 procent.

Tre ud af fire kommuner havde i år problemer med at finde uddannede lærere, mens skolelederne kæmper med at få reformens nye tiltag gennemført uden flere penge og med færre lærere. Derfor kan en undervisningsminister med en kritisk tilgang til folkeskolereformen måske netop vise sig at være den helt rigtige til jobbet med at få gjort reformen så fleksibel, at skolerne kan følge med.

Den nye undervisningsminister skal ifølge regeringsgrundlaget arbejde for, »at der generelt bliver ro om folkeskolen, så den fortsatte gennemførelse af folkeskolereformen sikres«.

Men valget af modstanderen kan måske åbne for større rummelighed i forhold til at give dispensation fra f.eks. kravet om længere skoledage og være med til at forbedre lektiecafeerne og lærer-pædagog-samarbejdet, som skoleforskere påpegede i Information onsdag.

Den nye trekløverregerings planer om yderligere at hæve tilskuddet til privatskolerne, skyder til gengæld ved siden af.

Hvis intentionen er, at folkeskolen skal lykkes med den reform, der skulle gøre vores alle sammens skole bedre og mere tidssvarende, så er det her pengene og indsatsen skal lægges.

Men at komme modstanden mod reformens virkelighed åbent i møde er nu engang et bedre middel til dialog og konstruktiv forandring end at nægte dens eksistens, som tilfældet har været med skolereformens varmeste politiske fortalere. Så mangler vi bare, at pengene følger med.