Leder

Endnu et indrejseforbud rettet mod muslimer

10. marts 2017

Ethvert land har ret til at kontrollere sine grænser og bestemme, hvem der har lov til at komme ind. Alt andet ville være at betvivle dets suverænitet. Men intet land kan slippe fra at blive bedømt på sine beslutninger om, hvem der dømmes ude, og hvem der dømmes inde.

Når Trump-regeringen mandag i sin nye version af indrejseforbuddet fra 27. januar holder fast i at forbyde borgere fra seks overvejende muslimske lande indrejse fremfor at granske specifikke individer, der ønsker at rejse ind i USA, ligner det derfor forskelsbehandling på grundlag af nationalt og religiøst tilhørsforhold.

Det ligger på linje med en lang historisk tradition i USA, der indtil 1952 begrænsede eller forbød immigration fra visse lande og regioner i verden, især fra Asien. Siden er lovgivningen blevet liberaliseret, og Amerika er blevet et af de mest åbne lande i verden for indvandrere.

Læs også

Det nye indrejseforbud fra 6. marts, der træder i kraft 16. marts, begrundes formelt set med et »presserende« behov for at beskytte USA’s sikkerhed mod terrorister fra de seks lande, der angiveligt skulle have alt for let ved at blande sig med flygtninge eller få rejsevisa udstedt.

I særdeleshed hedder det i forordningen underskrevet af præsident Donald Trump, at myndigheder i Iran, Libyen, Somalia, Syrien, Sudan og Yemen må imødekomme strengere krav fra USA om sikkerhedstjek af deres borgere, såfremt forbuddet mod udstedelse af visa og flygtningestatus skal ophæves. De seks lande har tre måneder til at opfylde de opstrammede kriterier. Andre lande vil blive pålagt at opfylde de samme betingelser. Hvilke fremgår ikke af skrivelsen.

Der knytter sig flere problemer til begrundelsen af udvægelsen af præcis disse seks lande. Det er korrekt, at Obama-regeringen havde opstrammet krav til sikkerhedstjek af visumansøgere fra de seks lande plus Irak, der af oplagte politiske årsager er blevet taget af den oprindelige liste (Irak er en allieret i krigen mod Islamisk Stat).

Men Trump-regeringen har ikke fremlagt dokumentation for, at den nye kontrol ikke virkede. Faktisk har ingen af de relativt få terrorattentater med dødelig udgang, der er blevet begået siden 11. september 2001, omfattet immigranter eller flygtninge fra de pågældende nationer.

Den eneste undtagelse gælder to irakiske flygtninge, der i 2011 blev kendt skyldige i at have bistået al-Qaeda i Irak med penge og våbenforsendelser. Men som sagt: Irak står ikke længere på listen, og der var ikke tale om et terrorangreb i USA.

Det andet eksempel nævnt i skrivelsen er en somalisk flygtning, der i slutningen af 2016 påkørte 11 civile på Ohio State University og efterfølgende blev dræbt af politiet. Han var imidlertid kommet til USA som barn, hvor han var blevet radikaliseret.

Faktisk er syv af de 12 terrorister, der er ansvarlige for morderiske angreb på civile i USA siden 2001, født og opvokset i USA. Kun to af dem kom til USA som voksne. De er fra Egypten og Pakistan, der ikke står på listen. Alt tyder derfor på, at USA – ligesom mange europæiske lande – fremfor alt har et problem med radikalisering af unge mennesker. Et indrejseforbud løser ikke det problem.

En anden omstændighed giver ikke mening i Trumps nye dekret. Hvorfor er Afghanistan, Pakistan, Egypten og Saudi-Arabien ikke med?

Regeringen hævder, at det netop er belæg for, at forbuddet ikke er rettet mod muslimer. Men kan nogen seriøst argumentere for, at iranske statsborgere skulle være en større terrortrussel mod USA end folk fra disse fire lande? Det er historisk set ukorrekt.

At Iran er inkluderet, skyldes efter alt at dømme Trump-regeringens ønske om at inddæmme Teheran-styrets regionale ambitioner.

Samlet set er der god grund til at antage, at den nye version af det oprindelige indrejseforbud ene og alene har til hensigt at legitimere præsidentkandidaten Donald Trumps valgløfte om »et totalforbud mod muslimers indrejse i USA«.

Den første version var så ilde forberedt, at den blev smidt ud af flere dommere. Den anden version har en bedre chance for at overleve sagsanlæg. Det gør den imidlertid ikke mindre diskriminatorisk og ondartet.

Der er al mulig grund til at tro Trumps valgrådgiver Rudolph Giuliani, da han efter valget i november sagde: »Efter at Trump efterlyste et muslimsk indrejseforbud, ringede han mig op og bad mig om at sammensætte en kommission. Han sagde: Vis mig, hvordan vi gør det på en lovlig måde.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu