Leder

Heldigvis betyder det ikke alverden, hvem der er formand for Europa-Parlamentet

Debat
19. januar 2017

Det bedste, man kan sige om valget af italieneren Antonio Tajani til formandsposten i Europa-Parlamentet, er, at hans mandat kun varer i to og halvt år, og at embedet ikke giver politisk magt.

Tajani, der begyndte sin løbebane som talsmand for Silvio Berlusconi, har været brobyggeren mellem den italienske mediemagnets personlige populistparti og de tyske kristendemokrater i CDU.

Det var ham, der i slutningen af 1990’erne forhandlede med Helmuth Kohl om Forza Italias optagelse i Det Europæiske Folkeparti (EPP), der gjorde partiet til en anerkendt del af det respektable, borgerlige Europa. Og det var Tajani, der holdt en diplomatisk bagdør åben, da kommunikationen mellem Berlusconi og Angela Merkel brød sammen under eurokrisen.

EPP, der i egen opfattelse forsvarer det europæiske projekt, inkluderer også Ungarns regeringsparti Fidesz og dermed Viktor Orbáns ideer om det uliberale demokrati.

Tajani personificerer den gradvise normalisering af højrepopulismen i europæisk politik, og med ham som formand skal man næppe forvente, at parlamentets synlighed vil blive øget i forhold til kommissionens, Det Europæiske Råds og de øvrige EU-institutioners.

Forudsætningen for, at Europa-Parlamentet overhovedet kan gøre sig gældende i det politiske spil mellem EU-institutionerne, er bred enighed blandt medlemmerne. Eurokrisen har været præget af konsensus mellem EPP og de socialdemokratiske partier i S&D på de afgørende områder.

Denne enighed er dog nu ophørt, efter at EPP har sat sig på alle EU’s politiske topposter. Måske bliver Europa-Parlamentet således genpolitiseret med diskussioner mellem højre og venstre, eller også bliver forsamlingens reelle ubetydelighed udstillet.

Stadig mere beslutningskraft overgår i disse år til EU’s såkaldt uafhængige institutioner – f.eks. Kommissionen og Den Europæiske Centralbank – og til uofficielle ad hoc-organer som »eurogruppen«, »Frankfurt-gruppen« og »trojkaen«.

Parlamentet – i sin nuværende form som produktet af 28 nationale valg og med begrænset indflydelse – fungerer også lidt som et alibi for en politisk udvikling, der officielt hylder det åbne samfund og det liberale demokrati, men i praksis vender offentligheden ryggen.

Europæerne bør derfor vænne øjnene til at se, at EU’s demokratiske problemer og muligheder ligger andre steder end i parlamentet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torben Lindegaard

@Mads Frese

"Europæerne bør derfor vænne øjnene til at se, at EU’s demokratiske problemer og muligheder ligger andre steder end i parlamentet."

Bevares - det er naturligvis Ministerrådet, der styrer EU, ingen tvivl om det; men derfor kan man jo godt ønske sig et EU-Parlament, der kan og vil gøre brug af de udvidede beføjelser, som Parlamentet trods alt har fået, og håbet er selvfølgelig, at Antonio Tajani overrasker positivt.

Mihail Larsen

En øjenåbner

Valget af Tajani kan vise sig at være en gevinst på længere sigt. Med ham som formand er parlamentets venstrefløj nu nødt til at genopfriske og skærpe dens socialistiske målsætning. Der skal tages hul på en kamp om EU's grundlag, som føjer nogle politiske, sociale og kulturelle dimensioner til parlamentets arbejde, og der skal skrues op for en fælleseuropæiske, politiske offentlighed. Kampen skal føres ud i medlemslandede ved de fremtidige valg til EU-parlamentet.

Michael Kongstad Nielsen

EU - Parlamentet har 751 medlemmer. Dvs. at et flertal består af mindst 376.
S&D har 189. De ræverøde GUE/NGL har 52. Hvis man dertil optimistisk lægger De Grønne på 51 får man tilsammen 292 mandater, Der er altså ikke nok på venstrefløjen.

Så må venstresiden over og hente noget på opbakning på højresiden i en en konkret sag (uden for epp). Måske hos De konservative og Reformister med 74 og de 18 løsgængere, hvis de ikke ligefrem skal snakke med Le Pens gruppe eller den liberale ALDE. Det lyder svært, og er det sikkert også.

Lasse Glavind

"Heldigvis betyder det ikke alverden, hvem der er formand for Europa-Parlamentet..."

Hvis man ikke i forvejen var lidt forvirret over, hvor det egentlig er, at den EU-begejstrede del af den såkaldte venstrefløj mener, at det der 'EU-demokrati', der skal kæmpes i, egentlig er henne, så blev forvirringen da ikke mindre med den her overskrift. Hvis det ikke betyder noget, hvem der er formand for parlamentet, hvad siger det så om institutionen som demokratisk organ?

