Det hører heldigvis til sjældenhederne, at domstolene må skride ind over for brud på menneskerettighederne fra statens side. Men nu har Højesteret for anden gang på få år slået fast, at Den Europæiske Menneskerettighedskonvention er blevet overtrådt i sager om tålt ophold.
I begge tilfælde er udlændinge dømt for kriminalitet blevet pålagt såkaldt opholds- og meldepligt i asylcentret Sandholm, og i begge tilfælde har Højesteret vurderet, at restriktionerne over tid har udviklet sig til et urimeligt indgreb i mændenes bevægelsesfrihed.
Udlændinge på tålt ophold har typisk begået kriminalitet og er blevet dømt til udvisning, men kan efter afsoningen af deres straf ikke udvises, eksempelvis fordi de risikerer forfølgelse. I et politisk klima, hvor flere partier kappes om at være hårdest på udlændingeområdet, er tålt ophold blevet et af de områder, hvor politikerne er særligt opsatte på at fremstå som nogle hårde hunde. Ikke alene er der tale om udlændinge. Der er tale om kriminelle udlændinge.
Højesteret har ikke afgjort, at lovgivningen om tålt ophold i sig selv er konventionsstridig. Det er praksis, den er gal med. Alligevel har jurister peget på, at loven bør have et eftersyn for at sikre, at praksis ikke udvikler sig til konventionsbrud. Og ombudsmanden har appelleret til politikerne om at gennemtænke, om det »på alle punkter er nødvendigt at opretholde så samlet set belastende og begrænsende livsvilkår«.
Men det er blankt blevet afvist af først den socialdemokratisk ledede og så den Venstre-ledede regering. Partierne har tværtimod været optagede af at stramme reglerne, og senest har integrationsminister Inger Støjberg (V) besluttet, at udlændinge på tålt ophold skal flyttes til det tidligere fængsel Kærshovedgaard 11 km uden for Ikast, hvor der ikke er adgang til offentlig transport – for at gøre det »så utåleligt som overhovedet muligt« at være på tålt ophold, som Støjberg har sagt til TV 2.
Ministeren har nu bebudet en gennemgang af alle sager om tålt ophold. Det gjorde hendes forgænger også efter den første dom fra Højesteret. Men alligevel kom det til endnu en dom, der gik staten imod.
På et tidspunkt, hvor justeringer af loven i retning af mere retssikkerhed er politisk urealistiske, kan man kun håbe, at gennemgangen denne gang vil føre til reelle ændringer af praksis. Men man må frygte, at der fortsat vil være behov for, at domstolene skrider ind, når myndighederne går for vidt. geist
