Læsetid 2 min.

Den ’livsfarlige hundredeårshændelse’ fik en hel nation til at smalltalke med sig selv

I en tid hvor alle frygter splittelse og polarisering, er der ikke noget som en god hundredeårshændelse, der kan ryste os sammen
At tale om vejret er mere et socialt ritual end en overførsel af information

At tale om vejret er mere et socialt ritual end en overførsel af information

Miriam Dalsgaard
6. januar 2017
Delt 7 gange

Danskerne elsker at tale om vejret. DMI.dk er en af landets mest besøgte hjemmesider, og vejrudsigten har altid tårnhøje seertal. Vi lever ellers det meste af vores liv indendørs med termostater og varme i badeværelsesgulvet – vi har aldrig været mindre afhængige af vejret, men interessen har aldrig været større.

At smalltalke om vind og vejr er en måde at snakke sammen uden at tale. Det er ikke indholdet af samtalen, der er det vigtige, men alene det, at man er sammen. Det er et socialt ritual mere end en overførsel af information.

Forfatteren Oscar Wilde mente, at den slags sniksnak var »de fantasiløses sidste tilflugtssted«, for hvorfor ikke tale om politik, filosofi eller religion i stedet? Det skyldes selvfølgelig, at politik kan være et svært emne – vejret derimod er hverken privat eller intimt. Det påvirker alle lige meget. Og det er smukt.

Men vejret er også farligt. Himmel og hav rummer ustyrlige kræfter – det er ikke tilfældigt at Tor, Zeus og Jupiter var guder for storm og lyn. Vejret kan dræbe, som Ekstra Bladet mindede os om i går, da de døbte stormfloden »den livsfarlige hundredeårshændelse«.

Danmark gik stormflodsamok. Selv DR2 havde breaking news og aflyste Deadline for at sende live fra et pressemøde med politiet og DMI. Seerne blev oversvømmet af det vand, gummistøvleklædte journalister hældte ud af ørerne. Vi var alle sammen med til dramaet. Og vi elskede det.

Det er et velkendt psykologisk fænomen, at frygt og fare i trygge rammer ikke skaber rædsel, men glæde. Det er derfor vi bungeejumper og ser horrorfilm. Vi mærker, at vi lever. Filosoffen Edmund Burke mente, at mødet med storme og snedækkede bjergtinder var »sublimt«, fordi det gør os små og dødelige – og det kan vi lide. Det sætter vores verden i perspektiv og vækker dybe følelser. På den måde er skønhed, glæde og død viklet sammen.

Okay, det var måske ikke lige frem sublimt at se TV 2 sende live fra Køge Havn, men mindre kan også gøre det. Hundredeårshændelsen var den perfekte storm af smalltalk og spænding. Dramatik i en hverdagsramme. Katastrofen udeblev selvfølgelig – og det vidste vi vel egentlig godt hele tiden – men det er lige meget.

Stormfloden var ikke historien om en konkret trussel mod liv og bygninger, det var en hel nation, der smalltalkede med sig selv. Danskerne viste en social interesse for hinanden – de fleste blev i deres lune stuer, men der var også mange frivillige, som hjalp med at fylde sandsække. I en tid hvor alle frygter splittelse og polarisering, er der ikke noget som en god hundredeårshændelse, der kan ryste os sammen. Der behøver ikke gå et århundrede inden den næste.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv en gratis måned med uafhængig kvalitetsjournalistik

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Philip B. Johnsen
Philip B. Johnsen

Vejr og klima.

Vejret er ligegyldigt, et spørgsmål om påklædning og generel forberedelse på det forudsigelige, det er de menneskeskabte klimaforandringer, den lange bane om man vil, det er værd at forholde sig til, vores ansvarsløst handlende politikere, den juble idiotiske og uansvarlige forbrugsdrevet økonomisk vækst politik, uden at forholde sig til, hvor energien til denne kommer fra, vores politikere bære ansvaret for den udvikling, hvor Danmark tilhøre klubben af de aller rigeste i hele verden, der bære 99% af ansvaret for den historiske CO2 udledning, der skaber de menneskeskabte klimaforandringer, som af UN/FN estimerede vil resultere i 200-250 millioner klimaflygtninge i verden de kommende få årtier, så vejret er uinteressant, men politikernes manglende realitetssans og deres ansvarsfralæggelse for udviklingen, på den lange bane, deres politisk selvskabte klimaforandringer, er ikke ligegyldige, de er alvorlige i den helt tunge ende, en politisk forbrydelse imod menneskeligheden.

