Vi har hørt det før: Gymnasieeleverne er stressede. Men når forskning fra Aarhus Universitet viser, at mere end hver anden elev i 2.g-årgangene på to gymnasier har et stressniveau svarende til den mest stressramte femtedel af befolkningen, så har vi et problem.
Stress fører til koncentrationsbesvær, dårlig hukommelse og søvnproblemer. Det går ud over de unges præstationer i gymnasiet og kan resultere i frafald. En anden konsekvens af det høje stressniveau i gymnasiet er, at det på længere sigt kan føre til egentlige psykiske lidelser som angst, depression og spiseforstyrrelser. Som en artikelserie i Information om de psykisk sårbare unge viste i sommer, så er det netop stress, der får filmen til at knække for en stigende gruppe af unge.
Når gymnasieeleverne stresser, skyldes det ifølge forskerne, at de indgår i en altopslidende konkurrence om at få høje karakterer. Alt er på spil i de unges forståelse: Får de ikke et godt snit, så ender de som tabere i et samfund, hvor uddannelse i stigende grad sættes i direkte forbindelse med ideen om det gode liv.
Er det nu så slemt, hvis nogle af de unge må erkende, at de skal være SOSU’ere og skraldemænd i stedet for akademikere, når der et stigende behov for faglært arbejdskraft? Nej, men det er slemt, hvis sårbare unge ender med at få psykiske problemer eller helt opgiver at få en uddannelse på grund af stress og nederlag.
Og gruppen af unge uden uddannelse vil i de kommende år stige, viser Undervisningsministeriets prognoser, netop på grund af det stigende karakterkrav på både erhvervsskoler, gymnasier og de videregående uddannelser.
Problemet med det stigende fokus på karakterer fra folkeskole til ph.d. rammer ikke kun de svage elever. Også de stærkere elever mister friheden til at fejle og dermed lære, peger forskere og gymnasielærere på. Løsningen på det hæsblæsende karakterræs i gymnasiet kan derfor være færre karakterer.
Som evalueringen af forsøget med karakterfrihed i en 1.g-klasse på Øregård Gymnasium viser, så har det givet mindre frafald, mere deltagelse i undervisningen og et bedre sammenhold mellem eleverne. Gymnasieelever er altid blevet bedømt med et tal, men det øgede uddannelsespolitiske fokus på karakterer risikerer at hæmme de unges muligheder for at lære nyt og måske endda at knække dem psykisk. Og det skal der gøres noget ved.
Jeg plejer at sammenligne mennesker med et paprør. Sådan et som man opbevarer plakater sammenrullet i.
Hvis man nu presser franskbrødsdej ind i den ene ende, så går der et stykke tid hvorefter dejen begynder at komme ud i den anden ende. Det er når der ikke kan være mere i røret.
Uanset hvor meget man presser dej ned i røret, så kan der ikke være mere end der er plads til.
Er det nu så slemt, hvis nogle af de unge må erkende, at de skal være SOSU’ere og skraldemænd i stedet for akademikere, når der et stigende behov for faglært arbejdskraft?
Nu er Sosu'ere faktisk faglærte og hvis man er assistent så varer uddannelsen sådan lidt mindre end en journalistisk uddannelse, hvor der jo heller ikke kræves en studentereksamen.
For mange år siden blev eleverne delt efter 5. klasse, nogle gik i mellemskolen, men de fleste gik ud to år efter og fik en skovl i hånden eller en karklud hvis det var piger. De heldige fik en læreplads. De andre gik i mellemskolen og ganske få blev studenter. Der var nogle få uddannelser hvor man skulle have et bestemt gennemsnit ellers var der fri adgang til universitetet. Mange begyndte der, men mange faldt også fra og man snakkede om evighedsstudenter, der spiste deres mad på Kannibalen i Nørregade. Blandt mine studenterkammerater var det over halvdelen der begyndte på Uni og over halvdelen faldt fra efter nogle år og blev lærere,bibliotekarer, laboranter, revisorer og sygeplejersker i stedet for. Ak ja. Nu går alle på gymnasiet. Og jeg tror såmænd at det er hårdt nok, med fredagsbar, kærester og og opgaveaflevering. Karakterræset er blot startet senere end tidligere. Dengang allerede i 5. klasse og senere i mellemskolen for at få en plads i gymnasiet eller blive ansat i kommunen eller en bank med en god realeksamen. Det kan gerne være at en høj gnst.karakter er adgangsbilletten, men det var indgangen til gymnasiet jo også i hine tider. Da der har været adgangsbegrænsning på Uni og andre læreanstalter i nu over 30 år kan det da ikke komme som den store overraskelse. Gymnasiet er nu jo blot en forlængelse af undervisningspligten til 12 år og udskillelsen slutter lidt senere. Med alle de muligheder der er for at få ekstra point med flere A-fag og hurtig begyndelse på studiet er det gennemsnit man skal have jo heller ikke uopnåeligt. Og Sosu-assistent nej uha, uha.
Når karakterer knækker unge
Det er vel karakteren af karakteren og ikke karakter som tal, som knækker den forventningspressede ungdom. Tøhø.
