Leder

Vejen til en værdig død

27. februar 2017

I sidste uge blev den pensionerede overlæge Svend Lings politianmeldt for at have hjulpet en række patienter med at tage deres eget liv.

Han og resten af medlemmerne af gruppen Læger for aktiv Dødshjælp ser det som deres moralske pligt at hjælpe kronisk syge mennesker til en værdig død. Men deres hjælp er ikke lovlig.

Svend Lings har erkendt, at han har hjulpet flere end ti mennesker med at dø, og han fortryder intet. I nogles øjne er han en helt. Andre, heriblandt Lægeforeningen, er forfærdede over den ulovlige undergrundspraksis.

Spørgsmålet om aktiv dødshjælp er et penibelt dilemma for en omfattende velfærdsstat som den danske.

Religiøse argumenter er ikke i høj kurs for det moderne menneske. Det er vanskeligt at argumentere med svag logik i et videnstungt samfund. Men når vi løber tør for viden, og vores fornuft ikke giver tilstrækkelige svar, kan et religiøst livssyn være en rettesnor
Læs også

Staten vogter i forvejen over liv og død i flere henseender. Sundhedssystemet kan forlænge kronisk syge patienters liv i det uendelige og til ulidelighed. Omvendt kan man som patient også vælge at sige nej til behandling, ligesom ældre mennesker på forhånd kan sige nej til genoplivning. Der må staten trække sig.

Spørgsmålet er, om staten også skal tillade sig selv aktivt at træde til, når lidende mennesker beder om hjælp til at komme herfra.

I praksis finder det allerede sted. En lovliggørelse af aktiv dødshjælp vil sikre, at det foregår under regulerede forhold. Samtidig vil det være en anerkendelse af patienten som den ultimative dommer over, hvad der er et værdigt liv – og en værdig død.

Dødshjælpen er allerede lovlig i nogle lande. Modstanden er stor, særligt fra religiøse miljøer, og man genfinder argumenterne fra Danmark om, at lovliggørelsen fører til en glidebane. Det er ikke uden grund.

I Belgien er loven blevet udvidet, så læger nu også må hjælpe psykisk syge, børn og demente med at dø. Det er kontroversielt og potentielt problematisk.

Hvordan vurderer man for eksempel, om en psykisk syg patient reelt ønsker at dø og ikke kan helbredes for sin lidelse? Og hvordan sikrer man sig, at dødshjælpen ikke gives til ældre mennesker, der bare føler sig til overs og til besvær?

Hvor længe skal vi vente på at få lov til selv at bestemme, hvornår vi vil gå fra festen, hvornår vi ikke vil være med mere? Hvor længe vil I holde krampagtigt fast i en lovgivning, som flertallet af os er imod? spørger Maria Marcus
Læs også

Det er kolossale dilemmaer. Dødshjælp skal ikke tilbydes alle, der bare er trætte af livet. Men udgangspunktet bør være, at ethvert menneske har selvbestemmelse i sit eget liv – og vi bør især lytte til de svageste patienter.

Det betyder ikke, at Danmark fra den ene dag til den anden skal lovliggøre aktiv dødshjælp. Men den seneste debat afslører, at der er behov for ny lovgivning om, hvad der tjener patienterne bedst.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Min beundring til Læger for aktiv Dødshjælp for jeres mod og overbevisning - trods mange menneskers og institutioners modstand.
Jeg kan ikke forestille mig, at I kan have andre motivationer end medfølelse, og jeg håber, at jeres aktivitet hurtigt vil fremme, at vores samfund ikke bare viger frygtsomt tilbage for medmenneskers ubærlige lidelser, men giver de lidende et værdigt liv og en værdig død .

Forbavsende og deprimerende, synes jeg, at åbenbart alle er så bange for døden og for aktiv dødshjælp, at de end ikke tør ytre sig :-(

Jeg har stor medfølelse med de mennesker, hvis lidelser gør, at de ønsker en hurtig vej ud, og det er forståeligt, hvis der er pårørende eller læger, som gerne vil hjælpe dem. Ingen ønsker at andre skal lide.

Men jeg er bare så hamrende bange for, at en legalisering af aktiv dødshjælp vil bevirke, at mennesker, som føler sig som "klodser om benene" for samfundet og deres familier, så vil føle sig presset til at bede om aktiv dødshjælp.

Det er en balancegang på en knivsæg at finde den rette vej til lindring og hjælp, ligesom det er en balancegang mellem personens eget ønske og så en følelse af udefra kommende pres om at det vil være fint, hvis personen forlod livet via aktiv dødshjælp.

Jeg kender ikke svaret, men måske vil en større debat kunne give mere klarhed om emnet.

Når man ser på legalisering og regler, politikernes handlinger i dagens Danmark, så tror jeg ikke, at det er den vej, vi skal.
Der synes ikke at være nogle emner, der kan debatteres uden en overvældende støj på linjen, uden politikernes egne parti- og karrieremæssige planer bliver blandet ind i sagen.

Det er modigt at stå frem med dette emne, derfor må det også forstås som en bevidst handling. Det er ofte, eller næsten altid, personer på vej til pension, der udtaler sig med kritik af "Systemet".
Det hænger naturligvis sammen med manglende frihed og et forum for at rette op på fejl og mangler. Da de sidste har eskaleret her på det sidste, tvivler jeg på en ordentlig løsning her.

Borgerne bliver bundet på hænder og fødder til at indgå i "Konkurrencesamfundet", tests og nedskæringer, amputation af den personlige frihed, "ønsker om at bevare velfærdsstaten" - er det ikke snarere kontrol og i den sidste sammenblandede "Trækløver regering" = ødelæg natur og miljø, spar penge! - motivation.

Man må tage sine forholdsregler?, indtil der forhåbentlig kommer mere "common sense" til orde.