Vejr.
Link: https://da.m.wikipedia.org/wiki/Vejr

Klima:
Link: https://da.m.wikipedia.org/wiki/Klima

Brugerbillede for Ruth Gjesing

"Og vi elskede det". Tal for dig selv, Christian Bennike. Jeg er fx ved at brække mig over DR1's Vores Vejr. Hvis man ikke kan finde noget særlig dramatisk ved det danske vejr almindelige blæsevejr, kan man altid spole tilbage til en tidligere storm i DK eller til en orkan et eller andet sted i USA. På samme måde med det manglende snevejr.

Egon Stich, Hans Larsen, Peter Hansen, Jens Erik Starup, Bjarne Bisgaard Jensen og jørgen djørup anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for jørgen djørup
jørgen djørup

Jeg så en del af DR2s aftensending.
Jeg så et eksempel på misforstået public service.
En flok udsendte i gummistøvler fortalte, at nu steg vandet i Sønderborg.
Noget som man havde bedre information om og overblik over i studiet.
Det blev så sendt igen og igen.
Endelig kom så en oceanograf i studiet og forklarede lidt om de modeller,
der anvendes. Interessant indslag, men hvor skulle man meget ondt igennem inden

Brugerbillede for Peter  Hansen

Grotesk og meget overdreven dækning af en mindre oversvømmelse... selv deadline på DR 2 udgik, og gik i selvsving med TV2-News og alle de andre.... er det virkelig hvad dansk journalisme handler om, at dramatisere et stille og rolig vejrfænomen, som dette vitterligt var, og så gøre det til ren underholdning igennem i hel dag? Var der virkelig ikke vigtigere nyheder?

Hvis det havde været en uforudsigelig storm/orkan med strøm afbrydelser, flyvende hustage, bro lukninger og veje der blev spærret af træer, eller skyllet væk i større omfang osv., så kunne man måske retfærdiggøre at lægge alt andet til side, men come on, det her var sgu meget overdrevet.

Arne Lund, peter hansen, Jan Kønig og Hans Larsen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Kurt Loftkjær
Kurt Loftkjær

Daglighændelsen

Lederskribenten er letsindig, når han inddrager os alle under "Danskerne elsker at tale om vejret". Personligt finder jeg det at være en fejldisponering, at indrage hele DR2-fladen i en overdreven og indholdsmæssig ligegyldig dækning af et vejrfænomen. Meget mindre kan gøre det.

Man må virkelig sende en medlidende tanke til de journalister, som normalt skal dække komplicerede samfundsforhold og som en hel aften bliver sat til at padle rundt i ligegyldigheder og opstyltet spændingstiltag. Desværre er der stadig flere eksempler på den slags journalistisk selvnedbrydende virksomhed og spild af licenskroner.

Jeg kan som alternativ foreslå, at interesserede i stedet søger fakta på f.eks. DMI.dk.

Man kan frygte for TV-programfladen, næste gang, vi har et meget højt UV-niveau eller pollental.

