Leder

Et elitært dilemma

17. januar 2017

Klaus Schwab, den 78-årige økonomiprofessor, ingeniør og stifter af World Economic Forum (WEF), mener det helt sikkert alvorligt.

I 46 år har han stået for de årlige møder i den schweiziske alpeby Davos, hvor nøglepersoner fra internationalt erhvervsliv, politik og organisationsliv kaldes sammen for at drøfte tidens brændende udfordringer. Hvert år præsenteres indsigtsfulde vidnesbyrd i skrift og tale om de kriser, konflikter og andre udfordringer, det globale samfund står over for.

I år er tonen særlig bekymret, konfronteret med en voksende folkelig skepsis over for selve den model for en globaliseret økonomi, der har været på dagsordenen i tre-fire årtier. En økonomi, der har mistet tidligere tiders evne til vækst, en økonomi hvor naturgrundlaget – herunder klimaet – fortsat undergraves, og en økonomi hvor goderne i stigende grad fordeles ulige og derfor afføder social uro, protest og samling om tvivlsomme populistiske figurer med alt for nemme svar.

Også i år er der til Davos-mødet udarbejdet en stribe tankevækkende, mere eller mindre alarmerende oplæg. Eksempelvis The Inclusive Growth and Development Report 2017, der afslører, at middelindkomsten på tværs af 26 i-lande er faldet med 2,4 pct. i tiden 2008-13. Sammenholdt med de uvirkelige tal om de superriges massive velstandsforøgelse, netop offentliggjort af Oxfam, illustrerer det den voksende kløft mellem de velbjærgede og de mindre begunstigede.

Bill Gates er en af verdens rigeste mænd.
Læs også

Tilsvarende vil der fra i dag og frem til afslutningen fredag blive præsenteret en overflod af indsigtsfulde indlæg under 400 sessioner om nødvendigheden af at tage den folkelige utilfredshed alvorligt og udvise ’lydhørt og ansvarligt lederskab’, som Davos-mødets overskrift i år siger. 3.000 personer vil deltage i selve World Economic Forum, masser af sessioner streames via YouTube, tre millioner er følgere på Twitter og 2,7 mio. på Facebook. Gennemslagskraften turde være sikret.

Og så alligevel.

Når Klaus Schwab på præsentationspressemødet forleden sidder komfortabelt i sin lænestol på Davos-scenen og taler kultiveret, tilbagelænet, med benene over kors om alle truslerne mod økonomien, systemet og sammenhængskraften, så er det ikke med den udstråling af desperation og vrede, som man kan synes hører emnet til. Trods de vitterligt spændende oplæg og vigtige debatter, der hvert år finder sted, er Davos først og fremmest en feel good-event for the establishment.

Selve adgangsbilletten sikrer, at det er det gode elitære selskab, der mødes. Det koster 42.500 schweizerfranc – knap 300.000 kr. – at opnå et basismedlemsskab af WEF, og dertil kræves en entrébillet til 20.000 dollar, godt 140.000 kr. Vil man have særlige fordele, herunder adgang til eksklusive sessioner, kan man tegne et ’premium membership’ til en pris af 600.000 schweizerfranc, næsten 4,2 mio. kr.

Når man således via pengepungen har kvalificeret sig, kan man ugen igennem spejle sig og styrke selvfølelsen i samværet med andre fra det globale samfunds ledende lag. Og her kan man udøve den særlige disciplin at pleje samvittigheden om dagen og synde om aftenen. For i tilgift til de mange seriøse sessioner er Davos kendt for sine eksklusive selskaber, højprofilerede cocktailparties og vilde nattefester, hvor multinationale selskaber eller rigmænd fra Rusland, Kina og Golfstaterne smører årsmødedeltagerne med vådt og tørt.

Den schweiziske alpeby Davos får besøg af 3.000 medlemmer af den globale magtelite, når de i morgen samles til World Economic Forum. Stifter Klaus Schwab mener, at globaliseringskritikken og -bekymringen er de globale lederes største udfordring.
Læs også

Der er intet som hedonistisk udrensning, når man dagen igennem har talt alvorstungt om de fattige, klimaet og den økonomiske stagnation. Og kan man oven i købet udnytte det enestående, alpine selskab til at hente profitable ordrer eller aftaler hjem, synes missionen fuldbragt.

På den måde bliver Davos-mødet en illustration af selve problemet og en kæp i hjulet for den mere radikale omstilling, som Klaus Schwab inderst inde sikkert drømmer om. I en bred, forurettet offentlighed må World Economic Forum fremstå som en dokumentation af magtelitens dobbeltmoral, en udstilling af dens vilje til at fastholde egne privilegier og en næring af forestillingerne om lukkede netværk som dem, der bestemmer verdens gang.

Der er masser af indsigt og kloge ord at hente i materialet fra Davos. Men det er ikke fra alpetoppen, man taler de vrede og bekymrede til ro. Det er ikke stedet, hvorfra omstilling eller oprør udgår.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Anders Graae
  • Erik Nissen
  • Niels-Simon Larsen
  • Niels Duus Nielsen
  • Kurt Nielsen
  • Mikael Velschow-Rasmussen
Anders Graae, Erik Nissen, Niels-Simon Larsen, Niels Duus Nielsen, Kurt Nielsen og Mikael Velschow-Rasmussen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Mikael Velschow-Rasmussen

Jeg tror nu ikke langt flertallet af deltagerne synes der er noget dilemma !

De er der kun for deres ego's skyld og i håbet om at gøre nogle gode handler, så de kan rage endnu mere til sig.

At tro at denne elite skulle røre så meget som en finger for at ændre på den eksisterende neoliberale verdensorden er vist blot uendeligt naivt. (men de kan da godt for brandingens og markedsføringens skyld tale lidt om det).

Hvis nogen kan komme med et eksempel på, at eksisterende magthavere frivilligt har givet magten fra sig på noget tidspunkt i historien, er de velkomne til at komme med eksempler.

Niels Duus Nielsen

Michael Velshow-Rasmussen - Der var faktisk en afrikansk diktator, løjtnant Jerry Rawlings fra Ghana, som, da han væltede den daværende korrupte militærregering ved et statskup i 1979, efter et halvt år gav magten til en civil regering. Hvorefter han to år senere tog magten tilbage ved et nyt kup, da denne civile regering også havde vist sig at være korrupt. I 1993 afgav han så magten igen og udskrev valg. Efter to perioder som Ghanas præsident er han i dag FNs ambassadør i Somalia.

Så der findes faktisk eksempler på magthavere, der frivilligt afgiver magten, det er blot lidt pinligt for os europæere, at vi skal helt til Afrika for at finde et.

Britt Kristensen og Niels-Simon Larsen anbefalede denne kommentar