Leder

Donald Trumps bedrag: Han lovede opgør med etablissementet, men han giver finansfyrsterne frit spil

Læren i amerikansk politik er åbenbart, at man skal være vred på Wall Street for at blive valgt, men at man tager dem med i regering, når man har fået magten.

Evan Vucci

8. februar 2017

Mellem valgene er der i USA voldsom vrede mod Wall Street. Som daværende præsident Barack Obama i 2009 sagde til et møde med lederne i den amerikanske finanssektor:

»I skal passe på, hvad I siger, gentlemen. Offentligheden køber ikke jeres forklaringer. Det eneste, der står mellem jer og høtyvene, er min regering.«

Mange amerikanere var i 2009 rasende på finanssektoren: Millioner havde mistet deres hjem og opsparinger, mens finanssektoren havde gjort sine egne ledere til milliardærer. Det var hård kapitalisme for almindelige amerikanere, som ikke længere kunne betale afdrag på deres boliglån og måtte forlade deres hjem, men socialisme for de banker, der var blevet så store, at de blev reddet af regeringen. Too big to fail, for store til at gå ned, som det hed.

Obama mente, at han enten kunne regulere finanssektoren eller straffe de ansvarlige direktører. Enten gjorde man bankdirektørerne til medspillere i en reform af finanssektoren eller til modstandere, som kunne sendes i fængsel. Det var i hvert fald Obamas ræsonnement.

Det kan ikke udelukkes, at det ræsonnement var påvirket af, at hans finansminister Timothy Geither og lederen af hans økonomiske rådgivere, Larry Summers, begge havde en fortid på Wall Street. Det er i hvert fald sikkert, at der længe har været bemærkelsesværdige sammenfald mellem finansministre og økonomiske rådgivere for skiftende regeringer og ledere på Wall Street.

Resultatet af Obamas anstrengelser blev, at ingen ledere fra finanssektoren blev straffet, men han fik et pragmatisk kompromis: Dodd-Frank finansreformen, som gav forbrugere beskyttelse mod falsk reklame, indførte opsyn med sofistikerede finansprodukter og stillede krav om mere egenkapital til pengeinstitutter. Reformen skabte ikke retfærdighed, men den gav stabilitet.

Donald Trump talte også under sin valgkamp til vreden mod Wall Street: »Jeg kender Wall Street. Jeg kender folkene fra Wall Street«, sagde Trump truende i januar 2016:

»Jeg vil ikke lade Wall Street slippe godt fra forbrydelser. Wall Street har skabt enorme problemer for os.«

Han beskyldte sin modkandidat, Hillary Clinton, for at halve solgt sig selv til finanssektoren: »Hillary kommer ikke til at reformere Wall Street, hun er ejet af Wall Street«.

Også Hillary Clinton havde som kandidat appelleret til vreden mod Wall Street. Men en lækage afslørede, hvordan hun på et lukket møde lovede finanssektorens ledere, at de skulle være med til at styre finanspolitikken, hvis hun blev præsident.

Det var jo dem, som havde forstand på det, sagde hun. Den amerikanske avis Wall Street Journal afdækkede i januar 2016, at Bill Clinton og hun siden 1990’erne havde modtaget omkring 100 millioner dollar fra Wall Street til deres kampagner. Trump derimod udtalte, at han ikke ville have nogen kampagnepenge fra Wall Street. Han fremstillede finanssektoren som en modstander.

Men efter Trump er blevet præsident, er det, som om sætningen »jeg kender folkene fra Wall Street« har fået en anden betydning. De sidder nemlig i hans regering: Hans finansminister Steve Mnuchin er tidligere partner i Goldman Sachs og forhenværende bestyrelsesformand for OneWest Bank, hans meget omtalte rådgiver Steve Bannon har en fortid i Goldman Sachs, og lederen af hans hold af økonomiske rådgivere, Gary Cohn, er tidligere præsident i Goldman Sachs:

»Vi vil have bankerne i gang igen,« har Cohn udtalt: »Vi vil have bankerne til at låne penge igen.«

Og Donald Trump er gået i gang. Han har indledt det opgør med Dodd-Frank, som han lovede under valgkampen, og han har lovet at afskaffe en anden regulering af finanssektoren, som kaldes ’fiduciary rule’.

Amerikanerne fik ikke et retligt opgør med Wall Street, fordi Obama foretrak et kompromis, som sikrede forbrugerne beskyttelse og en vis politisk kontrol med Wall Street. Nu kommer milliardærpræsidenten og vil lave om på reguleringen, så de vrede står tilbage med deres høtyve og deres afmagt. Trump lovede et opgør med etablissementet, men den virkelige overklasse giver han frit spil.

Læren i amerikansk politik er åbenbart, at man skal være vred på Wall Street for at blive valgt, men at man tager dem med i regering, når man har fået magten.

Der er hårde konsekvenser for småsparere, men ingen alarm for finansfyrsterne.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Mihail Larsen
  • Poul Anker Sørensen
Mihail Larsen og Poul Anker Sørensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Trump har i valgkampen sagt han vil genindføre Glass-Steagall-princippet og adskille de almindelige indlåns- udlånsbanker fra spekulationsbankerne, hvilket princip Bill Clinton afskaffede i 1999, og deregulerede samtidig bankerne, så vejen til finanskrisen 2008 blev grundlagt.

Torben Lindegaard

Det lyder helt rigtigt at adskille indlåns- udlånsbanker fra spekulationsbankerne.
I praksis vil det nok give nogle problemer - de spekulerer alle sammen, bare ikke lige så meget.

Jeg anerkender princippet "too big to fail" i den konkrete situation.
Eksempelvis tror jeg på, at det havde været dyrere for landet at lade Danske Bank gå ned i 2009, end det var at støtte banken.

Men nu er krisen overstået - Danske Bank kører fint.
Men den er stadigvæk "too big to fail" så Banken vil blive reddet også næste gang, det kniber.

Det er jo helt galt - Banken skulle tvinges til at dele sig op nu i de gode tider, så ledelsen blev tvunget til at disponere ansvarligt, fordi de nødlidende dele vil få lov til at gå ned.

Hvorfor skal en bank eje et boligfinansieringsselskab - Realkredit Danmark?
Hvorfor skal Banken eje et forsikringsselskab?

Svaret er selvfølgelig at der er penge i det; men det udsætter samfundet for al for stor risiko for total sammensmeltning, hvis Banken bliver nødlidende.

Vi burde indføre den gamle anti-trust lovgivning i disse roligere tider.

Flemming Berger, Bjarne Bisgaard Jensen, Mihail Larsen, Bjarne Tingkær og Peter Andreasen anbefalede denne kommentar
Bjarne Tingkær

Et godt argument for at få problemet på den politiske dagsorden og i medierne til afveksling for "det daglige skud" mod indvandrere og billedbladsjournalistik omkring Trump og hans slæng.

Trump holder, hvad han lover - eller?

Et af de argumenter, der sommetider fremføres til fordel for Trump er, at han - i modsætning til andre politikere - faktisk holder efter valget, hvad han lovede før valget. Det har givet anledning til nogle andre overvejelser om, at der for ham ikke er forskel på at tage ham seriøst og bogstaveligt. Det er ét fedt.

Men jo længere tid, der går, jo mere går det op for de fleste, at der til hans 'løfter' også hører en masse, der ikke blev konkretiseret før valget, men som nu popper op. Nogle føler med god grund, at han har taget røven på dem (hvilket bl.a. kommer til udtryk i de historisk lave ratings for en nytiltrådt præsident).

På den måde ligner han en anden historisk person: Hitler. Andetsteds i Information henvises der til en artikel af Ron Rosenbaum om denne sammenligning (Trump og Hitler-sammenligningen). Her gentages den for nemheds skyld. Læs den. Den er slående:

https://lareviewofbooks.org/article/normalization-lesson-munich-post/

I modsætning til visse journalister (også her i Danmark), der opfordrer til, at man skal give Trump en chance, så må læren af Ron Rosenbaums analyse være, at det vil være en fatal fejl.

Leopold Galicki

Bill Atkins spørger skeptisk om hvor meget blev der skrevet om kassino-kapitalismen i nullerne op til 2008. ML svarer, at naturligvis skrev man om emnet....helt tilbage i 1980erne. Med glæde kan jeg tilføje: om emnet skrev man mere eller mindre direkte allerede i det 19.årh.

Har det som man skriver kritisk, hvis man nu gør det, inde i elefantbenstårnet nogen som helst betydning for en Hansen i DK og en Johnson i USA?

Var det tilfældet, kunne Trump ikke vinde. Markedsøkonomiens højtuddanede eliter mere som regel end undtagelse vågner fra tid til tid op til en fascistoid virkelighed som disse eliters konformise og passivitet har været med til at skabe. Marx kendte / forudså denne cykliske denne mekanisme.