Brugerbillede for Leif Kajberg

”Breaking” stod der nederst på TV-skærmen. Medierne dyrker jo sig selv og var fuldt bevidste om den ekstraordinære situation, der var opstået som følge af amokvejret og ”100-årshændelsens” hærgen. DR fx gik helhjertet ind i dækningen af havvandets kortvarige erobring af kajpladser, gader, kulturarvsbygninger, udsatte, lavtliggende parcelhuskvarterer og sommerhuse. Og reportagerne fra myndighedernes, Beredskabsstyrelsens, politiets, digelagenes og behjertede borgeres indsats mod vandmassernes amokløb krævede klart nok en journalistisk oprustning. Og man var heller ikke blind for de underholdende kvaliteter. Derfor var der adskillige reportere i marken, eller i vandkanten, for at dække begivenhederne. Reporterne, typisk kvinder, var helt fremme i gummistøvlerne og stod der lidt ivrigt-troskyldigt og udspurgte hjemmeværnsledere, uniformerede indsatsledere og chefer om sandsækkeforstærkningerne og andre beskyttelsesforanstaltninger, og om hvordan folk skulle forholde sig. Og der blev indimellem klippet til studiet, til Jesper Theilgaard med sine farvebelagte kort, med tal og observationspunkter og vejr- og klimaekspertens nøgterne faktuelle bedømmelser og forudsigelser, og videre til chefer fra Beredskabsstyrelsen med distinktioner på uniformsjakken. For statens og myndighederne repræsentanter var heldigvis på plads og kunne myndigt-sagligt komme med deres vurderinger, anvisninger og advarsler. Kønsforskellen, kønsrollemønstret var ikke til at tage fejl af: Mænd, ofte uniformerede, ude i felten, i kampzonen, i hektisk og energisk kamp mod de abrupt stigende vandmasser, som blev interviewet af (yngre) kvindelige medieudsendinge. Mænd med handlekraft, overblik, praktisk ekspertise og hjælpemidler, der håndterede det logistiske, blev på deres midlertidige udposter opsøgt og udfrittet om kampen af kvindelige TV-medarbejdere med mikrofon, som havde forladt deres trygge indendørsfaciliteter for at rapportere om det vilde vejr og dets ødelæggelser.
For de fleste af landets indvånere, måske over 95% af borgerne – det land, som i ustandseligt navlepilleri forsøger at bestemme og løbende vogte sin identitet (”danskhed”), definere sine tilladte værdier og afgrænse sig over for den truende omverden – var de stigende vandstande og oversvømmelserne i småstatens kystområder kun noget, medierne rapporterede om, de havde deres på det tørre, om man så må sige. De fik ikke våde fødder eller ødelagt værdier. Og de naturkatastrofer, der er helt oppe at ringe, typisk fremkaldt af fx tsunamier og tyfoner, de virkeligt voldsomme vejrbegivenheder, indtræffer jo belejligt nok langt væk fra Danmark, stort set --
Men det var ikke blot huse og inventar, der led skade. Vandet har måske også sat et blivende aftryk på begrebet ”Vandkantsdanmark” – smag lidt på ordet. Det er lidt som om det opstigende havvand har givet denne betegnelse en kold tyrker i nattens løb og dagen derpå, hvor skader skal besigtiges og opgøres. Mon ikke borgmestre, erhvervs- og turistchefer og offensive initiativer som ”Danmark på Vippen”, ”Oprør fra udkanten” og andre kreative forsøg på at opreklamere og ”booste” de kystnære udkantsområders potentialer og styrkesider har fået sig en styrtsø og en dukkert. Og faktisk er dele af ”Vandkantsdanmark” i fare for gradvis at forsvinde eller blive så angrebet af bølgernes stormløb og oversvømmelser, at vitale dele af lokalsamfundet vil blive ramt, det gælder fx Anholt i Kattegat. Vil Folketinget og staten være med til at løfte den økonomiske byrde? Anerkender man klimaforandringerne og behovet for kystsikring? Eller smider man ansvaret fra sig i optagetheden af vækst og skattelettelser?

Erik Rolfsen Nissen, Egon Stich og Kurt Loftkjær anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Carlo Karstens
Carlo Karstens

Der kunne, som allerede nævnt, nok været taget et beskedent forbehold for den generelle inklusion. Vi er faktisk nogle der har bedre ting at tage os til.
Jeg havde fx en let kløe i røven det meste af torsdagen der optog broderparten at mit tilgængelige fokus;)

