Leder

Set fra Rusland var 2016 et godt år

7. januar 2017

Mens 2016 for mange i den vestlige verden var et annus horribilis, var der én præsident, for hvem året – der bragte verden Brexit og Trump – må have overgået selv hans vildeste drømme.

Den præsident er Ruslands Vladimir Putin, hvis politik i de seneste år først og fremmest har haft til hensigt at skabe splittelse i Vesten.

Målet er hverken nyt eller hemmeligt. Rusland har gennem mange år åbent dyrket alliancer med potentielt indflydelsesrige personer såsom den tidligere italienske premierminister Silvio Berlusconi, den tidligere tyske kansler Gerhard Schröder og højtstående erhvervsledere som den amerikanske direktør for Exxon Mobil, Rex Tillerson, der lige om lidt er USA’s nye udenrigsminister.

Indsatsen for at skabe splittelse er dog blevet forstærket siden annekteringen af Krim i 2014 og EU’s sanktioner imod Rusland. Bl.a. forsøgte Putin samme år at spille EU og Tyrkiet ud mod hinanden ved at droppe planer om en South Stream-gasrørledning – med økonomiske tab til følge for flere EU-lande – og i stedet føre ledningen til Tyrkiet. Året efter havde den pressede græske premierminister, Alexis Tsipras, samtaler med præsident Putin om et muligt kriselån – og kritiserede samtidig EU’s sanktioner mod Rusland.

Front Nationals leder Marine Le Pen har allerede lånt mere end 80 millioner kroner af russiskejede banker og fonde. For nyligt lovede hun at anerkende Ruslands annektering af Krim, hvis hun vinder det kommende valg.
Læs også

Længe mislykkedes Ruslands forsøg på at splitte Vesten, men i 2016 er landets vedholdenhed blevet belønnet. Den største sejr er utvivlsomt valget af Donald Trump i USA, men også i Europa er der spirende tegn på succes.

Flere EU-lande – såsom Ungarn, Slovakiet og Tjekkiet – har åbent udfordret unionens sanktionspolitik over for Rusland. Og i stort set hver eneste EU-land har Putin nu et støtteparti såsom Dansk Folkeparti i Danmark og – mere foruroligende – Femstjernebevægelsen (M5S) i Italien. Fra oprindeligt at være en ruslandskritisk protestbevægelse er M5S blevet en prorussisk topkandidat til at vinde det næste italienske parlamentsvalg. Partiets udenrigstalsmand, Manlio Di Stefano, har – ifølge The Guardian – bl.a. rost Ruslands bombardementet af Aleppo og kaldt det for en »befrielse« af byen.

Vigtigere er det dog, at begge de to frontfigurer i den franske præsidentvalgkamp, den konservative François Fillon og Front Nationals Marine Le Pen, har opfordret til en ophævelse af EU’s sanktioner mod Rusland, mens Le Pen går skridtet videre og anerkender annekteringen af Krim.

Der er med andre ord lagt i kakkelovnen til et gedigent slagsmål internt i EU senere i 2017 om ophævelsen af de økonomiske sanktioner mod Rusland – mellem særligt de baltiske lande og Polen, der går ind for en benhård linje over for Rusland, og lande som Frankrig, der tænker mere på deres landmænds og militærindustris indtægter. Uden at Putin behøver at give noget som helst igen.

Hvis han er rigtig heldig, kan slagsmålet ende med at true selve EU-projektet.

Chancerne for det vil naturligvis være størst, hvis EU-skeptiske partier som M5S, Front National, det hollandske Frihedsparti eller Østrigs Frihedsparti (FPO) – hvis formand i december underskrev en samarbejdsaftale med Putins United Russia – kommer til magten i de kommende valg. De to sidstnævnte partier står ifølge meningsmålingerne til at vinde.

Stadig består både EU og sanktionerne mod Rusland, men der er meget, der tyder på, at også 2017 bliver et glimrende år for præsident Putin.

Hvordan er vi nået dertil?

