Leder

Miljøpolitikken er slået tilbage til 1970’erne

1. marts 2017

Sandheden er man ikke nødvendigvis nødt til at høre fra børn og fulde folk. Der er også vise folk, der kan bidrage. Blandt dem er formandsskabet for De Økonomiske Råd.

I et oplæg til gårsdagens møde i Det Miljøøkonomiske Råd fastslog vismændene nogle sandheder om den såkaldte ’landbrugspakke’, som V, K, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance enedes om for et år siden.

Som det fremgår af dagens Information, giver vismændene pakkens kritikere ret: Pakken er absolut ikke til gavn for miljøet, den er heller ikke miljøneutral. Den tillader derimod mere udledning af det kvælstof, der belaster vandløb, søer, hav og grundvand. Det bliver sværere at opfylde EU’s mål for vandmiljøet, som Danmark i forvejen har givet sig selv længst mulig frist til at nå.

Som forventeligt søger landbrugslobbyen at drukne vismændenes konklusioner i plumre vande. Fra hovedkontoret i ’Landbrug & Fødevarer’ lyder nedgøringen: »Et ekko fra fortiden, uden blik for hverken den landbrugsfaglige eller den politiske virkelighed.«

Oversat til nudansk: Ved vismændene virkelig ikke, at landbrugslobbyen nu har vundet overtaget, efter at Liberal Alliance har lagt sig så tæt op ad den ekstreme forgrening i ’Bæredygtigt Landbrug’, at Venstre er blevet skræmt og efter sine tab ved sidste folketingsvalg nu satser entydigt på at tækkes landbrugets bagtrop?

Modstanden mod videnskabelige resultater som grundlag for politiske beslutninger er en del af en uhyggelig global nutidspopulisme. Landbrugslobbyen insisterer på, at der i miljøet er virkninger uden årsag og årsager uden virkning: Mere iltsvind kommer af sig selv, og større kvælstofudledning får ingen betydning.

I tv-avisen i januar konstaterede professor Stiig Markager, Institut for Bioscience, Aarhus Universitet, at vi nu kan se tegn på, at havmiljøet har det dårligere som følge af øgningen af landbrugets kvælstofudslip.

I en kommentar til Folketinget erklærer miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V), at der måske nok er tegn på udebleven forbedring, men at det ikke kan vurderes, »om det skyldes år-til-år variationer betinget af f.eks. klimatiske forhold«.

Videnskaben skal ikke prøve at kloge sig. Politikerne ved bedre. Miljøpolitikken er slået tilbage til 1970’erne.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jan Weis
  • Steen Sohn
  • Erik Nissen
  • Torben K L Jensen
  • Jakob Trägårdh
  • John Hansen
  • Dina Hald
  • Troels Brøgger
  • Randi Christiansen
  • Hans Larsen
  • Poul Anker Sørensen
  • Lise Lotte Rahbek
Jan Weis, Steen Sohn, Erik Nissen, Torben K L Jensen, Jakob Trägårdh, John Hansen, Dina Hald, Troels Brøgger, Randi Christiansen, Hans Larsen, Poul Anker Sørensen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne artikel

Kommentarer

Poul Anker Sørensen

ja,fødevareminister Esben Lunde Larsen (V), er vel bare en gennemsnitlig repræsentant for den nuværende borgerlige regering?

Kim Houmøller

Der kommer til at ske det samme her som i U.S.A. hvor Trump tromler miljø politikken helt under gulvbrædderne. Her lider vi under Lars Løkke og hans medsammensvorne. Håber vi snart kan rulle hele denne bande af miljø kriminelle ned af brættet. Godsejerne sidder nu helt inde i regeringen. De samme som modtager millioner i landbrugsstøtte.

Hvorfor er der egentlig så tit forskel på rubrikkerne i net-udgaven og papiravisen? I avisen hedder Rehlings gode leder Miljøvisdom.