Leder

Mobiliseret med pap og tush

4. februar 2017

»I <3 tog«, står der på den lille drengs skilt, en sort kvinde husker os på, at hvide kvinder faktisk stemte på Trump, og en bøsse med en tamburin advarer mod at undervurdere styrken ved en bøsse med en tamburin.

Tre skilte blandt mange til de store kvindemarcher, der efter Donald Trumps indsættelse blev et konkret, fysisk udtryk for det faktum, at over halvdelen af amerikanerne ikke havde stemt på Trump. Og at mindst et par millioner af dem havde så stærke følelser i den forbindelse, at de gik på gaden en lørdag, der kunne bruges til alt mulig andet.

Rigtig mange af dem havde lavet deres egne protestskilte med meget personlige ofte emotionelle budskaber. Det er en prisme for den forandring, som sociale bevægelser har gennemgået, sagde forsker i kreativ aktivisme Silas Harrebye i fredagens Information: »I modsætning til dengang, hvor protester havde mere eller mindre centralt koordinerede fælles paroler, er det, vi ser til Trump-protesterne, i højere grad en samling af individuelle følelser.«

Protestskilte er præget af ikke-politiske referencer, humor og komplekse problemstillinger kogt ned til få, letforståelige tegn. Inspirationen er hentet fra internettet, fastslår forsker i digitale medier Mogens Olesen:

»I det digitale mediemiljø, vi har i dag, ser man ofte, at et udtryk ryger fra et medie til et andet og tilbage igen. På de sociale medier er der udviklet en kultur for at skabe sjove og tankevækkende meme’s, og det er den kollektive intelligens, som gadedemonstranterne kan benytte.«

Og billederne af skiltene finder tilbage på de sociale medier, hvor de deles, og hvor den klare afsender, kroppen med skiltet, i modsætning til nettets anonymitet, giver budskabet tyngde og legitimitet: Gaden og nettet styrker gensidigt hinanden og derved protestbevægelsen.

Men er det et problem, at alle har deres eget skilt, og at det afspejler et personligt følelsesmæssigt udgangspunkt? Det kommer an på, hvad man vil. For måske kan demonstrationerne på skiltene ikke samles i eet politisk krav.

Men de kan noget andet: De kan minde om alt, det, vi stadig selv bestemmer over, og som Donald Trump ikke kan tage fra nogle. Skiltene er eksempler på almindelige mennesker, som viser, hvordan man praktiserer sin egen frihed sammen.

Mobilisering sker, når noget sætter følelser i gang, og de følelser er knyttet til en krop med de erfaringer den bærer med sig – enhver, som har set fireårig dreng, der er glad for tog, ved, at det vibrerer i hver en fiber af hans krop. Og tror man på, at sociale bevægelser kan skabe forandring – og ikke kun er generalprøven til en ’voksen’ bevægelse rettet mod at gribe den formelle magt – er det nødvendigvis den følelse, som skal mobilisere.

Det evnede Trump-bevægelsen, netop med inspiration fra de sociale mediers hurtige, morsomme, letforståelige sprog, og med hjælp fra internettets troldehær. Dem, der gjorde det beskidte on-line-arbejde, blev i deres hullers behagelige anonymitet. Dem, de gjorde det for, er nu i Det Hvide Hus.

I mindst fire år. Herefter er det op til andre gode kræfter at ændre på det forhold.

Men indtil da er gaderne til fri afbenyttelse for dem, der ikke er bange for at komme ud af hullerne. Og de har online backup. Forstår protestbevægelsen mod Trump at udnytte alliancen mellem internettet og gaden, har den måske – man har i hvert fald lov at håbe – et potentiale, som vi ikke før har set, til at mobilisere bredt imod netop dem, der ikke fatter styrken i at elske tog, fejlagtigt antager, at feminist er en samlebetegnelse og groft undervurderer den forandrende kraft ved en bøsse med en tamburin.

Men skal den blive stor og derved effektiv – husk, Trump er meget optaget af stort – forudsætter det en bevægelse, der ikke forfalder til fordums forestillinger om, at indflydelse kun kan opnås, hvis man marcherer under et banner, nogle få har vedtaget teksten på, men i stedet kan rumme, at de tre griber et stykke pap og en tusch og skriver på følelsen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu