Leder

Splittelsen mellem land og by er en kulturkrig, som driver højrepopulismen

24. januar 2017

Hillary Clinton var stormet ind i Det Hvide Hus, hvis det stod til de amerikanske byboere – på Manhattan fik hun f.eks. 87 pct. af stemmerne.

Og Storbritannien var blevet i EU, hvis London kunne bestemme – her stemte 75 pct. remain. Over hele Vesten bliver de politiske kløfter mellem land og by dybere. Fra Østrig til Frankrig, Tyskland og Polen. Og Danmark.

Efter folketingsvalget i 2015 talte vi om ’Det gule Danmark’ i Sønderjylland og dele af Sjælland, hvor Dansk Folkeparti blev det største parti. Omvendt blev Enhedslisten og Alternativet de store vindere i København.

Information beskrev lørdag, hvordan København har udviklet sig til en livstilsboble, hvor magtfulde akademikere, journalister og politikere klumper sig sammen, gifter sig med hinanden og har deres børn på de samme skoler. Danmark er mere splittet end for 20 år siden – ikke mindst på grund af københavnerboblen.

Den amerikanske psykolog Jonathan Haidt har argumenteret for, at højrepopulismen i Vesten ikke kun skyldes økonomisk ulighed, men også er en kulturkrig mellem land og by: Mens storbyens kosmopolitter hylder liberale værdier om tolerance og individualisme, som de ønsker at udstrække til resten af verden, fokuserer provinsen i højere grad på konkrete, lokale relationer og det nationale fællesskab. Haidt kalder det en kamp mellem »globalisme« og »nationalisme«.

USA er et skræmmende eksempel på, at den splittelse bliver politisk: Selv om weekendens enorme Women’s March-demonstrationer både var imponerende og et smukt korrektiv til Donald Trumps reaktionære løgne, var de også en påmindelse om, at kulturkrigen mellem land og by langtfra er aftagende: Mens universitetsbyerne demonstrerede, rystede rustbæltet på hovedet, som New York Times beskrev søndag. Hvis de overhovedet bemærkede fænomenet.

Så slemt står det trods alt ikke til i Danmark. Vi er stadig relativt homogene, vi har fælles standarder for velfærd i hele landet, og vi har ikke de samme problemer med lav vækst og arbejdsløshed uden for byerne, som man ser i USA eller Frankrig (måske bortset fra Lolland). Men det går den forkerte vej.

Vores samfundsmodel er særligt sårbar over for splittelse. Velfærdsstaten kræver en høj grad af tillid og solidaritet på tværs af landet, for ingen vil aflevere halvdelen af sin løn til den fælles kasse, hvis pengene går til ’de andre’.

Men livstilsbobler skaber stammetænkning og en selvforstærkende fordømmelse af ’de andre’. Det er det, vi ser, når nogle københavnerne kalder ’Det gule Danmark’ for racister og latterliggør ønsket om grænsekontrol og danskhed. Og når dele af udkanten fordømmer københavnernes humanisme som ’godhedsindustri’ og ’politisk korrekthed’.

Det bør være en central politisk ambition at prikke hul på boblerne.

Vi skal skabe fysiske forbindelser: En bedre infrastruktur (i dag er det hurtigere og billigere at komme fra København til Berlin og Paris end til Vestjylland – det er absurd) og flere almene boliger i storbyen, som kan sikre blandede byer og folkeskoler.

Vi skal skabe medierede fællesskaber: Tv-begivenheder som X Factor og DR’s dramaserier er fælles referencepunker i en fragmenteret tid – det samme med håndbold- og fodboldlandskampe, der bør sendes på kanaler, som alle danskere kan se. Og selv om sociale medier til tider forstærker opdelingen, rummer de også muligheder for debat, mobilisering og indblik på tværs af boblerne.

Vi skal skabe økonomisk lighed og modvirke rigmandsghettoer i hovedstaden og Aarhus, som har været i hastig vækst de sidste 20 år.

Og vi skal skabe en fælles fortælling om Danmark – her var Bertels Haarders Danmarkskanon et godt initiativ.

I 1859 skrev filosoffen John Stuart Mill om den politiske debat, at »den, der kun kender den ene side af sagen, kender den kun meget dårligt.« Det gælder stadig. Men det er – som Mill også bemærkede – ikke tilstrækkeligt at læse modstanderens argumenter i artikler eller bøger. Nej, det batter først for alvor, når man hører dem »fra mennesker, der virkelig tror på dem, som forsvarer dem for alvor, og som holder på dem til det yderste«.

Det er grunden til, at vi ikke må forskanse os i afsondrede livstilsenklaver. Vi skal kende ’den anden side af sagen’. Ellers kan vi ikke finder holdbare kompromiser.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Viggo Okholm
  • Ejvind Larsen
Viggo Okholm og Ejvind Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Christian Lucas

Enig. Hvorfor er den ligegyldige kanon relevant? Disse ting kan ikke komme fra toppen, kun nedefra. Bare fordi Bertel Haaarder siger noget er "dansk" betyder det ikke ar fok lytter. Og Bertel Haarder kommer nok aldrig ud af det 20. århundrede, han bør tværtimod gå på pension.
Jeg ved ikke hvordan man får kulturen til yderområderne, de virker totalt uinteresserede og hader vores københavnkse tøjtrends. Jeg ville med glæde se mere lighed i samfundet rent økonomisk men hvad forældede værdier og decideret ignorance angår har vi et kæmpe arbejde foran os hvis alle skal med til Mars. Ellers ender det med Eloi og Morlocks ligesom HG Wells spåede.

Steffen Gliese

Det er bemærkelsesværdigt, at det er blevet storbyenklaverne, der er de mest provinsielle.Måske fordi infrastrukturen faktisk ikke er så god?
Kom ud til os med billigt bredbånd og nærhed til udlandet, masser af kulturelle tilbud og en nærhed, hvor man trods alt stadig kan gøre sig gældende i lokale politiske sammenhænge.
Nej, Lolland er ikke specielt plaget, arbejdsløsheden er - i modsætning til i København - under landsgennemsnittet.

Henning Nielsen

Det er som om enklaver ikke kan se ud, men vi andre kan godt se ind.
Alle de københavnere jeg dog kender, der ikke kan se ud på landet og finde ud af hvad der egentlig er at komme efter. Det er lidt ynkeligt...

Torsten Jacobsen

"Vi skal skabe medierede fællesskaber: Tv-begivenheder som X Factor og DR’s dramaserier er fælles referencepunker i en fragmenteret tid – det samme med håndbold- og fodboldlandskampe, der bør sendes på kanaler, som alle danskere kan se. Og selv om sociale medier til tider forstærker opdelingen, rummer de også muligheder for debat, mobilisering og indblik på tværs af boblerne."

Tak men Nej Tak!

Vi skal vel alle lige fra københavnere til vestjyder og vendelboere lige gribe i egen barm og mærke efter fordomme og selvtilstrækkelighed.. Kultur er mange ting, men at tro at alt godt kommer fra vores hovedstad er en stor fejl. Det er nok her vores Haarder forsøger at fokusere på de trods alt fælles træk. Men der er altså også muslimer i Esbjerg ,Hjørring og Odense og det må sgu være svært at agere mellem land og by og bevare en smule af egen kultur.