Leder

Værdikrigen er slut

19. december 2016

Selv statsministeren måtte i sidste uge forholde sig til debatten om det højreorienterede netmedie Den Korte Avis, der bestyres af ægteparret Ralf Pittelkow og Karen Jespersen.

Affæren begyndte med en racistisk klumme, der satte skub i en internetkampagne, som fik 30 virksomheder til at droppe deres annoncer i Den Korte Avis. Det fik Kristian Thulesen Dahl (DF) til at tale om en krænkelse af ytringsfriheden, og Pernille Vermund (NB) lovede at boykotte Politiken (hvad de så end havde gjort).

Den ene side råbte ’racister’, og den anden råbte ’ytringsfrihed’. Til sidst måtte Lars Løkke Rasmussen (V) gyde olie på vandene: »Jeg læser Den Korte Avis,« sagde han. »Jeg læser også nogle længere aviser.«

Debatten genoplivede 00’ernes drabelige værdikrig – men kun i en uges tid. Det gav mindelser om kampene på de små stillehavsøer i 1946, hvor japanske og amerikanske soldater fortsatte Anden Verdenskrig, fordi ingen havde fortalt dem, at krigen var slut.

Men 00’ernes værdikrig er forbi. Danmark har fundet en politisk konsensus, hvor den stramme udlændingepolitik er normen på Borgen, og den politiske virkelighed flugter med befolkningens ønsker.

Annoncørerne krænker ytringsfriheden, når de fravælger Den Korte Avis, klager Ralf Pittelkow. Information burde melde sig i koret: Hvorfor er der ingen storbanker eller megashoppingcentre, som annoncerer i den mindst ringe? Det må da være et forsøg på at lukke munden på venstrefløjen
Læs også

Det kan man med god grund begræde – for det betyder, at Pittelkow og Jespersen faktisk har vundet – men man kan også se det som en sejr for det dansk tradition for konsensusdemokrati. Hvis samfundet skal hænge sammen, skal alle føle sig repræsenteret, ellers ryster fundamentet under demokratiet og retsvæsnet.

Derfor er det absurd, når Den Korte Avis hævder, at medierne stadig ignorerer indvandringens konsekvenser, og det er forkert, når Thulesen Dahl taler om krænkelser af ytringsfriheden – intet medie har krav på annoncekroner. Men det er også ubehageligt at se clicktivister forsøge at lukke munden på sine politiske modstandere.

Siden 90’erne har venstrefløjen groft sagt anvendt to taktikker i kampen mod de højrepopulistiske bevægelser: inddæmning og domesticering. Nogle har sagt: ’I er ikke stuerene’ og kæmpet for, at DF-retorikken ikke spredte sig. Det har været den svenske taktik – og den har ikke virket.

Andre har åbnet stuerne for de nye bevægelser og viklet dem ind i politisk ansvar for at ’normalisere’ dem. Det har været den danske tilgang – og den ser ud til at lykkes.

Den Korte Avis er en stadig mur, som både højre- og venstrefløjen kan spille værdipolitisk bold op ad. Men det bliver kun til sporadiske kampe. Den store værdikrig er slut.

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jørgen Wassmann
Jørgen Wassmann anbefalede denne artikel

Kommentarer

Poul Krogsgård

Jeg undrer mig over, hvad Christian Bennike mener med, at den danske tilgang ser ud til at lykkes. Det er jo ikke Dansk Folkeparti, der har tilpasset sig de andre partier. Det er derimod flertallet af danske partier, der har tilpasset sig Dansk Folkepartis fremmedfjendtlige holdninger, så de er blevet politisk mainstream. Socialdemokratiet, Venstre og Det Konservative Folkeparti har i dag holdninger, som de ville have lagt afstand til tidligere. Engang kunne en Venstre-formand blive flygtningehøjkommissær. I dag er det umuligt for en socialdemokratisk formand. Så det er Dansk Folkepartis politik, der er llykkedes. Og det er der ingen grund til at glædes over.

Teodora Hansen, Lars Peter Simonsen, Peter Jensen, Curt Sørensen, Bodil Waldstrøm, Mads Berg, Nike Forsander Lorentsen, Vibeke Hansen, Jørgen Wassmann, Carsten Wienholtz, Martin Madsen, Bjarne Bisgaard Jensen, Henrik Brøndum, P.G. Olsen, Hans Larsen, Karsten Aaen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Philip B. Johnsen

00’ernes værdikrig er forbi, nej det er den ikke, hvis det skal forstås som om, at der er fundet en politisk løsning, for det er der vel ingen det tror på vel?

Men der er meget modstand, der er meget frygt og mange flere politikere, der er fælles om, at være uden løsninger, som har rotter sig sammen og deles om had og foragt for 'en' udsat gruppe i samfundet muslimerne og det samtidig med, at politikerne fjerner mere af sikkerhedsnettet, under stadigt flere hvide danskere, der nu kun er to eller muligvis tre store ulykker, i deres eget personlige liv fra, at havne på bunden af samfundet, mere fattige end tidligere og samtidig med en meget rigere elite, det er de ingredienser, der skaber adgang til Donald Trump typerne, der er så populære for tiden, så sådan en får Danmark snart.

Værdikrigen er forhåbentlig næppe slut.
Det kommer sikkert som en stor overraskelse for de fleste - vi takker den dogmatiske venstrefløj og ønsker den fortsat god søvn ... ;-)

Venstre - højre - har vi ingen Trump-typer? Sikker?

I disse fake-tider, så er det vel bare sandheder, der skal videregives i aviser - det sker dog, at hændelser ikke kommer frem, fordi man ikke finder det klogt.
Men det er vel ikke DF eller "venstrefløjen" som har initieret det skete?

"Forsøger at lukke munden på sine politiske modstandere". Det er simpelthen ikke det, der er tilfældet her. Helt konkret kører denne kampagne på det faktum, at Den Korte Avis dagligt benytter sig af overdrivelse, manipulation, vinklinger der ikke er dækning for samt decideret løgn.

Hertil kan lægges en række andre journalistiske døds"synder" såsom bla at modparten konsekvent aldrig høres, at kilder konsekvent aldrig kontaktes, at historier aldrig søgrs bekræftet fra anden hold, at der dagligt skrives decideret af fra notorisk usandfærdige udenlandske racistiske blogs osv osv.

Et medie der ikke respekterer hverken de mest grundlæggende journalistiske principper og heller ikke respekterer den altafgørende og vitale forpligtelse til at berette fakta efter bedste evne kan og bør ikke klassificeres endsige accepteres som en avis/nyhedsmedie, og bør derfor heller ikke modtage offentligt støtte i form af mediestøtten.

Den Korte Avis er en racistisk og stærkt islamofobisk blog, hvilket annoncører, der ikke er klar over, de annoncerer på DKA, bør være opmærksomme på, at de støtter ved at annnoncere der. Dét er kampagnens budskab og formål. Ikke at "lukke munden på sine politiske modstandere."

DKA og lignende meningsfæller har naturligvis ikke svært ved at blive hørt. Så selvom Christian Bennike formulerer sig med behørig andægtighed overfor ytringsfriheden, så er kampagnen ikke - og har aldrig - været ment som en trussel mod nogens ret til at ytre sig, som det passer dem.

Teodora Hansen, Lars Peter Simonsen og Hans Larsen anbefalede denne kommentar

Ikke se, ikke høre, men der tales vedvarende om at holde fanen højt løftet over realiteternes ulideligt ubehagelige virkelighed, som der ikke må ageres på, hvis medmenneskeligheden skal bevares intakt. Så hellere lade ske, hvad vil. Kun således kan vi bevare vore hænder sterile.

Når Bennike taler om at der er 'lykkedes' at normalisere etnocentri og xenofobi, så udtrykker det ikke blot et diskursivt bedrag (altså at normaliteten er blevet xenofobisk og etnocentrisk); det illustreres også hvordan historiske præmisser lades i glemsel - hvilket giver bedre betingelser for revideret, sproglig disciplinering (e.g. arbejdsløse er ledige, opgaver skal løftes osv. osv.).

Kunsten at kaste sig over virkningerne og ikke årsagerne.

Værdikrigen burde netop ikke erklæres slut, for skulle DKA mod forventning ’gå ind’, er der andre krigere, der allerede nu bærer fanen videre – gamle kendinge på højrefløjen, der fører sig frem som om de endegyldigt har sejret, hvilket nogle også mener, de har, selvom dette sammenrend ligeledes kan karakteriseres med bl.a. den populistiske glose ’fremmedfjendsk’ -
http://www.newspeek.info/
medens den dogmatiske venstrefløj ikke har flyttet sig ud ad stedet i henved tredive år og desværre ikke viser sig, at have noget idémæssigt værn mod en helt ny form for trussel baseret på en realistisk humanisme i overensstemmelse med den aktuelle verdens tilstand set i forhold til landets kapacitet for ekstra tilgang, hvor kvantiteten er afgørende og kan overtrumfe enhver retsstat ved f.eks. bare at vade op af motorvejene, omgå alle grænser og i det hele taget overrulle enhver forhindring …

For nyligt havde Folketinget 2. behandling af beslutningsgrundlaget B17 om fortsat modtagelse af kvoteflygtninge, dvs. totalt stop i en periode, som alle partier mener er nødvendigt for at skaffe luft, fortsætter RV og EL, og muligvis ALT, som de eneste, med at slå på tromme for at kvoten snarere burde sættes op – som om landet ikke har problemer nok i forvejen som man åbenbart ikke har hørt om i sin politiske niche, hvor mageligheden og vanetænkningen er blevet manifest …

Det har man ikke behov for at være tilhænger af DF- De Fæle, for kunne indse er en ’snapsidé’ – men det bringer ikke deres fødder ned på jorden, og de fremmedfjendske kredse sejrer videre – DKA er i den forbindelse en komplet underordnet årsag til splittelsen i befolkningen, der næsten dagligt bringer sin helt egen underholdning til torvs, et lille folk på størrelse med Barcelona's indbyggertal slås om kaliffens skæg ved ikke at lytte, men dæmonisere – i gamle dage ville man have råbt – 'bonderøve' …

Emil Eiberg-Jensen

Værdikrigen er mest gået på om medier og journalister må skildre virkeligheden som den fremtræder.

Medierne er så nu ved at have fundet ud af at en realistisk skildring af virkeligheden en forudsætning for at demokratiet fungerer.

Hvilket er godt eftersom de socialt forandrende virkninger af indvandring fra ikke vestlige kulturer, er begyndt at træde tydeligere frem i de vestlige samfunds hverdag.

Den Korte Avis har nok ret i sin oprindelige antagelse om at politikerne i de Europæiske demokratier,
ikke har haft øje for de langsigtede sociale og demografiske virkninger af deres politiske beslutninger angående indvandring og asyl.

Hvilket også kan skyldes at universitetsfolk, på grund af venstrefløjens politiske hetz mod objekt italesættelse af indvandrings problemer, ikke har turdet undersøge problemernes fremtræden og årsager.

Hvilket har virket tilbage på medierne og journalisterne, som ikke har haft fx samfundsvidenskaben, psykologien, sociologien, religionen og statistikken, til at hjælpe dem med at skildre virkeligheden.

Men tydeligere virkninger som indvandringen giver i befolkningens hverdag,
jo større behov vil befolkningen og politikerne få for at læse om disse forandringer i medierne.

Forandringer vil altid tiltrække sig opmærksomhed.

Det er rigtigt at medierne efterhånden har forstået at deres demokratiske opgave er at skildre virkeligheden som den ser ud i et nogenlunde værdineutralt sprog.

Den Korte Avis:
Video: Nu er der områder i Paris, hvor det muslimske kvindesyn er så dominerende, at kvinder ikke længere er velkomne på cafeerne

http://denkorteavis.dk/2016/ny-i-indvandrertunge-bydele-i-paris-og-lyon-...