Torben Skov, Trond Meiring og Bill Atkins anbefalede denne kommentar

Ja, man skriv ikke det indlysende. Naturligvis er jeg opmærksom på at der var en tulipan-boble i Holland i 17-hundredetallet og så fremdeles frem til 2008. Og jeg ved at to statistikkere følte sig mobbet ud fra Økonomisk institut på Københavns Universitet, fordi de op til 2008 pressede på for at få artikler om problemet offentliggjort.

Men det der er min pointe er at de liberalintellektuelle for langt størstepartens vedkommende spillede med på finansverdenens roulette-konstruktioner; fra journalister over til universitetsøkonomer, der skrev rapporter om derivaters fortræffeligheder og naturligvis bankrådgivere m.fl. der lavede uigennemskuelige investeringsprospekter for pensionsopsparer. Og at disse liberalintellektuelle stort set ikke har leveret konstruktivt systemkritisk stof efterfølgende heller. Samt at disse to - samfundets vagthundeinstitutioner - medierne og universiteterne . har mistet rigtig meget streetkredit siden, og at de må anses som en del af årsagen til at den elitekritiske populisme fejer hen over den vestlige verden.

Det besynderlige er at de liberalintellektuelle i dag blot kalder hr og fru Smidt og deres skolesøgende børn for dumme. Deres penge er gode nok.

Bill Atkons, jeg er ellers enig, men (jeg skal altid hænge mig i ord og subtiliteter);
Jo, der findes intellektuelle økonomer og journalister, men de fleste af dem er det ikke, og slet ikke "bankrådgiverne". Man bliver ikke til en intellektuel, bare ved at have studeret ved et universitet, det er ikke engang en egentlig forudsætning. Universiteterne er idag mere eller mindre kuppede af autoritær markedsliberalisme, men alle skoler og akademikere er det ikke. Jeg kunne måske kalle dig, Bill Atkins, for en intellektuel, fordi du er belæst og aktiv i samfundsdebatten.

Leopold Galicki, Torben Skov og Bill Atkins anbefalede denne kommentar

Trond Meiring, jeg er enig i din vurdering, men begrebet "liberalintellektuel" opstiller jeg som en modsætning (el. pendent) til begrebet "venstreintellektuel", som jo er folk, der, med en stor personlig intellektuel og faglig kapital, forsøger på deres felt, at dreje samfundstænkningen og debat i venstreorienteret retning.

De liberalintellektuelle har jeg først for alvor fået øje på i forbindelse med deres rolle i kampagnen mod Trump, hvor de på bedste venstreintellektuelle facon (faktisk anser de sig ofte som venstreintellektuelle med vægt på "intellektuelle") prøver at påvirke meningsdannelsen. Det interessante er her, at, da de i rollen som (neo)liberale medløbere, selv har været med til at skabe den mistillid, som Trump udnytter, så har de begrænsede muligheder for deres oppositionelle virke: De kunne kritisere og tilrette det neoliberale system, som de jo selv har været en del af, men derved kommer de til at støtte Trumps systemkritik. I stedet vælger de så, at svine Trumps person: "Han er som Hitler" (pavelig velsignet betragtning), og samtidig påstår de, at Trumps vælgere jo må være "dumme". (Ikke særlig intellektuelt faktisk, men det gøres med stor disciplin over hele den vestlige verden.)

Der er selvfølgelig også en helt tredje mulighed for opposition, og det ville være, at disse intellektuelle pegede på en socialistisk samfundsmodel, som løsning på samfundets og prækariatets problemer, men det er helt utænkeligt, finder man ud af, hvis man går disse liberalintellektuelle på klingen.

Så jeg har altså valgt at give de liberalintellektuelle deres egen rollebetegnelse, idet jeg trods alt ikke mener, at intellektualitet alene befinder på venstrefløjen. :-)

Leopold Galicki, Torben Skov, Trond Meiring og Søren Roepstorff anbefalede denne kommentar

Og jeg vil ikke acceptere dem som verken intellektuelle, liberale eller venstreorienterede.
En spade er en spade (er en spade o.s.v.)

Ok, Trond Meiring. Hvad vil du så kalde disse velskrivende - altid velinformerede - neoliberale artikelforfattere og debattører - af enhver faglig oprindelse, der udbreder sig om hvad som helst, hvis blot Trump er prygelknabe.

Trond Meiring, du ved beskrivelsen af elefanten i rummet kan være svær at blive enig om. De der står foran ser en charmerende fleksibel snabel, de der står ved siden af ser fire solide søjler gode at støtte sig til, mens vi der står bag ved, oplever at få et større møgfald i tide og utide.

Jo, men hvis der står skrevet "liberalintellektuel" på elefanten, så er det vel det den er, og ikke en elefant.