Peter Jensen, Magnus Falko og Eyolf Brandt Saltholm anbefalede denne kommentar

At EU's ledere er et sammenrend af ultraliberalistiske finanslakajer med forbindelse til Berlusconi, projekter styre af den italienske mafia, Goldman Sachs, Luxleaks osv. betyder alt. Og det skal socialisterne så bare forandre med omtrent en tredjedel af stemmerne. Det er jo galimatias. Lad os komme ud af unionen, men fortsætte med samarbejdet.

EU-debatten må forholde sig til virkeligheden - som Pelle Dragsted påpeger:
https://www.information.dk/debat/2017/01/eu-debatten-maa-forholde-virkel...

Jan Weis, Peter Jensen, Magnus Falko og Eyolf Brandt Saltholm anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Lasse Glavind,
Mads Frese opretholder en mulighed for, at Europa-Parlamentet bliver gen-politiseret med diskussioner mellem højre og venstre, eftersom samarbejdet mellem de to store blokke, epp (den nye formands blok) og S&D er ophørt. Men som jeg har redegjort for ovenfor, bliver det mandatmæssigt meget svært. (epp har 221 pladser). Det er i de vilkår, venstrefløjen skal arbejde.

Flemming S. Andersen

Næ, det har ikke så stor betydning, fordi det er et parlament uden den store demokratiske opbakning ved valgene, ikke har nogen ret til at vedtage bindende beslutninger og vel derfor kun er en omkostning.
Et parlament uden noget at bestemme over, ja , ja

EU – nej dak.
Kampen om Mickey Mouse-parlamentet skal føres ud i de enkelte medlemslande, si’r en kender af tegneserier og italienere, troede ellers nationalstaterne var blevet bandlyste, dvs. vi skal have alle disse påvirkningsagenter og lobbyister fra Antonio Tajani-parlamentet rendende og fylde æteren med endnu mere støj … ;-)

Michael Kongstad Nielsen

Flemming S.
EU parlamentet kan blokere for ny lovgivning, det kan komme med initiativer, det skal godkende kommissærerne, og budgettet, og har alt i alt en vis forhandlingsmæssig indflydelse. Hidtil meget ens med Rådet, pga. den store koalition epp + S&D, men det kan give lidt grus i maskineriet efter koalitionëns opløsning.

Mihail Larsen

Jan Weis og nathuen [16:30]

Det er jo et ærligt standpunkt, Jan her giver udtryk for. Vi g i d e r ikke høre noget om EU inden for Danmarks grænser. Det eneste sted, hvor der p.t. diskuteres og besluttes på overnationalt niveau - om internationale og grænseoverskridende problemer - vil vi ikke høre noget om. Vat i ørerne og nathuen ned over øjnene.

Mit forrige indlæg [09:37] var en opfordring til en d e m o k r a t i s e r i n g af EU ved at forbinde Eu-parlamentets forhandlinger med en aktiv, demokratisk offentlighed i de enkelte medlemslande. En offentlighed, der ville tvinge forhandlingerne ud af EU's korridorer og underkaste dem en kritisk offentlig debat. Det kunne råde bod på EU's legitimitetsproblem med det demokratiske underskud.

Men nej. EU er Fanden selv. Ligegyldigt, hvad EU gør for at imødekomme kritikken, så afvises det.

Parlamentet vil gerne tiltage sig endnu mere magt i systemet for at styrke dets demokratiske repræsentativitet.

Men nej. EU er Fanden selv. Ligegyldigt, hvad EU gør for at imødekomme kritikken, så afvises det.

Samtidig fremfører kritikerne af EU igen og igen, at EU ikke er demokratisk og repræsentativt. Og det er grunden til, at EU skal ned med nakken. Men når der stilles forslag til at rette op på fejlene, begraves de i en flodbølge af udenomsforklaringer - herunder, at forslagsstillerne nok er 'betalte påvirkningsagenter'.

Det føles som at møde en religiøs fundamentalisme. Ingen nuancering, ingen selvkritik, ingen kompromisvillighed - kun selvretfærdigt korslagte arme. Og så endda fra nogen, der vil tage patent på 'demokrati'.

Mihail Larsens ’Mogelpackung’.

Det transnationale demokrati er i stor fare i dag (Martin Schulz i sin afskedstale) – der er måske derfor sydlændingen, Tajani, en stor italiensk ’demokrat’ med en ’beroligende’ biografi, er blevet hjulpet til magten i parlamentet med hiv og sving for at gøre ’farerne’ mindre for at avle endnu flere skeptikere - og så lader de som om, at hele teatret hviler på almindelige, direkte og hemmelige valg og ikke på - lokumsaftaler …

Det må være tilladt at blive mere end bekymret over, at en politikertype som denne mand, Tajani, med en sådan politisk biografi og med sådanne hjemlige venner kan finde en karrierevej til toppen af EU ved hjælp af deres form for blanding af ’retrograd politisk ejakulation’ og mere moderne former for demokrati – for de fleste en uønsket påmindelse og dog et håb om positive forandringer – engang …

"Samtidig fremfører kritikerne af EU igen og igen, at EU ikke er demokratisk og repræsentativt. Og det er grunden til, at EU skal ned med nakken. Men når der stilles forslag til at rette op på fejlene, begraves de i en flodbølge af udenomsforklaringer - herunder, at forslagsstillerne nok er ’betalte påvirkningsagenter’."

