Læsetid 3 min.

Dansk Folkeparti fik ret

LEDER
24. marts 2017

Ret skal være ret. Det har vist sig, at Danmark godt kunne få en aftale om samarbejde med Europol, som er (næsten) lige så god som et fuldt medlemskab. Ligesom Dansk Folkeparti forudså op til folkeafstemningen om det danske retsforbehold i december 2015.

Hvis man har fulgt mediedækningen både før og efter afstemningen, kunne man ellers få det indtryk, at det ville blive komplet umuligt, og at Danmark ville blive en retsløs plet på det europæiske landkort, når vi 1. maj forlader Europol. En sikker havn for internationale forbryderkarteller, svindlere og distributører af børneporno.

Men sådan ser det ikke ud til at gå. Regeringen har nu fremlagt et udkast til en aftale mellem Europol og Danmark. Hvis Europaparlamentet og Ministerrådet velsigner udkastet, kan dansk politi fortsætte samarbejdet med Europol som før, bortset fra enkelte undtagelser.

DF anbefalede sammen med EL og LA et nej til at ophæve det danske retsforbehold i 2015. De tre partier fik som bekendt deres vilje, og det er derfor, Danmark nu må forlade Europol og i stedet får status af ’tredjeland’.

Dansk Folkeparti har gennem hele forløbet garanteret den danske befolkning, at Danmark ville kunne få en aftale med Europol, som var mindst lige så god som vores nuværende medlemskab. Deres skråsikre løfter har ført til endnu stærkere kritik end den, der har været af de to andre nej-partier.

Ja-partierne i Folketinget har angrebet dem med en populistisk alarmisme, som de selvsamme partier normalt kritiserer Dansk Folkeparti for at anvende.

Hvem husker ikke den socialdemokratiske valgplakat med et billede af en lille pige med rottehaler og teksten »Hjælp politiet med at optrevle pædofile netværk. Stem ja«. Eller Venstres plakater med en kvindelig betjent, der stålsat skuer over de danske farvande mod Kronborg, Dannebrog og tre svaner i flugt. Symbolikken var så tyk, at det dryppede på fortovene.

Europaparlamentariker Jeppe Kofod (S) angreb sin daværende kollega Morten Messerschmidt (DF) direkte og kaldte det i Jyllands-Posten for »praktisk talt umuligt« at få en parallelaftale med Europol, mens den konservative formand og nuværende justitsminister Søren Pape Poulsen mente, at det ville tage 4-5 år at forhandle en parallelaftale.

Teknisk set blev der heller ikke tale om en ’parallelaftale’ men en ’særaftale’. Men det ændrer ikke ved, at aftalen nu næsten er hjemme.

Medier og eksperter har heller ikke holdt sig for gode til at drille nej-partierne. Inklusive denne avis.

Selvfølgelig har der været grund til at kritisere nej-partierne – ikke mindst Dansk Folkeparti. For eksempel lovede partiet, at de ville bakke op om en ny folkeafstemning om Europol, hvis det ikke lykkedes Danmark at få en såkaldt parallelaftale inden 1. maj i år.

Kort efter valget vendte partiet på en tallerken og ville ikke længere støtte sådan en afstemning – med mindre de også fik en folkeafstemning om det europæiske grænsesamarbejde.

Ikke desto mindre var det forkert på forhånd at afvise partiets forudsigelser om, hvor god en aftale Danmark ville kunne forhandle med Europol.

Danmark vil ifølge udkastet til aftalen stadig kunne udstationere politifolk hos Europol, og det efterforskningsmæssige samarbejde vil forblive uforandret.

Der vil dog være enkelte forringelser. For eksempel kan Rigspolitiet ikke længere søge direkte i Europols registre, men skal fremover bede nogle ansatte i Europol om at foretage søgningen. Men i praksis bliver det formentlig stort set samme procedure som i dag, måske dog med et ekstra mellemled i processen.

Danmark mister også sin bestyrelsespost i det råd, der bestemmer Europols fremtidige udvikling.

Endelig har regeringen indgået det kompromis, at et dansk samarbejde med Europol er betinget af, at vi fortsat er med i Schengen-samarbejdet om de åbne grænser.

Men i det store hele går det langt fra så galt, som alarmisterne forudså. Dansk Folkeparti fik ret. Næsten da.

Det er en vigtig påmindelse for mange EU-tilhængere. Det europæiske samarbejde er ikke skæbnebestemt. Det er formet af politikere og befolkningerne i de enkelte medlemslande, og juridiske paragraffer er ikke nødvendigvis forhindringer for politisk forandring.

EU er en politisk kampplads, hvor man må argumentere for den forandring, man ønsker. Nu, mere end nogensinde før.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Torben Lindegaard
Torben Lindegaard

@Sebastian Abrahamsen

Glimrende at vi stemte NEJ til den "nationalchauvinistiske, ansvarsforflygtigende og umodne ordning", citat Erik Boel - og glimrende, at vi fik en fornuftig ordning med Europol.

Det første er det vigtigste - vi skal stemme NEJ til uværdige forslag fra en kræmmerregering.

For mit eget vedkommende lover jeg at stemme JA til et forslag om helt at ophæve retsforbeholdet.

Brugerbillede for Peder Kruse

Du har ret Mihail. Politisamarbejdet er blot den første skive i salamipølsen på vej mod en retspolitisk union med central myndighed over politi, domstole og retspolitik, men stop dit savlen Mihail. Tiden er forpasset.

Brugerbillede for Michael Kongstad Nielsen
Michael Kongstad Nielsen

Forløbet blev som forventet (af bl.a. mig). Men der er ingen grund til at udråbe vindere og tabere. I det hele bør debatkulturen om EU slet ikke handle om skræmmekampagner eller garantier, men om formodninger og oplæg til forhandlinger.

Brugerbillede for Anne Eriksen

Ja, der blev gjort meget ud af at "snakke om ulykker, rejse til Brüssel og agere" - Men Løkke havde jo også fået folkets stemme og det brød han sig ikke om. Det er lidt ude på overdrevet at kalde noget en debatkultur herhjemme. :)