Leder

I den første måned af 2017 blev der solgt 19.531 nye biler i Danmark. Fem af dem var på el

Der går en direkte linje fra det abstrakte problem (klimaforandringer) til den konkrete beslutning (afgift eller ej). Teknologien og forbrugerne er klar. Det er ikke svært at løse problemet.

Kim Agersten

4. februar 2017

Lad os begynde med tallene. 

I denne uge kom der nye tal for salget af biler i Danmark. I den første måned af 2017 blev der solgt 19.531 nye biler i Danmark. Ud af dem var fem elbiler. Tre til virksomheder. To til kommuner. Nul til private. 0.

Det lave tal kommer efter den gradvise indføring af registreringsafgift på elbiler. Regeringen besluttede i 2015 sammen med blandt andre Socialdemokratiet og Radikale Venstre at indføre afgiften over en periode på fem år med en stigning på 20 procent om året.

Sidste år var afgiften 20 procent – og antallet af solgte elbiler faldt fra omkring 4.300 i 2015 til 1.300 i 2016. I år er afgiften 40 procent – og antallet af solgte elbiler ser ud til at falde yderligere.

I går mødtes regeringen med aftalepartierne i Skatteministeriet for at drøfte aftalen og eventuelle ændringer. Uden at blive enige. Skatteminister Karsten Lauritzen (V) vil »kigge konstruktivt på«, om der er behov for ændringer af aftalen.

Den umiddelbare vurdering ud fra salgstallet fra januar? Der er et behov.

Men der er ikke alene et helt konkret behov for at stimulere salget af miljøvenlige biler. Der er også et behov for at vise befolkningen – to tredjedel af danskerne ønsker ifølge en undersøgelse fra Userneeds foretaget af Ingeniørforeningen IDA afgiften fjernet – at man forstår den direkte forbindelse mellem de konkrete beslutninger på Christiansborg og vor tids største problem: Klimaforandringerne.  

Det er ikke altid let for politikerne: Det er ikke nemt at overbevise verdens befolkning om, at vi skal rejse mindre med fly. Det er ikke nemt at overbevise folk om, at man skal spise mindre kød. Det er ikke nemt at omstille vores energiproduktion fra fossile brændsler til vindmøller eller solceller.

Ikke at der er nogen undskyldning, men en række af problemerne med udledningen af CO2 er både strukturelle, fordi de kræver grundlæggende ændringer af for eksempel vores forsyningsnet, og kulturelle, fordi de griber ind i vores hverdag og vaner, og dermed svære at blive enige om at løse både i befolkningen og på Christiansborg.

Sådan er det ikke med elbiler.

Der går en direkte linje fra det abstrakte problem (klimaforandringer) til den konkrete beslutning (afgift eller ej). Teknologien og forbrugerne er klar. Det er ikke svært at løse problemet.

Det er heller ikke svært at se behovet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Philip B. Johnsen
  • Palle Yndal-Olsen
Philip B. Johnsen og Palle Yndal-Olsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Sådan går det med afgifter. Med tiden glemmer man hvorfor man indførte afgiften og det bliver et lappet system som blot skal sikre provenu.
FDM har lavet oplæg til løbende miljø baseret afgift. Men ingen tør pille ved en 40mia indkomst :)
Blot et perspektiv: i andre lande (uk f.eks.) har elbiler tilskud. Og der tales om tilskud til skrotning af gamle diesel biler.