En del er russernes eget værk. Vi kender nu til indblandingen vha. hacking i det amerikanske præsidentvalg; vi ved – ifølge det franske nyhedssite Mediapart – at der er en sammenhæng mellem lån givet af russiske banker og Marine Le Pens prorussiske udtalelser. Og derudover ser Europa ud til at knække først i sanktionskrigen med Rusland.

Men det er også indlysende, at Ruslands indblanding ikke er hele forklaringen på populismen og den folkelige vrede, der har førte til Trump, Brexit og den generelle styrkelse af den yderste højrefløj i Europa.

Den dybe økonomiske krise siden 2008, og særligt de europæiske politikeres håndtering af den, har dannet grobunden for vreden, der har gjort det let for Rusland at så splittelse.

Hvis Europas nuværende ledere skulle få lyst til at tørre smilet af Putins ansigt, bør de starte med at lytte til og reagere på befolkningernes bekymringer og samtidig vise lederskab og fortælle dem, at der er principper og alliancer, der er værd at betale en økonomisk pris for.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Thomas Bindesbøll
Thomas Bindesbøll anbefalede denne artikel

Kommentarer

Thomas Bindesbøll

Udmærket gennemgang af Mette Rodgers. Tak.

Man kunne også lige minde om det gamle mantra i værste Machiavelli -stil, og som gamle ex- KGB Putin & Co. sidste år til fulde nu har vist at de mestrer, også som både regionale og international imperialister:
"Del & hersk" -

Peter Bækgaard

Jeg er bestemt modtander af Putin og alt hvad han står for, men....
Det vi ser fra Russisk side er ikke anderledes end hvad mange andre stater gør og har gjort i årtier. Det er ikke en undskyldning for Ruslands handlinger i Ukraine, på Krim,i Syrien osv., men det er bare en konstatering af at vi skal vænne os til det.
Putin er, om man kan lide ham eller ej, dygtig til spillet - bedre en Obama og sikkert også bedre end Trump. Europa er splittet politisk og økonomisk og det drager han fordel af.
Vi skal spørge os selv om Putin er farlig...Jeg tror ikke han er farligere end mange andre statsledere men han er dygtig til spillet, og vi rammer Rusland der hvor det gør ondt - på økonomien. Dette fortsætter indtil Putin slapper af igen....

Martin Madsen

Vores politikere har kørt skuden i sænk, og Putins bidrag til det er nærmest ligegyldigt.
Det handler om at kunne se en fremtid. For alle forældre med handicappede børn fx, er fremtiden nu usikker, pga EU's påbud om udbud og privatisering sf handicapområdet.
Det er det samme over hele linjen, den neoliberale politik er ved at fjerne kommende generationers fremtid. Putin spiller bare med.

Bo Rosenkilde

Og informations læsere i bredt perspektiv hjælper med ved deres EU modstand. De tror ganske enkelt at det er EU som er det store problem. Problemet er fra, set min side, at der er for lidt samarbejde i verden omkring de virkelige problemer og de løses bedst i noget som ligner EU. Her er der bindende aftaler og beslutninger som er til fælles bedste som driver værket. Så kan man kritisere forskellige beslutninger og måder man gør det på, men grundlæggende er det fremtiden. At højreorienterede og venstreorienterede i dag forsøger at ødelægge dette samarbejde er uforståeligt for mig. Man kunne jo spørge og nationalstaterne ikke er ved at være passe`, og det er tid til at komme videre derfra.
Men som jeg efterhånden kender menneskenes natur er håbet meget småt om ikke omsonst. Det I får er noget som kunne ligne 30.ernes Europa/verden hvor man lukker sig om sig selv.....ja i kender måske historien. Men set med et snævert syn er det IKKE til DK`s fordel eller andre små landes fordel. Vi kommer til at miste vores rigdom og vores selvstændighed. Vi skal kun føje os efter den vind som blæser, uden indflydelse overhovedet.
Der bare at læse lidt i historiebøgerne.....

