Verdensbankens økonomer er tilsyneladende blevet bange. De kan konstatere, at ulighed, usikkerhed og økonomisk udsathed ikke kun rammer underklassen. Det går ud over alle, når den vestlige verden præges af populister, som appellerer til ubehaget ved den økonomiske verdensorden.
Nogle populister er modstandere af frihandel, fordi de oplever, at arbejdspladser bliver flyttet fra Vesten til Østen. Andre er skeptiske over for det indre marked, fordi kapitalens og varernes fri bevægelighed også betyder arbejdskraftens fri bevægelighed. Populismen er ved at udvikle sig til en trussel mod den globale kapitalisme, som Verdensbanken er med til at forvalte.
Tilbage i det tyvende århundrede førte Verdensbanken sammen med Den Internationale Valutafond an i et globalt nyliberalistisk korstog. De lånte penge til kriseramte økonomier på den betingelse, at de gennemførte såkaldte ’strukturtilpasninger’. Demokratiske stater blev af økonomiske institutioner tvunget til at privatisere offentlige ydelser, sænke skatterne og gøre den offentlige sektor mindre.
Siden har Verdensbanken erkendt, at den dagsorden havde ødelæggende konsekvenser. Økonomerne i banken har længe advaret mod ulighed og social uro. Og i forbindelse med udgivelsen af en opsigtsvækkende ny rapport af Verdensbanken, som blev omtalt i Information torsdag, fortalte økonomer fra Verdensbanken:
»Der er behov for en ny social kontrakt, fordi det gamle sociale sikkerhedsnet, den gamle måde at organisere skolegang og livslang læring på, ikke længere fungerer i den nye økonomi.«
Det fleksible arbejdsmarked med flere kontraktansatte og færre fastansatte fører ifølge Verdensbanken til usikkerhed, social uro og politisk turbulens. Banken anbefaler derfor offentlige investeringer i uddannelse, sundhed og infrastruktur.
Den institution, som prædikede det nyliberalistiske opgør med den offentlige sektor og den effektive stat, efterlyser nu en ny socialdemokratisme. Verdensbankens motiver er ikke venstreorienterede, men markedsorienterede. Måske netop derfor er erkendelsen interessant. Vesten har lige nu hverken brug for populistisk protektionisme eller liberalistisk ideologi, men derimod for genopfindelsen af det stærkeste kompromis mellem socialstaten og kapitalismen, vi har set: Socialdemokratismen.