Brugerbillede for Arne Lund

Peter Hansen - Du har helt ret - der sker ikke ret meget i Pærekøbing, så når vejret endelig mobilisere sig til noget, der - efter danske forhold - ligner en tsunami, så er der bare med at hænge på. Blæse det op til nationalt katastrofeniveau. På den anden side, så lad os glædes over, at vi kun meget sjældent oplever noget, der overgår dette.
Jyllinge Nordmark undtaget. Her udstilles myndighedernes impotens, hvor ingen vil være ansvarlig for at forebygge. Hvor den lille indremissionær Esben Lunde Larsen, bruger tiden på dels at smide aben over til kommunerne, og dels til at udflytte den Naturstyrelse, der skal sagsbehandle kystsikringen - det gør de så på 8. måned, og imens må folk se deres huse oversvømmet, i det der idiotisk kaldes en 100 års hændelse. Dem har der været to af i de sidste ti år.
Begrebet er det rene Lomborg-volapyk. Hans filosofi går jo ud på, at vi først skal bygge diger resp. forhøje de eksisterende, den dag vandet står inde i husene. Og dén har venstre virkelig taget til sig, og kan man få regningen fedtet af på nogle andre, så er Lunde Larsen kisteglad..

Brugerbillede for Peter Knap

Selvfølgelig er vejret spændende og jeg vil for alt i verden ikke undvære journalistisk dækning af det.
Jeg har boet i en del år i området ved Løgstør, og oplevet en del af mit tag blev fjernet af vindstød af orkanstyrke. En nabo fik fjernet en del af sit tag af en skypumpe. Løgstør by er blevet oversvømmet.
Vi sneede forholdsvis tit inde på grund af især fygning.
Jo det gode vejr indeholder megen dramatik og også reelle farer.
Og så er der selvfølgelig dejlige somre, alt for varme eller alt for våde somre.
Jeg vil til en hver tid finde samtaler om vejr mere interessant, end den ulidelige snak om fodbold og lagkagedyster.

Brugerbillede for Philip B. Johnsen
Philip B. Johnsen

Andre steder i verden bruger man fortrinsvis radiostationer, med tilsluttet nødgenerator, til meldinger om vigtig information, med focus på de specifikke lokale krise situationer, udsendt i samarbejde med lokale myndighederne.

Når store strømafbrydelser bliver mere almindelige i forbindelse med de tiltagende ekstreme vejr fænomener i Danmark, vil det være en god idé, at overveje en lignende ordning med 'en' kanal, hvor borgerne ved de 'skal' lytte til.

Kombinationen TV, strømafbrydelser og vigtig information fungere ikke godt.

Brugerbillede for Erik Rolfsen Nissen
Erik Rolfsen Nissen

Sådan kan man selvfølgelig godt anskue det. At vi i forbindelse med den slags hændelser bliver rystet sammen, men det er en naiv og fordummende tilgang til et alvorligt problem, som kun kan forventes at blive værre og hvis mulige løsninger (hvis de findes) overhovedet ikke vil ryste os sammen, men tværtimod skærpe modsætningerne og splittelsen i en uset grad. Uanset hvor ærgeligt og omkostningsfuldt de stigende vandstande er for den enkelte husejer, så er det ikke hos denne - i form af flere sandsække og vandspærrer og andre af den slags tekniske fiks - at løsningerne skal findes. Det må være midlertidige foranstaltninger, som må være sat i værk for at modvirke de værste skader. Miljøministeren mener, at folk og kommuner skal klare dette problem, men det er dybt naivt. At forhindre de værste skader i fremtiden som et resultat af stigende vandstand og uroligt klima vil kræve store muskler, mange penge og en hel del norsk fjeld. Det er ikke en privat eller kommunal opgave. Det er det samlede samfund, der skal sikre os alle mod de værste skader, og samtidig er det det samlede samfund, der må tilrettelægge en langsigtet strategi - nationalt og internationalt - for at forebygge endnu værre katastrofer. Det kræver et tilbundsgående opgør med hele den filosofi, som de seneste skiftende regeringer har som program og et radikalt opgør med mange af de stærkt forbrugende privilegier, som den bedrestillede del af befolkningen nyder. Det vil helt klart skærpe modsætningerne, men der er såmænd ikke så meget at rafle om. Ingen ansvarlig person, regering, organisation, virksomhed eller rigmand bør være i tvivl om konsekvenserne af tåbelige handlinger i lyset af. hvad der venter.