Karsten Aaen, Thomas Holm og Børge Rahbech Jensen anbefalede denne kommentar
Børge Rahbech Jensen

Det kunne være interessant at vide, hvem Mette Rodgers' kilder er, og hvor hun får sine holdninger fra.

For det første har Rusland absolut ingen interesse i europæisk splittelse. Rusland har interesse i stabile politiske og økonomiske forhold i egen region.
For det andet er modviljen mod Rusland sjovt nok vokset i en periode, hvor Rusland påstås at have stor indflydelse på vestlig politik. Det giver ingen mening. Det burde selv Mette Rodgers kunne indse.
For det tredje ignoreres, at annekteringen af Krim var en direkte følge af en opstand i Kijev. USAs og EUs økonomiske sanktioner mere end antydede, at USA og EU var mere involveret i opstanden i Kijev, end de har erkendt.

Hvis jeg skal pege på nogle med interesse i europæisk splittelse og velkendt indflydelse på vestlige medier, vil jeg pege dels mod den anden side af Atlanterhavet og dels mod mit eget land. USA ønsker næppe sin internationale indflydelse reduceret af EU og Rusland, og Danmark har større internationale ambitioner og får mere opmærksomhed, end landets størrelse berettiger til. For USA vil det nok være et politisk mareridt, hvis EU og Rusland udbyggede sine relationer, som de var i færd med før opstanden i Kijev. Det kan da også konstateres, at langt de fleste påstande om russisk indflydelse på vestlig politik og vestlige medier stammer fra USA, og også danske medier forholder sig påfaldende ukritiske til historier fra USA og fra oprørsgrupper støttet af USA.

Det minder mig om, at danske medier heller ikke ligefrem er kendte for velvilje mod EU. Også derfor er denne artikel underlig. Det er åbenbart kun et problem at ønske europæisk splittelse, hvis Rusland påstås at ønske det. I andre tilfælde bidrager dansk presse og danske organisationer gerne til europæisk splittelse. Aktuelt påstås Danmark at være med i krigen mod terror, men selvom dansk politi efter sigende har haft succes med forhindring af terrorangreb i Danmark, har det været svært at få de mistænkte dømt. I et tilfælde blev mistænkte dømt på baggrund af beviser "lækket" fra Daesh. Det ligner lidt en tanke, at Danmark helst skal være et fristed for mulige terrorister, som det efter sigende også var i 1970erne og 80erne, og informationer om planlagte angreb mod Danmark derfor lækkes til PET samtidig med, andre landes politi ikke har ret til at bede dansk politi om bistand til efterforskning.

De lande, der udfordrer EUs sanktionspolitik mod Rusland, er nok de lande, der havde mest samhandel og samfærdsel med Rusland, før sanktionerne blev indført. De tabte nok også noget mere på krige, end fx. Danmark gjorde. Faktisk var krigen i 1864 vist den seneste, Danmark var inddraget i uden at tjene penge på det. Det nævnes sjovt nok heller ikke i danske debatter, at Danmark dermed har en klar interesse i krig. Det er også påfaldende, at Danmark ofte fremhæves for noget, hvor Danmark strengt taget ikke er bedre men til tider er dårligere end andre lande. Det gælder bl.a. grøn omstilling.

"Rusland har gennem mange år åbent dyrket alliancer med potentielt indflydelsesrige personer"

Hvem har ikke det?

Dagmar Christiandottir, Poul Eck Sørensen, Claus Oreskov, Claus Jensen, Jesper Nielsen, Orla Finn Pedersen, Flemming Berger, Thomas Petersen og Hans Aagaard anbefalede denne kommentar
Finn Andersen

Lederen har desværre ikke fat i den reelle problemstilling. De russiske reaktioner er defensive og skyldes vestens gentagne provokationer i deres nærområde. Rusland er et såret dyr og reagerer som sådan. Så i stedet for at fortsættes med ar tirre dyret bør vi samarbejde. Så lad være med at sætte lighedstegn mellem støtte til samarbejde og højrepopulisme. Konfliktpolitikken er direkte farlig. Og årsagen til at den er ved at gå i opløsning er ikke højrepopulisme men at konfliktsporet ikke er holdbart.

