Leder

Vi balancerer på kanten af atomkrig

11. marts 2017

Nordkorea er et morderisk regime, men selv morderiske regimer har deres egen overlevelse som førsteprioritet. Da Pyongyang mandag affyrede fire testmissiler ud i japansk farvand, var det en forsvarsreaktion.

USA og Sydkorea er netop nu i gang med deres årlige, to måneder lange Foal Eagle-militærøvelse på den koreanske halvø. Øvelsen involverer hundredtusindvis af soldater, hangarskibe og F35-jagerfly, der tilsyneladende simulerer en præventiv invasion af Nordkorea.

Strategien er nedfældet i den såkaldte OPLAN 5015, der tilsiger, at i en storkonflikt skal USA og Sydkorea hurtigt angribe og neutralisere Nordkoreas militærfaciliteter og øverste ledelse. Nordkoreas missiler er regimets modsvar; hvis I invaderer os, smider vi atombomben over Sydkorea, Japan og muligvis Guam, hvor USA’s vigtige fly- og flådebase ligger.

Således kunne situationen være forblevet fastlåst i årevis. Det ville være ubærligt for den nordkoreanske befolkning, men positivt for verdensfreden, fordi omkostningerne ved en krig ville være så høje, at ingen turde angribe først.

Men situationen er ikke fastlåst. Tværtimod eskalerer konflikten så hurtigt, at Kinas udenrigsminister beskriver USA og Nordkorea som »to accelererende tog, der ræser mod hinanden«. Det er der to primære grunde til.

For det første begyndte USA i denne uge at opsætte et missilforsvar i Sydkorea, som skal neutralisere Nordkoreas atomvåben, inden de rammer Seoul. Succesraten har under tests været noget usikker ifølge New York Times. Den er dog høj nok til, at Nordkorea frygter, at deres eneste trumfkort – truslen om et atomangreb –  er ved at glide dem af hænde.

Statsleder Kim Jong-un har kynisk men korrekt analyseret, at atomvåben er diktatorens bedste livsforsikring i det 21. århundrede. Både Saddam Hussein og Muammar Gaddafi indgik mere eller mindre helhjertede nedrustningsaftaler, hvorefter de blev fjernet ved magt. Tør den globalt forhadte Kim Jong-un stole på FN’s løfter om, at et Nordkorea uden atomvåben ikke bliver invaderet?

Den anden årsag til konfliktoptrapningen er Nordkoreas missilprogram. Slutmålet er et interkontinentalt ballistisk missil (ICBM), som kan ramme amerikanske byer med en atombombe.

Et sådan missil kan muligvis afprøves så tidligt som i 2018, vurderer en ekspert i dagens avis. Det er næppe sandsynligt, at USA vil acceptere et ICBM-armeret Nordkorea, og derfor haster det med at nå en diplomatisk løsning. I værste fald er alternativet præventiv invasion og mulig atomkrig.

Problemet er, at begge parter agerer rationelt – hverken USA eller Nordkorea kan acceptere at føle sig eksistentielt truede af modparten. Den eneste fredelige udvej er derfor at opbygge den gensidige tillid, hvilket kræver tid, som parterne ikke har, foruden diplomatisk finesse, som man kan frygte, at hverken Donald Trump eller Kim Jong-un besidder.

Verdenssamfundet må sætte sin lid til Kina og Sydkorea, der begge har mulighed for at nedtrappe krisen. Kina er Nordkoreas økonomiske livsnerve til omverdenen og har tilsyneladende brugt regimet som en brik i magtspillet mod USA.

Efter denne uge er det dog svært at regne ud, hvor stor politisk indflydelse kineserne reelt har over den paranoide Kim Jong-un. Kineserne ønsker ikke storkrig, og de ønsker slet ikke Nordkoreas kollaps, som vil udløse millionstore flygtningestrømme ind over den kinesiske grænse.

Spørgsmålet er, hvad Kina kan tilbyde eller true Nordkorea med, der kan få Kim Jong-un til at bremse missilprogrammet.

Sydkorea har også kort på hånden, efter præsident Park Geun-hye fredag blev afsat i en historisk korruptionsskandale. Inden for 60 dage skal Sydkorea vælge en ny præsident, og venstrefløjens Moon Jae-in er favorit til at vinde. Han har kritiseret USA’s missilforsvar i Sydkorea, som han betragter som konfliktoptrappende.

I stedet vil Moon Jae-in genoptage den såkaldte ’solskinspolitik’, der tilsiger, at årelange sanktioner mod Nordkorea har været virkningsløse, og at målet er at lokke Nordkorea tilbage til forhandlingsbordet. Men hvordan?

Neorealisterne siger, at verden blev et fredeligere sted med atombomben, fordi krig er blevet så farligt, at ingen rationel leder vil acceptere det. Den mindre optimistiske udlægning er, at vi i august 1945 indlod os på menneskehedens største eksperiment; atommagternes evne til at løse storkonflikter gennem diplomati.

De skal kun vakle én gang, før det udløser katastrofale ødelæggelser. Derfor haster det med at finde en løsning på Koreahalvøen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu