Læsetid 3 min.

Labours forspildte chance

LEDER
11. januar 2017

»Brexit har nærmest givet Labour mundkurv på, så de stort set ikke kan sige noget.«

- Colin Crouch, britisk sociolog og Labour-medlem

De første dage og uger efter den britiske EU-afstemning var følelsesmæssigt hårde for mange af Labours 63 procent Remain-vælgere. På den ene side var de dybt traumatiserede over resultatet. På den anden side var der – i takt med at David Cameron trådte tilbage som premierminister, og de konservative kandidater til jobbet overgik hinanden i selvdestruktive handlinger – et glimt af håb om, at begivenheden kunne blive partiets chance for at genvinde momentum.

Frem for at gribe chancen begyndte partiet imidlertid igen at råbe ad hinanden, og nu – godt seks måneder og et giftigt Labour-formandsvalg senere – har de konservative lukket gavebutikken. De har valgt en leder, de alle kan respektere, og – indtil videre – har de undgået et større slagsmål om Brexit-spørgsmålet. Det samme kan ikke siges om Labour.

Resultatet er ifølge meningsmålingerne et konservativt parti, der trods manglen på en Brexit-plan ligger lunt i meningsmålingerne på 39 procent, mens Labour er faldet til sølle 26 procent ifølge den seneste YouGov-måling.

Frem for at udnytte en oplagt chance har Labour mistet vælgere, og disse vælgere mener tilmed, at partiet gør det mindre godt end de konservative på de tre områder, der betyder mest for dem: økonomien, immigration og Brexit. Partiet ligger sågar efter UKIP på de to sidstnævnte.

Det er dybt problematisk, for Brexit er det vigtigste politiske emne for Storbritannien i nyere tid. Hvilken Brexit landet får, vil afgøre fremtidige generationers velstand og fremtidsmuligheder. Derfor var det også korrekt, da Labours finansordfører, John McDonnell, sagde, at der er store muligheder for Labour i Brexit.

Imidlertid har partiet indtil videre ikke grebet dem og formuleret en klar plan og effektiv kritik af de konservatives naive og farlige løfter om, at Storbritannien kan få både restriktioner af den fri bevægelighed og adgang til det indre marked.

Årsagen til Labours handlingslammelse er – som vi har hørt i en række interview med sociologerne Anthony Giddens og Colin Crouch samt tidligere Labour-formand Neil Kinnock – dels en uengageret og ikketilstedeværende partileder, der åbenlyst nærer tvetydige følelser overfor EU. Dels er det – som Crouch kom ind på – fordi kløften mellem Labours to vælgergrupper – arbejderne og kosmopolitterne – er vokset som resultat af valgkampen, samt at Brexit har »drevet en kile ned gennem landet, som overtrumfer partitilhørsforhold«. Som konsekvens kan partiet ikke beslutte sig for, hvilken type Brexit det skal gå efter.

Det var derfor glædeligt – for dem, der har savnet en Labour-opposition – at formand Jeremy Corbyn i går langt om længe fremlagde partiets Brexit-politik.

Labour vil – sagde han – »presse på for at fastholde fuld adgang til det indre marked for at beskytte levestandarder og job«, men samtidig støtter partiet nu en »fornuftigt forvaltet migration«, som skal forhindre, at virksomheder henter billig arbejdskraft ind fra Centraleuropa.

Partiet vil tilmed presse på for at »repatriere beføjelser fra Bruxelles, så den britiske regering kan udvikle en original industriel strategi« – sandsynligvis en henvisning til Corbyns tidligere kritik af EU’s statsstøtteregler, som har gjort det svært for landet at støtte dets kriseramte stålindustri.

Labours nye strategi er tydeligvis et kompromis mellem forskellige dele af partiet. De, der har argumenteret for, at partiet må komme Brexit-vælgerne – bekymrede over migration – i møde, har fået en luns. Venstrefløjen i partiet, der ønsker en mere protektionistisk aftale, der giver mulighed for statsstøtte, har fået en luns. Og de, der mener, at adgang til det indre marked er det vigtigste, har fået en luns.

Problemet er, at denne tilgang – ganske som Brexit-tilhængernes løfter – er urealistisk. Og Corbyn forklarer ikke klart, hvad partiet prioriterer højest.

Frem for at udfordre de konservatives påstand om, at landet kan blæse og have mel i munden, har Labour valgt at anlægge samme linje – blot mere mudret formuleret. Det vil næppe overbevise mange tvivlere – eller partiets håbefulde støtter – om, at Brexit kan skabe momentum for partiet igen. 

Labour og Europa

Det politiske landskab i Storbritannien efter Brexit-afstemningen i juni er splittet mellem Remain og Leave. Hvilke udfordringer stiller det Labour over for?

Er der ‘enorme muligheder’ for partiet i Brexit, som partiets finansordfører har sagt? Og hvilket EU bør partiet stræbe efter, hvis det igen skal tiltrække de britiske vælgere?

Information har talt med tre af partiets veteraner om, hvor Labour står ved indgangen til 2017: ‘Den Tredje Vej’-sociologen Anthony Giddens, ‘post-demokrati’-sociologen Colin Crouch og den tidligere Labourformand og EU-Kommissær Neil Kinnock.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv en gratis måned med uafhængig kvalitetsjournalistik

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Dennis Jensen
Dennis Jensen

Det er ikke et spørgsmål om intern politisk splittelse og samling. Specielt politiske analytikere snakker ofte om hvorledes partier skal bruge en "samlende figur" i kriser. Det er noget ukonkret vrøvleri efter min mening. Labour skal ikke hente sine vælgere hos sin egen parlamentariske højrefløj. Den parlamentariske venstrefløj har vundet magten i partiet og dén må søge støtte hos vælgerne for derved at skubbe den reaktionære højrefløj ud og genetablere Labour som et slags reform-marxistisk parti: Den originale idé bag socialdemokratiet. Hvordan skal det gøres? Masse appel. Hvordan opnås det? Ved en radikaliseret venstrefløjspopulisme. Vi har brug for et mere EU-kritisk og indvandringsbekymret Labour, der accepterer den lavere middelklasses frygt for at miste arbejde og gå ned i løn. De Konservative vinder kun i målingerne, fordi de har monopoliset den skepsis, der eksisterer overfor idealet om det multikulturelle samfund. Corbyn, så fremt han vil have magten - og det er hans socialistiske pligt overfor arbejderklassen - må hoppe i den skepsis med begge ben og arbejde udfra det.

Brugerbillede for Finn Thøgersen
Finn Thøgersen

Dennis Jensen,

Det kunne så altsammen være udemærket hvis de havde et proportionalt valgsystem eller bare noget der lignede, hvor du kan splitte dig i S, SF, EL og ALT (sålænge du holder dig over spærregrænsen) og på den måde dække flest mulige synspunkter og vælgergrupper.

Men med deres First-Past-The-Post system er du nødt til at satse på den bredest mulige vælgergruppe** hvis du vil vinde valg, dermed kommer det hele til at dreje sig om gruppen på midten der kan flyttes, og splittelser eller afskalninger er livsfarlige.

Som mindre parti kan du være regional (SNP, Plaid Cymry) eller som Liberal Demokraterne bruge årtier på at skabe en lokal platform i enkelte kredse, men nationalt har du kun betydning hvis ingen af de store har flertal

** ja, der vil altid være undtagelser hvis modparten er i alvorlige problemer eller der er mere end 2 partier med en reel chance, men det kan du jo dårligt løbe an på og typisk er der kun nogle få mandater i spil på den konto

Når det er sagt er mit indtryk at kredsen omkring Corbyn slet ikke er særligt interesseret i at vinde valg eller indflydelsen i Westminster, det er mere rollen som den ubesmittede opposition der tiltaler dem

Brugerbillede for Dennis Jensen
Dennis Jensen

Finn Thøgersen,

Hvorfor mener du ikke at en radikaliseret venstrefløjspolitik kan appelere til majoriteten af befolkningen? Det er immervæk et flertal der er lønmodtagere. Jeg synes det er dybt problematisk at venstrefløjen er så vant med mantraet om at jage vælgerne mod midten. Det er sådan set det der slog socialdemokratiet ihjel til at starte med. Vi må gøre som populisterne og stole på at vi kan få vælgerne til at komme til os via overbevisning og en solid, socialistisk økonomisk politik. Alt andet ender i socialliberalisme, hvilket også er hvad der fik lønmodtagerne til at droppe venstrefløjen. Hvorfor stemme på en venstrefløj der ikke er en venstrefløj?