Dagmar Christiandottir, Karsten Aaen, Claus Oreskov, Jacob Jensen, Jesper Nielsen, Orla Finn Pedersen, Flemming Berger, Thomas Petersen, Bodil Waldstrøm og christen thomsen anbefalede denne kommentar
christen thomsen

Mette Rodgers har base i London og skriver om engelske forhold. Nu skriver hun også om, at Putin prøver at splitte Europa. Hun er bekymret over de mange højrepartier, der tilsyneladende gerne ser bedre relationer med Rusland. Rodgers mener, at EU skal lytte til befolkningerne, der gerne lider økonomisk afsavn for at fastholde en boycott af Rusland. Men ifølge lederen selv, stemmer befolkningerne på de partier, Rodgers mener går Putins ærinde. Hvordan hænger det sammen?
Rodgers bor i et land, hvor den politiske klasse historisk altid har næret stor antipati over for Rusland. Men England er ikke Europa, som det lige er blevet bekræftet, men en USA-allieret, der er meget loyal over for amerikansk udenrigspolitik. Det er ikke nødvendigvis i EUs interesse at være ligeså følgagtig.

Dagmar Christiandottir, Claus Oreskov, Jesper Nielsen, Orla Finn Pedersen, Flemming Berger, Hans Aagaard og Thomas Petersen anbefalede denne kommentar
Børge Rahbech Jensen

christen thomsen:

"Mette Rodgers har base i London og skriver om engelske forhold. Nu skriver hun også om, at Putin prøver at splitte Europa."

Der står intet om, hun bor i London. Det er nu ret ligegyldigt, og besvarer ikke spørgsmål om kilder og ophav for holdninger. På sociale medier har jeg læst om britisk mistillid til britiske medier måske med undtagelse af avisen "The Independent". Denne artikel kunne lige så godt være skrevet af en dansk journalist eller redaktør.

"Hun er bekymret over de mange højrepartier, der tilsyneladende gerne ser bedre relationer med Rusland."

Det er næppe kun enkelte partier, der gerne ser bedre relationer til Rusland. Geografisk hører Rusland trods alt til Europa. Det gør USA ikke. USA kan skabe kaos i Europa (og Mellemøsten) uden selv at blive berørt af det. Rusland er nødt til at forholde sig til evt. kaos i Europa, fordi det meget hurtigt kan spredes til Rusland.

"Rodgers mener, at EU skal lytte til befolkningerne, der gerne lider økonomisk afsavn for at fastholde en boycott af Rusland. "

Mig bekendt blev Europas befolkninger ikke spurgt om økonomiske sanktioner mod Rusland. De blev grundlæggende indført på USAs foranledning til støtte for en opstand i Ukraine. EUs rolle i forhold til Ukraine er uklar, og EUs regeringer er spolittede i forhold til sanktioner mod Rusland.

I Storbritannien kan også bemærkes, at det første, der skete, da en folkeafstemning gav et flertal for udmeldelse af EU, var, at de partiledere, der ønskede det resultat, trådte tilbage, og overlod til EU-tilhængere at sørge for udmeldelsen af EU.

Noget andet er, at hvis en russisk præsident skal drages til ansvar for den danske modvilje mod EU, må det være Leonid Brezjnev, som var præsident i Sovjetunionen i 1972, da den danske befolkning stemte om medlemsskab af EF, som nu hedder EU. Datidens modstand mod EF er uændret.

"Det er ikke nødvendigvis i EUs interesse at være ligeså følgagtig."

EUs interesser er ligegyldigt i denne sammenhæng. Det er langt værre, at ikke bare Mette Rodgers men også hovedparten af de andre vestlige journalister, redaktører og politikere synes påfaldende loyale mod de samme kilder endda i en grad, hvor kilderne beskyttes med anonymitet, så deres legitimitet ikke er til debat.