Mihail Larsen, måske beror den dybe skepsis overfor viljen og mulighederne for at demokratisere EU på historiske erfaringer? Hvor længe skal danskerne, og andre almindelige mennesker, lede efter lys i mørket, akkompagneret af teknokratiske håb-prædikanter? Tilliden til at der kan ske en demokratisering, at den eurpæiske magtelite reelt ønsker et folkedemokratisk EU, var i forvejen lav ... og flere årtiers kamp indenfor systemet har demonstreret at demokratiudviklingen ikke kan ske. Så din EU-iver er ikke oppe imod tåbelig skepsis med basis i ignorant Gajolæske-filosofi, den er oppe imod solid, mangeårig historisk erfaringsdannelse.

Bill Atkins, Flemming S. Andersen, Jan Weis og Eyolf Brandt Saltholm anbefalede denne kommentar

Empiri ikke at foragte – europæerne har været der før.

Den åndelige frigørelse, som fulgte i Renæssancens, Reformationens og Humanismens fodspor, afløstes under den politiske enevældes ensretningsbestræbelser af en ny regelbundethed og ortodoksi – altså rettroenhed …

Kun i England, hvor Parlamentets politiske og religiøse vilje i det 17. århundrede sejrede over kongemagten, trivedes den frisindede tænkning nogenlunde – og netop her fremstod en af de betydeligste forkæmpere for den nye empiri, erfaringsvidenskab, filosoffen John Locke – både f.eks. Holbergs og Kants foregangsmand …

Situationen i dag minder meget om forholdene dengang, EU som den nye kongemagt og alle dens Leporelloer kæmper mod meninger, som stemmer med de erfaringer, mange har gjort ved mødet med Moloch – i stedet for den nedarvede, befalede og næsten kanoniserede EU-metafysik sætter Locke menneskets egen fornuft som et imperativ og en del af de senere oplysningsidealer, hvor metafysik afløses af empiri, intolerance af religionsfrihed, ortodoksi af personlig tro, autoritetstro af fornuftens vidnesbyrd og man kunne tilføje politisk modenhed blandt de oplyste klasser, suverænen, der er helt klar over, at al erkendelse beror på erfaring – og med EU er de desværre ikke alt for gode …

Peter Jensen, Eyolf Brandt Saltholm, Bill Atkins og Flemming S. Andersen anbefalede denne kommentar
Torben Lindegaard

Morten Løkkegaard har skrevet blog i JyllandsPosten med disse ord i rubrikoverskriften:
"Europa-Parlamentet har fået en ny formand. Han er ingen politisk engel - eller en klassisk nordisk arbejdshest"

Det lyder slet ikke godt.

http://jyllands-posten.dk/debat/blogs/mortenloekkegaard/ECE9300428/borge...

Fais votre choix - Mesdames et Messieurs.

Mihail Larsen. {1}.
Den 18. januar 2017, 05:43: -

Det er virkelig sørgeligt nyt.
Dels at Parlamentet ikke kan hoste op med en mere progressiv formand, der er i stand til at forstå EU’s legitimitetsproblemer, der i særlig grad ligger på det sociale område.
Dels at de konservative - når det skal være - ikke har en mere uplettet og substantiel person at stille med. Det ligner et selvmål (hvis ikke ligefrem forstadiet til et selvmord) at vælge en formand på EU-modstandernes stemmer. Deres instinkt for at gå til højre skal vi åbenbart vænne os til.

Mihail Larsen. {2}.
Den 19. januar 2017, 09:37: -

En øjenåbner
Valget af Tajani kan vise sig at være en gevinst på længere sigt. Med ham som formand er parlamentets venstrefløj nu nødt til at genopfriske og skærpe dens socialistiske målsætning. Der skal tages hul på en kamp om EU’s grundlag, som føjer nogle politiske, sociale og kulturelle dimensioner til parlamentets arbejde, og der skal skrues op for en fælleseuropæisk, politisk offentlighed. Kampen skal føres ud i medlemslandende ved de fremtidige valg til EU-parlamentet.

{NB: mindre fejl i retskrivningen er rettet}.

Torben Lindegaard

@Jan Weis

Jeg skal ikke på mellemhånd af dig og Mihail Larsen; men.................

Begge udsagn kan vel godt være rigtige på samme tid.

Udsagn 1: Tajani er et skrækkeligt valg

Udsagn 2: Det positive er så, at forlovelsen mellem socialister og kristelig-demokraterne er sprængt.

Altså den pudsige deling af formandsposten hører op, og den løbende afhandling af dagsordenspunkter mellem Kommissionformanden og de 2 store grupper i EuropaParlamentet bremses, så de andre grupperinger også kan få et ord at skulle have sagt.

Jeg går vel især op i den liberale gruppe, Alde, som hidtil ikke har haft ret meget indflydelse på noget som helst; men princippet gælder generelt.
Altså at EuropaParlamentet deler sig efter anskuelser.