Leder

Godt naboskab

23. januar 2017

Gode nyheder fra Afrika er sjældne, men desto vigtigere at fejre. Weekendens antikup i Gambia er en helt igennem god fortælling, som rummer mere end én god nyhed. En grov diktator blev stødt af tronen. Med fredelige midler. Anvendt af demokratisk valgte naboregeringer, sanktioneret af FN. Den nye præsident er folkevalgt.

Tidligere præsident Yahya Jammeh har ladet landet forfalde økonomisk, siden han tog magten ved et kup i 1994. Befolkningstilvæksten er højere end den økonomiske vækst, som hovedsagelig kun har hjulpet en lille elite. De, som protesterede, følte hans jernnæve, journalister døde, blev buret inde eller forsvandt.

Han sørgede for at vinde valg, som en moderne statsleder jo bør gøre, men han sørgede også for at styre domstolene, så eventuelle klager kunne afvises. Af landets tre højesteretspræsidenter siden 2013 blev én fængslet og en anden fyret. Den tredje frikendte én, præsidenten ville have dømt, hvorefter han skyndte sig ud af landet.

Fatoumatta Sendeng er datter af den myrdede oppositionspolitiker Solo Sendeng. Siden drabet har hun levet i eksil i Senegal, men nu ser det ud til, at hun snart kan vende hjem igen.
Læs også

Da Jammeh senest vandt et valg, i 2011, afviste organisationen af vestafrikanske stater, ECOWAS, resultatet, fordi vælgere og opposition var »kuede af undertrykkelse og trusler«. Forud for det følgende valg, der fandt sted i december sidste år, blev oppositionslederen fængslet – så var han af vejen.

En tidligere ukendt ejendomsmægler, Adama Barrow, tog hans plads – og noget gik helt galt for Jammeh, for Barrow vandt. Da oppositionen derefter meddelte, at den ville kræve erstatning for præsidentens plyndring af landet, meddelte Jammah, at han ikke accepterede valget.

Hertil er historien klassisk: Afrikanske diktatorer er bange for at forlade magtens beskyttelse. Dernæst begyndte imidlertid den gode historie:

Nabolandene tilbød Jammeh asyl. Da han nægtede, raslede de med sablerne. ECOWAS har de seneste år fået en solid tradition for at afvise kupmagere. Da han fortsat nægtede, kørte de helt bogstaveligt kanoner i stilling, samtidig med at sende højtstående mæglere for at undgå vold.

I torsdags fik de mandat af FN’s sikkerhedsråd til at bruge magt. Samme nat gik senegalesiske soldater over grænsen og ind i Gambia – men kun nogle få kilometer. Jammeh fik frist til frokost i fredags. Forhandlingerne fortsatte, mens ECOWAS lod våbnene rasle endnu højere. Lørdag indså Jammeh sin umulige stilling og forlod landet.

Det var lige efter den moderne afrikanske bog om løsningen af kupkonflikt. Den er naturligvis ikke uden problemer – skal sådan en bandit nu gå fri, så han kan sidde og hygge sig med sit røvergods under palmerne på et eller andet palads? Jammeh meddelte sidste år, at landet trak sig ud af den Internationale Straffedomstol, ICC. Men proceduren tager et år, og den nye præsident, Barrow, vil lade landet blive.

Snart er det hverdag igen i Vestafrika. Under Jammeh blev Gambia et populært turistmål. Bag hotellerne og de hvide strande gik udviklingen i stå; livet er fattigt og udsigtsløs.

I Jammahs 22 år ved magten blev Afrikas mindste land storleverandør af migranter. De tog ’bagdøren’– gennem ørkenen, over Middelhavet og ind i det forjættede Europa.

Men Europa udviser stadig mindre tolerance over for klassiske fattigdomsmigranter som de gambiske. Selv om Barrow viser sig at være en bedre statsleder, vil der gå tid, før unge gambianere ser en fremtid ved at blive hjemme.

Det er godt at se ECOWAS så klar i mæle og handling. Vestafrika har været stærkt plaget af forfatningsbrud og kup. Det er symptomer på dybe problemer med manglende økonomiske muligheder for almindelige mennesker, hastigt voksende mængder af rastløse unge, utæmmet vækst af storbyers slum, organisereret kriminalitet, pirateri og voldsom korruption.

Det sidste er ikke bare en læk af offentlige midler, det stikker dybere: Unge vestafrikanere fortæller ofte, at de ikke får jobs uden at kunne betale kontant – og dét forudsætter i øvrigt, at en onkel allerede er inden for systemet.

Med Nigeria i spidsen er ECOWAS derfor ikke en sammenslutning af duksedrenge – bag den konsekvente indsats mod kupmagere ligger angsten for selv en dag at blive ramt. Men eksemplets magt er stort, og et stærkt signal er sendt til andre magthavere, der kunne tænke sig tilsvarende at tilrane sig magten til at elendiggøre et helt land.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu