Røvryst er også feminisme

»Jeg plejer at sige, at jeg lokker folk ind med numsen, og så holder jeg fast og propper feminisme ind i deres hoveder.« Sådan siger Louise Kjølsen – også kendt som Twerk Queen – i weekendens Moderne Tider. Hun og veninderne Nikita Klæstrup og Ekaterina Krarup Andersen, som for nylig sprang ud som fjerdebølge-feminister og siden har været ivrigt debatteret.

Louise Kjølsen har gjort en karriere ud af at twerke. Nikita Klæstrup er en flittig instagrammer, og Ekaterina Krarup Andersen har især opbygget sit brand omkring det sociale medie Snapchat.

De tre kvinder er ikke enige om alt, men sagt lidt forenklet, har de det til fælles, at de fører kvindekamp ved at tage tøjet af. Og de kæmper den digitalt på de sociale medie med flere hundredtusind følgere.

Men er de overhovedet feminister? Og kæmper de for andre end sig selv? Flere erfarne og etablerede feminister har svaret nej. »Ligeværd, glaslofter, voldsofre, barsel, sexisme og hverdagens undertrykkelse (af begge køn) synes ikke at engagere henne i fjerdebølgen,« skrev journalisten Mette Fugl i debatindlægget »Vis bare bryster, men lad være med at kalde det feminisme« i Politiken.

Der er noget autoritært over kampen om, hvem der har retten til at kalde sig feminist. Og de klassiske feminister kommer til at fremstå reaktionære, når de fordømmer denne nye afart af feminisme, som kæmpes med hud, designersko og pangfarvet læbestift.

Grundlæggende har feminister en forpligtelse til at byde nye feminister velkommen, fordi feminismens udgangspunkt er en kamp for kvinders ret til at vælge selv. Ellers bliver kvindekampen hyklerisk.

For feminister må gerne være uenige. Ligesom der er mange måder at være venstreorienteret eller borgerlig på, kan feminister sagtens selektere og kæmpe forskellige kampe.

Det er fedt, at vi har nogle feminister, som insisterer på at tale glasloft og kønskvoter, og som tror på, at kampen skal kæmpes i debatindlæg og gennem demonstrationer. Men det er ligeså vigtigt, at vi får nye feminister med en enorm digital rækkevidde, som formår at kommunikere til de yngste.

På den måde holder feminismen sig i live og overlever det næste store generationsskifte. Det vigtige er ikke, hvad man lokker med, men at man får proppet feminisme ind i næste generations hoveder.