Eksempel, fra undervisning på arkitektskolen: Der var på et tidspunkt en del studerende, der blev optaget på deres gennemsnit fra Gymnasiet, det betød, at mange af disse blev frustrerede og irriterede over at de pludselig ikke fik et tal, på en karakterskala! På Arkitektskolen! De beklagede sig typisk over at de ikke kunne sammenligne sig med hinanden, typisk var det altså mere som med sport, at det handlede om hvem der scorede det højeste tal!En brød sammen af press overfor et underviser panel, fordi nogen alligevel havde lavet en selvbestaltet rangorden for at etabere en udskildning! Det virkede så frustrerende på nogen, at der ingen karakterer var, at de hurtigt holdt op med studiet! Det er jo et kreativt studie og derfor måtte disse meget begavede unge mennesker acceptere, at der aldrig kun var en rigtig løsning på et problem og at de måtte argumentere, for at berettige deres påstande ! At man ikke bare kunne lære ting udenad og blive belønnet for det! Det er også en udfordring for underviserne, for de må også argumentere bedre for deres bedømmelser! Så hvis en kreativ tankegang skal have plads og gang på jorden, så kunne karakterskalaløs undervisning sikkert være vejen! I mange tilfælde! Det er jo ikke fordi folk ikke lærer noget, hvis de ikke får en karakter, de må bare skaffe sig en lidt anden holdning til læring! Mange virksomheder er jo begyndt at efterspørge unge, der ikke har utroligt høje karakterer eller ikke har færdiggjort deres uddannelse, fordi de lættere går ind i en social sammenhæng i en virksomhed og lættere lærer sig en specifik virksomhedskultur!
Jens Peter, jeg tror nu nok at det for de fleste er nødvendigt med en studentereksamen hvis de skal have den ballast, der skal til for at bestå adgangsprøven til journalisthøjskolen. Jeg synes ikke du kan sammenligne niveauet med social - og sundhedsskolerne. Der er ikke noget i vejen med at være sosu, men det er ikke en videregående uddannelse, som journalist er.
Eksemplet med arkitekter, de danske arkitekter klarer sig rigtigt pænt internationalt, uden karakterer, som stort set alle andre arkitektuddannelser i Europa og verden har! Hvordan kan de det lade sig gøre?
Lad os komme tilbage til, at kun de, der er virkeligt sprogligt eller matematisk interesserede, går i det almene gymnasium. Det er folkeskolens fallit, at den ikke i tilstrækkelig grad bibringer eleverne nok almen viden om de værdier, samfundet bygger på, og de færdigheder, der kræves for at kunne deltage aktivt i samfundslivet. Det er vel, hvad skolegangen skal bruges til - under opbygningen af en individuel personlighed.
Alternativt må man simpelthen udvide forskningskapaciteten, så langt flere studerende kan vælge frit - der er jo, i modsætning til hvad mange tror, ikke en nøje afvejning af det mulige behov for bestemte uddannelser i forhold til antallet af studiepladser. Det får vi ikke, for det vil mest af alt være til ulempe for bureaukratstanden, der vokser, fordi den selv kan skabe nye behov for kolleger til at varetage overordnede, upraktiske opgaver.
Jeg sammenligner heller ikke Sosu-uddannelsen med journalistuddannelsen, men gør blot opmærksom på at der formelt ikke kræves nogen eksamen til denne uddannelse. Men der er en optagelsesprøve. Måske skulle der være sådan på samtlige studier: at alle ansøgere skulle have en optagelsesprøve og op i r...... med karakterer og gennemsnit i gymnasiet, blot du har bestået. Så ville alle jo have en chance og dem som har arbejdet med relevante fag i gymnasiet have en fordel og ikke som nu, hvor de, der har de lette fag, bare bagefter tager suppleringskurser for at komme ind på fx medicinstudiet, fordi de har et højt gennemsnit.
Hvis der er noget der knækker de unge, så er det for få karakterer, ikke for mange. Problemet er, at de unge slet ikke er vant til karakterer og at der bliver stillet krav, så når der i de store klasser og især i gymnasiet så gives karakterer og stilles krav, så går de unge helt ned med flaget, fordi det er de slet ikke vant til. De er ikke vant til at gå til eksamen, de er ikke vant til at blive målt og vejet. Og de kan ligesågodt vænne sig til det, fordi i erhvevslivet pakker man ikke folk ind i vat og bomuld. Og vi er oppe mod meget kompetitive lande i det fjerne østen, hvor der stilles meget større krav til de unge end vi gør i Danmark. I dag er en studentereksamen så udvandet, at en dansk student vil have svært ved at bestå en gammel mellemskoleeksamen. Universiteterne oplever i stigende grad, at de er nødt til at lære de studerende brøkregning og andengradsligninger. Det kan jo ikke være meningen!
Denne artikel dukkede pludselig op igen - og jeg kan se, at jeg i mellemtiden har ændret afgørende holdning, fordi jeg er blevet klogere, og fordi jeg kan se, hvad der sker med mennesker i vores samfund, hvis de ikke får en uddannelse, der svarer til gymnasiet.
Vi har brug for en besindelse på, at skolegang ikke handler om at underlægge børn nogle bestemte rammer for indlæring, men en opfyldelse af et behov for at kunne være duelige, medlevende, aktive samfundsborgere. Lad os derfor i første omgang gøre gymnasiet fireårigt - men også genindføre noget af alt det væsentlige, som man har droppet i en misforstået opfattelse af skolen som erhvervsfremmende.
jeg køber fuldstændig jens peter hansens argument om at uddannelsesforløbene ikke - objektivt set - er væsentlig hårdere nu end de var for en generation siden.
det ændrer bare ikke på at der synes at være væsentligt større problemer med de unges psykiske velbefindende idag end dengang og det skal vi selvfølgelig tage alvorligt! -
personligt tror jeg den dybere årsag er en ungdomskultur der i alt for høj grad sætter lighedstegn mellem et menneskes "værdi" og dets "præstationer" - karakterer er bare en parameter hvorpå unge måler hinanden - de unge bliver stresset af hinanden snarere end af uddannelsessystemet, forældrene eller konkurrencestaten.
ungdomskulturen ændrer sig over tid og det er ikke vi voksnes opgave at definere den - men vi kan hjælpe vores børn med at udvikle et sundt selvværd.