Leder

Løkke vil splintre betonloftet, men beholder kontanthjælpsloftet

Men når Lars Løkke taler om »betonloftet«, der rammer de unge uden uddannelse, minder han os samtidig om det andet loft, som rammer de unge. Nemlig kontanthjælpsloftet

Jens Dresling

1. marts 2017

Et velfærdssamfund skal kendes på, hvordan de svageste borgere bliver behandlet. Det er let nok at føre en politik, der løbende forbedrer vilkårene for dem, som har en uddannelse og er i arbejde.

Men det er straks mere vanskeligt at samle dem op, der er udsatte og befinder sig på samfundets bund. Og som bekendt er det lige netop dem nederst i det sociale hierarki, der har mest brug for samfundets støtte.

Det mest effektive sted at sætte ind for at modvirke marginalisering er på uddannelsesområdet. Uddannelse er i stigende grad vejen ind på arbejdsmarkedet og vejen til det gode liv.

Derfor er det opmuntrende, at et ekspertudvalg nedsat af regeringen nu anbefaler en ambitiøs indsats over for de 70.000 unge, der ikke får taget en ungdomsuddannelse og ikke kommer i job. De fleste unge fra denne gruppe har et reelt ønske om at uddanne sig og arbejde, men forhindres af forskellige udfordringer. 

Det er omkring hver femte unge, der hverken har uddannelse eller job, syv år efter at de har forladt 9. klasse. Det er alt for mange, og gruppen vil tilmed vokse, hvis ikke der sker afgørende forandringer, blandt andet som følge af de forhøjede karakterkrav til ungdomsuddannelserne. 

Kristine Plougmann og Lea Albæk er begge sent opdagede ordblinde og har først fået den rette hjælp nu. De ser begge positivt på anbefalingen om, at unge som dem skal have en fast kontaktperson.
Læs også

Der har sådan set ikke manglet reformer, som har påvirket gruppen af udsatte unges uddannelsesmuligheder. Hele 25 er der ifølge ekspertgruppen tale om siden 2000, men som eksperterne skriver i deres anbefalinger til regeringen, har man »lavet restpolitik« for »en restgruppe«.

Indsatserne har ikke været »sammenhængende og velgennemtænkte, men er vokset frem lidt efter lidt«, og de har i høj grad taget udgangspunkt i andre grupper af unge end de mest udfordrede.

Fordi området ikke har været prioriteret, og indsatserne ikke har været sammenhængende, er store dele af området også »ekstremt ringe belyst«. Og bureaukratiet har fået lov at vokse i en sådan grad, at ekspertgruppen konstaterer, at vi tilbyder de unge, »der har de største problemer og vanskeligste udfordringer,« det »mest komplekse system«.

I sig selv er det således et stort fremskridt, at ekspertgruppen nu fremlægger en sammenhængende plan, der er baseret på et omfattende data- og analysegrundlag, og som lægger op til at rydde ud i komplicerede, uhensigtsmæssige regler og ensrette indsatsen.

I alt leverer eksperterne 47 konkrete forslag, der til sammen forekommer fornuftige og gennemtænkte. Blandt andet foreslår de en »kommunal ungeindsats«, der samler vejledningsfunktioner og stiller en gennemgående kontaktperson til rådighed for den enkelte unge.

Læs også

Såkaldte erhvervsklasser for de ældste i folkeskolen med fokus på praktisk og erhvervsrettet læring. Og en ny såkaldt »Forberedende Uddannelse«, der skal styrke sammenhængen mellem de forskellige indsatser over for de unge og sikre adgang til specialtilbud som eksempelvis undervisning for ordblinde. 

Politisk er der tilsyneladende opbakning til ekspertgruppens plan. Ikke overraskende tiltaler forslagene om afbureaukratisering og regelforenkling den liberale undervisningsminister, Merete Riisager.

Og statsminister Lars Løkke Rasmussen har allerede, inden regeringen officielt modtog ekspertgruppens anbefalinger, bakket op om det, der skulle vise sig at være eksperternes plan (som han selvfølgelig var orienteret om på forhånd). I mandagens Politiken talte han således om »et kollektivt svigt« af de unge og om et »betonloft«, som holder dem nede, men nu skal »splintres«. 

Statsministerens ønske om at hjælpe de svage unge går igen fra hans nytårstale. Her talte han om de unge, der hægtes af, når globaliseringen drøner derudaf. De skal gennem uddannelse hjælpes til at få »et bedre liv«, proklamerede han.

Det er glædeligt, at statsministeren således har besluttet at gøre uddannelse af de udsatte unge til et at sine politiske prestigeprojekter, og man må håbe, at det får ham til at efterleve eksperternes anbefalinger, når det kommer til stykket.

Men når Lars Løkke taler om »betonloftet«, der rammer de unge uden uddannelse, minder han os samtidig om det andet loft, som rammer de unge. Nemlig kontanthjælpsloftet, som hans regering har indført, og som rammer unge endnu hårdere end Anders Fogh Rasmussens kontanthjælpsloft, der var gældende fra 2004-2011.

Så længe statsministeren insisterer på at sende udsatte unge, der ikke kan få eller fastholde et arbejde, ud i fattigdom, er hans forsøg på at rette op på det »svigt«, de unge er blevet udsat for, ikke for alvor imponerende.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • jørgen djørup
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Anne Eriksen
  • Niels Duus Nielsen
  • Dorte Sørensen
  • Randi Christiansen
  • Poul Anker Sørensen
  • Lise Lotte Rahbek
jørgen djørup, Bjarne Bisgaard Jensen, Anne Eriksen, Niels Duus Nielsen, Dorte Sørensen, Randi Christiansen, Poul Anker Sørensen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne artikel

Kommentarer

Poul Anker Sørensen

Nej, men statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), er vel bare en gennemsnitlig repræsentant for den nuværende borgerlige regering?

Dorte Sørensen

PS: det skal vel også med, at eksperterne ikke måtte komme med forslag, der krævede flere penge. Formanden for ekspertgruppen sagde i går i P1, at der skulle tilføres flere penge for at planen kunne lykkedes.

Er det ikke mærkeligt, at jo mere det offentlige væsen overtager fra både privat og offentlig virksomhed, jo dårligere går det.
Vi ældre sidder med en erindring om det enkle liv i vores tid som begyndere på markedet - før eliten med emsige politikere og DJØF`ere i spidsen begyndte at blande sig.

Gennemsnitlig repræsentant? - nej, heldigvis ikke - de andre er knap så hykleriske.

Er uddannelse vejen til lykken - er efterhånden ti tvivl. Er det ikke snarere "arbejdsmarkedet", det spøger i kulisserne? Få dem ud på arbejdsmarkedet, alle, der kan kravle og gå?
Den med velfærdssamfundet er også snart en gammel sang - i dag hedder det "spørg eksperterne", hvem de så end er?
Det skal åbenbart gå rigtig galt (supersygehusvæsenet, jernbanerne, MRSA og det offentlige ect.) før der bliver flyttet nogle brikker?

Bjarne Bisgaard Jensen

Så længe S som landets største parti og engang garant for et minimum af solidaritet og ønske om et mod ulighed kæmpende samfund, ikke præsenterer et bare nogenlunde troværdigt alternativ til det nuværende, så sker der ikke en skid.
Kursen mod bunden og enhver sin egen lykkes smed er lagt. Det forne er forbeholdt skåltalerne og selvrosen i de internationale fora hvor eliten folder sig ud.