Leder

Merkels udfordrer kan ændre sparekursen

26. januar 2017

Med Martin Schulz som ny formand for de tyske socialdemokrater, SPD, skal kampgejst og entusiasme løfte Tysklands ældste parti ud af Angela Merkels skygge og vende en miserabel tilslutning på 22 procent.

Schulz er en erfaren og respekteret leder, der er klar i spyttet, og hans rundere social- og fordelingspolitik kan trække vælgere fra både højre og venstre.

Tirsdag pegede SPD’s afgående formand Sigmar Gabriel overraskende på Martin Schulz som sin efterfølger og som kommende udfordrer til kanslerposten til efterårets forbundsdagsvalg. 

I Berlin kvitterede SPD-parlamentarikerne ved deres første egentlige møde med Martin Schulz med en flere minutter lang applaus.

Ser man direkte på vælgernes opbakning til Merkel og Schulz, kan den just afgåede europaparlamentsformand næsten spille lige op med kansleren, viste en måling for nyligt. Det var den måling, der menes at blive udslagsgivende for, at SPD-partiledelsen efter alt at dømme udpeger Schulz til spidskandidat søndag, og at fodfolket om en måneds tid bekræfter valget på partikongressen.

Værre ser det ud med opbakningen til SPD som parti. Muligheden for at vinde over Angela Merkels CDU virker på papiret spinkel. CDU har i dag et forspring på op mod 14 procentpoint i meningsmålingerne.

Martin Schulz skal skærpe SPD’s sociale profil forud for forbundsdagsvalget til september
Læs også

Trods kritikken af Merkel er hun stadig favoritten, men Schulz kan udfordre Merkel på nogle punkter. Rollen som international statsmand og forhandlingsmester har Merkel ikke længere for sig selv. De talenter har Martin Schulz som tidligere formand for Europaparlamentet også.  

Martin Schulz er straks mere ubeskrevet som indenrigspolitiker, men han har mulighederne for at ryste rollen som Bruxelles-politiker af sig. Han har i mange år været folkelig og dynamisk borgmester i sin hjemby, Würselen. Engang var han en håbefuld fodboldspiller, indtil alkoholisme satte en stopper for ambitionerne. Siden blev han tørlagt og åbnede som ung sin egen boghandel.  

Trods sine personlige kvaliteter arver Martin Schulz som partiformand et par alvorlige udfordringer. Han får svært ved at sammensætte en koalition og blive kansler, hvis det venstreorienterede Die Linke fortsat ikke ønsker at bøje sig mod midten. Den eneste delstat, hvor SPD, Die Linke og De Grønne regerer sammen, er i Berlin, og her vakler samarbejdet. 

Indtil videre er SPD i regeringssamarbejde med Merkel, men vil gerne ud, da muligheden for at søsætte nye politiske projekter er begrænset. Schulz skal ryste regeringsstøvet af SPD, og så skal der friske politiske varer på hylderne.

Det kan blive en skattereform, der skal sende flere penge ned i lommerne på de 30-40 procent af tyskerne, der har svært ved at klare sig økonomisk, selv om de har job. Modsat vil CDU belønne de mere velhavende med skattelettelser. Det åbner en flanke for Martin Schulz.

Omvendt vil CDU med garanti fremstille Schulz som økonomisk uansvarlig. På det europæiske plan har han i Europaparlamentet udfordret Tysklands dominerende linje i den stramme finanspolitik. En politik, som passer godt til en sund fremgangsrig eksportøkonomi som den tyske, men som har taget luften ud af væksten i en række andre lande, hvor Grækenland er det største skrækeksempel.

Martin Schulz har tidligere argumenteret for, at eurolandene skal kunne hæfte delvist for hinandens gæld gennem indførelsen af såkaldte euroobligationer. Det kan modvirke, at skulle renterne stige, kan eksempelvis Italien og Spanien undgå at få fordoblet renteudgifter, som dermed ville skævvride landenes muligheder for vækst.  

Alle middelhavslandene i EU samles i den kommende weekend til møde i Lissabon. Højt på dagsordenen er en udfordring af den økonomiske linje, som kansler Merkel og finansminister Schäuble fører.

Hvis der på de tyske indenrigspolitiske linjer pludselig er en Martin Schulz, der trækker i samme retning, kan der måske komme et andet gehør og friskere blik på de sydlige EU-landes udfordringer hos unionens dominerende leder. 

Derfor kan Schulz leve med ikke at blive kansler ved dette valg. Han kan påvirke politikken i opposition, og får han til efteråret blot 26 procent af stemmerne, som SPD fik ved sidste valg, er han allerede en succes. Skaffer han flere vælgere, kan det for alvor give ham rollen som fremtidens mand i SPD. Siden kan kanslerkontoret komme.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Torben K L Jensen
  • Steffen Gliese
Torben K L Jensen og Steffen Gliese anbefalede denne artikel

Kommentarer

I Brandenburg indgår SPD og Die Linke i regeringskoalition, og i Thüringen indgår Die Linke i koalition med Die Grünen og SPD. Bare for en ordens skyld.
Leif Emerek

Torben K L Jensen

Spareprogrammerne er indskrevet i den tyske forfatning og den retning har Tyskland dikteret til andre euro-lande med de stramme spare-og privatiseringskrav - så den gode Martin Schultz får sine udfordringer med det hjemlige politiske klima/koncensus der er om finansiel ligevægt - med andre ord den neo-liberale ide om minimal stat og som Merkel siger : "Keine sozialstat in EU"