Læsetid 2 min.

Retssystemet skal ikke føre sager mod demente

LEDER
7. december 2016

I gårsdagens avis kunne vi beskrive, hvordan en 78-årig dement kvinde skulle betale sagsomkostninger efter en retssag, hvor hun ganske vist blev kendt skyldig, men hvor hun samtidig blev anset som for hjernesvækket til at møde op.

Sagen drejede sig om, at den demente kvinde i tre tilfælde havde angrebet medarbejdere på den særligt skærmede afdeling af plejehjemmet, hvor hun er beboer. Plejehjemmet havde anmeldt overfaldene til politiet, og derfra rullede processen tilsyneladende ustoppeligt.

Selv om kvinden var for dement til kunne afhøres af politiet og ifølge domstolen var at regne som sindssyg og derfor heller ikke kunne straffes, blev hun alligevel kendt skyldig. Ifølge retsplejelovens almindelige regler skulle hun så betale for sagsomkostningerne.

Alle regler var fulgt til punkt og prikke, men alligevel var noget helt galt. For det strider mod almindelig retsfølelse, at en dement skal betale sagsomkostninger for en lovovertrædelse, som hun på grund af sin sygdom ikke fatter en brik af, og som hun derfor ikke straffes for.

Fejlen er for så vidt ikke, at de overfaldne anmelder kvinden til politiet. De har kun gjort det, deres fagforening har opfordret dem til. Og fagforeningen har kun gjort det, der skal til for at sikre deres medlemmer ifølge de gældende regler.

Fejlen er i første omgang, at anklagemyndigheden vælger at rejse sagen og føre den frem til domstolen. Hertil må man sige, at retssystemet ikke bør bruges til at føre sager mod mennesker, der er for syge til at forstå noget som helst. Dels er det umenneskeligt, dels er det et spild af ressourcer både for politi, anklagemyndighed og domstole.

I anden omgang er fejlen, at retsplejelovens bestemmelser om betaling af sagsomkostninger længe har trængt til en revision, hvilket en betænkning fra Justitsministeriet i 2014 også pegede på.

Det er præcis her, at retsordførerne for de tre største partier i Folketinget skal sætte ind, hvis de ellers mener noget med de tilkendegivelser, de kom med i gårsdagens avis, om, at noget var galt. Da politikerne ikke må blande sig i anklagemyndighedens dispositioner, må de i stedet hive betænkningen op af den mølpose, hvor den åbenbart er endt, og fremskynde ændringen af retsplejeloven.

Hellere i dag end i morgen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Brugerbillede for David Zennaro
    David Zennaro
David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Henriette Bøhne
Henriette Bøhne

Det overses fuldstændigt, at domstolens rolle ikke alene er at afklare skyldsspørgsmål, men også om den tiltalte er egnet til straf. Egnetheden til straf vurderes af dommeren på baggrund af en forudgående mentalobservation, som er en meget grundig psykiatrisk undersøgelse, der munder ud i en lægelig mentalerklæring. Det er på baggrund af denne lægelige mentalerklæring den uvildige dommer beslutter, hvorvidt den anklagede er egnet til straf eller skal idømmes behandling eller andre foranstaltninger. Det samme gælder iøvrigt ved umyndiggørelse af en person. Det er svært at blive umyndiggjort. Og sådan skal det også være!
Mener Information i ramme alvor, at det led den uvildige domstol udgør i processen med at blive erklæret sindssyg i gerningsøjeblikket, uegnet til straf og de deraf følgende foranstaltninger et menneske kan udsættes for, skal afgøres af læger? Eller af hvem?
Det system har vi vist prøvet tidligere og det førte nu og da til magtmisbrug fra lægers side.
Jeg er mest tryg ved den uvildige domstol og en opdeling af den magt.
At demente og sindssyge så ikke bør straffes økonomisk med sagsomkostninger er en helt anden sag.

Brugerbillede for Jens Erik Starup
Jens Erik Starup

Jeg er bange for, at du ikke fatter en bønne, Henriette Bøhne.
Det er et meget stort apparat at sætte i sving, nå enhver nærværende ved, at personen ikke er ved sine sansers fulde brug.
Det er muligt, at læger ikke nødvendigvis altid er helt uvildige, men da domstolene normalt blot følger lægens erklæring, giver en domstolsafgørelse i sådanne sager vist ikke megen yderligere retssikkerhed.

Brugerbillede for Henriette Bøhne
Henriette Bøhne

Jens Erik Starup

Så dit første argument er, at jeg "åbentbart ikke fatter en bønne". Spændende. Vægtigt indlæg i debatten.

Dit næste argument er, at "hvis en person ikke er ved sine sansers fulde brug", så er apparatet for stort at sætte igang"

Kan vi få præciseret "ikke ved sine sansers fulde brug"? I artiklen står kun at kvinden er "dement", hvilket kan dække over mange typer demens og mange grader af tab af åndsevner. Hvad med andre patientgrupper, som " ikke er ved deres sansers fulde brug"? Er apparatet også for stort at sætte igang for dem?

Og er der nogen bagatelgrænser for volden? Skal domstolene ulejliges ved drab? Hvis offeret har fået varige skader? Hvordan får det voldsoffer, som har fået varige skader erstatning? Og hvad hvis den, som ikke er ved sine sansers fulde brug, gentagende gange udøver vold? Hvordan dokumenterer vi så uden en domsafsigelse, at der er brug for foranstaltninger overfor vedkommendes adfærd?
Både artiklen og din kommentar efterlader efter min mening temmelig mange løse ender og slet ingen forslag til, hvad vi så gør istedet for at afklare skyldsspørgsmålet ved domstolene med voldsudøvere, som ikke har deres sansers fulde brug.

Brugerbillede for Jens Erik Starup
Jens Erik Starup

Sagen drejer sig jo egentlig om, hvorvidt personalet kan få erstatning for arbejdsskader.
Det burde vel kunne løses, uden at de demente skal trækkes gennem retssystemet.
Det kræver naturligvis en ændring af reglerne, men det skulle vel ikke være umuligt.
Kender du ikke betydningen af de almindelige sproglige vendinger, som jeg bruger, har du mulighed for at lave opslag i leksika og ordbøger.
Hvis du ønsker at fremstå mere troværdig, kunne du jo dokumentere, hvorfor dommere skulle være mere redelige end læger.

Brugerbillede for Henriette Bøhne
Henriette Bøhne

Jens Erik Starup

Jeg har ALDRIG sagt at dommere var mere redelige end læger, nu manipulerer du!
Jeg har sagt, at der bør være en magtadskillelse mellem de som diagnosticerer og behandler og de, som dømmer og fastsætter foranstaltninger. Vi HAR prøvet det andet, det var en dårlig ide.

Ellers forholder du dig jo ikke til, hvorvidt alle som er "frataget deres sansers brug" skal fritages for, at blive dømt eller frikendt ved domstolene. Hvorfor kun de demente? Hvorfor ikke de hjerneskadede, de skizofrene osv osv?

Efter min mening bør staten betale sagsomkostninger og evt erstatninger for de, som på baggrund af mental sygdom begår kriminalitet. Det kunne så måske anspore staten til at skabe fysiske rammer, personalebemanding, som minimerer vold.