Hvis det bare var en aftale om fri handel, ville CETA næppe fylde 1.600 sider

De kalder det frihandel. Det er det ikke. Og godt det samme.

Den aftale mellem EU og Canada, som Europa-Parlamentets flertal onsdag gav sin opbakning, omtales jævnligt som en frihandelsaftale. EU-Kommissionen gør det, udenrigsministeriet gør det, medier gør det, Information har gjort det. Men det er ikke en aftale om fri handel. Hvis det var det, ville CETA-aftalen næppe fylde 1.600 sider plus bilag.

CETA er en aftale om ændring af handelsvilkårene mellem EU og Canada, ligesom den påtænkte, nu dybfrosne TTIP-aftale mellem EU og USA var det. Altså en aftale om, hvordan handlen over Atlanten skal reguleres. Så vidt så godt. En fri, ureguleret handel på den globale scene ville være et mareridt og er, heldigvis, en illusion. Så drop venligst den vildledende betegnelse.

CETA-aftalen, som nu skal igennem en årelang, uforudsigelig ratificeringsproces i alle europæiske parlamenter, er på nogle punkter udtryk for deregulering og markedsliberalisering. Således fjernes de tilbageværende toldbarrierer for handel med industriprodukter mellem EU og Canada.

Det kan i sig selv være udmærket at fjerne toldbarrierer, hvis de ikke tjener andet formål end at øge bureaukrati og besvær for eksportvirksomheder. Men toldbarrierer kan også tjene legitime formål – som nu det forslag fra Europa-Parlamentets miljøudvalg om at indføre en slags CO2-afgift på klimabelastende cement importeret til EU, som desværre blev nedstemt under onsdagens debat om EU’s CO2-kvotesystem.

Toldbarrierer, der fremmer bæredygtighed eller værner regional fødevaresikkerhed, kan være instrumenter, der skal anvendes mere, ikke mindre, i handelsaftaler.

Tilsvarende med de såkaldt tekniske handelsbarrierer, som CETA-aftalen i høj grad handler om. Det kan være udmærket, at eksportvirksomheder slipper for belastende, bekostelige dobbeltgodkendelser af et produkt, hvis der på begge sider af Atlanten er identiske standarder, procedurer og principper bag godkendelsen.

Det er det, CETA-aftalen vil sikre via de såkaldte conformity assessment certificates: Et produkt godkendt i EU er automatisk godkendt i Canada, hvis kriterierne er de samme.

Men hvor tit gælder det? Canada opererer således ikke med det ’forsigtighedsprincip’ på miljø- og sundhedsområdet, som er indskrevet i EU-lovgivningen, og det er derfor heller ikke indskrevet i CETA. Her hedder det blot, at videnskabelig usikkerhed om en mulig trussel ikke må bruges som undskyldning for at udskyde en beskyttelsesforanstaltning – hvis vel at mærke denne er ’omkostningseffektiv’. Næppe en formulering, der sikrer forsigtighedsprincippet.

Den overordnede pointe er, at international handel er en udmærket ting, og at handelsaftaler er vigtige, men det helt afgørende er, hvad det er for handel, og hvad der er for aftaler.

CETA er en aftale med det centrale formål at øge handlens økonomiske omfang mellem EU og Canada og at skærpe konkurrencen mellem virksomheder ved at give dem øget adgang til hinandens markeder. Nogle vil vinde, andre tabe under denne skærpede konkurrence, som vil presse alle til at løbe stærkere og reducere omkostninger til lønninger, miljø etc.

»Løb fra dine konkurrenter« skriver den canadiske regering. CETA vil »give dig en fordel for dine konkurrenter« og »løfte din internationale ekspansion til nye højder.«

Den manglende logik er, at andre påtænkte handelsaftaler – TTIP, TPP, TISA m.fl. – alle siger det samme: Med netop denne aftale kan vort lands virksomheder udkonkurrere andre landes på grund af de særligt gunstige aftaleforhold og eksportmuligheder. Men det kan jo ikke gælde alle aktører og aftaler på én gang.

Eller også er det netop pointen: En endeløst optrappet konkurrence rundt om på kloden via stadig flere konkurrerende aftaler, der alle stimulerer et omkostningsræs mod bunden. For de involverede samfundsøkonomier er gevinsten beskeden: For CETA en BNP-tilvækst i EU på sølle 0,03 pct., når aftalen er fuldt indfaset, siger EU-Kommissionens egne rådgivere i en rapport, Kommissionen sjældent citerer fra.

Én ting kan man sige med sikkerhed: For hver ny barrierenedbrydende handelsaftale, der indgås mellem privilegerede i-lande, svækkes den relative konkurrenceevne og markedsadgang for de underpriviligerede u-lande, der står uden for aftalerne.