Det er ubehageligt nok i sig selv, at de omtalte politiske partier pludselig opstod og opnåede stor popularitet, uden der er fortalt ret meget om, hvor de og modviljen mod Islam kom fra. Som nævnt er det underligt, at den indflydelse, Rusland påstås at have på vestlig politik, bruges imod Ruslands interesser. Yderligere har CIA i årtier været kendt for netop det, Rusland nu anklages for, og modviljen mod Rusland blev styrket, da Rusland modarbejdede USAs interesser i Ukraine og Syrien.

Som også nævnt tidligere, går de såkaldte højrepartier ikke engang Vladimir Putins men Barack Obamas ærinde med sin modvilje mod muslimer og mod EU. Bl.a. er det næppe godt for USAs selvforståelse, at USAs udenrigsminister John Kerry måtte dele sin initernationale indflydelse med EUs særlige udenrigspolitiske udsending Federica Mogherini. I hvert fald i nogle sammenhænge ser det ud til, at Rusland og nogle mellemøstlige lande hellere vil snakke med Mogherimi eller Angela Merkel end med John Kerry. Det må være USAs mareridt, hvis EU og Rusland får etableret et nært forhold. CIA har tidligere skabt kaos i andre lande for mindre.

Anders Graae, Dagmar Christiandottir og Hans Aagaard anbefalede denne kommentar
Peter Bækgaard

Børge Rahbech Jensen, så du skal være i Rusland for at kunne skrive om Rusland? Hvor sidder du henne lige nu?
Rusland har da historisk stået for det længestvarende kaos i Europa, fra 1945 og til murens fald. Der findes en lang række mennesker der ikke bryder sig om den del af deres egen historie - hvor frihed var noget man skulle over på den anden side af muren for at få. Jeg har selv arbejdet med en som flygtede fra Østtyskland og en som flygtede fra Ungarn. De flygtede til vesten og til de friheder vi stadig står for.
Rusland har langt mere ud af et svagt Europa end et forenet og stærkt et. Se nu lige selv efter.

Claus Oreskov

Opdelingen af verden i gode og onde går tilbage til Mesopotamien vestens første imperium. Her opfandt man en kosmologi bestående af dikotomien mellem de onde og de gode kræfter. Et kosmisk spejlbillede af imperiets tilstand med de mange fremmede folkeslag under samme hersker – som udløste konstruktionen af den generaliserede fremmede i modsætning til en selv (dem og os dikotomi).
I middelalderen brugte man samme opdeling mellem ondt og godt, som brug til selv identifikation, og som kosmologisk forklaring, på stor set alt det uforståelige i datidens samfund.
I det tredje riges kosmologi forsatte man ufortøvet i det babylonske og middelalderens spor. Verden blev opdelt i gode og onde raser som i en ubønhørlig krig bekæmpede hinanden, i en kamp til døden.
Under den kolde krig overtog især vesten nazisternes to delte verdenssyn, med de gode arier og de onde bolsjevikker læs slaviske folkeslag!
I dag kolportere politikerne og medierne den kolde krigs to delte verdensbillede. Historien forfalskes, løgne produceres, krige iværksættes, i forlængelse af dette middelalderens verdenssyn.
I vestens egne myter om os selv findes der masser af fortællinger der advare imod de konsekvenserne af et totalitært og forenklet verdensbillede. Tænk på skønlitterære bestseller som: Aldous Huxley: ”Fagre nye verden”, George Orwell: ”1984” (George Orwell var påvirknings agent for MI6, men det gør hans roman så meget mere interessant!), Ray Bradbury: ”Farenheit 451”, Jevgenij Zamjatin ”Vi”. Alle disse advarsler opfattes imidlertid som billeder af de andre – den generaliserede fremmede. Dikotomien er genoprettet og vi lever videre uforstyrret i drømmeland!
Det gør det nemt for tidens demagoger. De genbruger gammelt godt, gamle hade billeder, og de er mindst lige så veltalende, som middelalderens skolastikere som i bund og grund talte om ingen ting, men som alle og enhver syntes var så kloge!

Anders Graae, Dagmar Christiandottir og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar