Leder

Europæisk højrepopulisme fejlede i den første test – nu er der to tilbage

Debat
17. marts 2017

Det var ikke uden grund, at verdens øjne rettede sig mod det lille europæiske kerneland, der gik til valg på en strålende forårsdag. Holland blev efter Brexit og Donald Trumps sejr set som strømpil for højrepopulismens fortsatte fremfærd i Europa.

Men Geert Wilders’ Frihedsparti blev ikke Hollands største, sådan som meningsmålingerne indtil for få uger siden forudsagde. Og det hollandske valg blev ikke den sejr, højrepopulisterne havde udset sig, selv om de selvfølgelig vil forsøge at udlægge Frihedspartiets nye placering som Hollands næststørste parti med knap en million vælgere bag sig.

De europæiske lederes lykønskninger til det hollandske folk for Wilders beskedne fremgang er forståelig med det franske og tyske valg nært forestående. Også her står de nationalkonservative kræfter stærkt. Men deres lettelse vidner også om, hvor pressede de er af de dagsordener, som Geert Wilders, Marine Le Pen og Frauke Petry i den grad er lykkedes med at politisere: Immigration, islam og EU.

Populismen forsvinder ikke, fordi Wilders ikke vandt. Til gengæld har hollænderne sammensat et stærkt splittet parlament, hvor mange mindre partier og statsminister Mark Ruttes sejrende liberale parti VVD nu skal forsøge at danne regering.

I Holland er man nødt til at kunne regere med indtil flere andre partier for at få magten. Det udelukker Wilders, som ingen vil samarbejde med. Til gengæld er det politiske landskab fragmenteret i en række interessepartier, til dels ved Wilders’ mellemkomst.

Og kompromissøgende klumpspil på midten af det politiske spektrum og lange regeringsforhandlinger er præcis det, højrepopulismen næres af: Et ineffektivt system, der ikke er i stand til at regere.

Imens kan Wilders pleje sin internationale platform. I USA kan hans populisme sagtens bruges og er blevet det i årevis. Eksempelvis er det kommet frem, hvordan den konservative provokatør Davis Horowitz har kanaliseret tusinder af dollar til Wilders’ parti.

Valgets store taber blev arbejderpartiet PvdA, der endte med ni sølle sæder i det 150 mand store parlament. Heller ikke dét var overraskende i forhold til partiets meningsmålinger, der har været dårlige siden partiet valgte at indgå som juniorpartner i en koalitionsregering domineret af Mark Ruttes økonomisk liberale politik og ide om en ’deltagerstat’ i stedet for en velfærdsstat.

Men det er ikke kun på grund af partiets løftebrud og evige partilederskift, at den traditionelle venstrefløj i Holland er kollapset. Omkring 30 sæder har den samlede venstrefløj tabt. Og hovedparten af PvdA’s stemmer er ikke gået til andre partier på venstrefløjen.

Derfor hjælper det ikke så meget, at venstrefløjens nye stjerne, den uprøvede Jesse Klaver, fik et kanonvalg. Han vil tilmed risikere vrede blandt sine vælgere, hvis han samarbejder med Ruttes liberale.

Det hollandske socialdemokrati er desuden kendetegnet ved et mangeårigt samarbejde med kristendemokraterne. For et par årtier siden havde de tilsammen over 100 pladser i parlamentet ud af 150. I dag kan de mønstre omkring 30. Så dette er ikke kun et kollaps på venstrefløjen men også blandt midterpartierne. De ekstreme partier vandt og de moderate tabte.

Samme tendens ses over hele Europa. Vælgerne forlader de gamle brede folkepartier, fordi de ikke længere tror på deres politiske projekt, og det rammer kristendemokrater, liberale såvel som socialdemokrater.

Mange havde blikket rettet mod kampen mellem Wilders og Rutte. Men det var i virkeligheden ikke det mest bemærkelsesværdige ved det hollandske valg, for de andre højrefløjspartier har overtaget Wilders’ politiske dagsorden.

Derfor var valgkampen ikke en kamp mellem forskellige politiske projekter, men om hvem der kunne være den bedste Wilders. Mark Rutte sagde nærmest, at han ville være en bedre Wilders end Wilders selv, fordi han ikke sidder på en sofa og tweeter.

Dernæst smed Rutte en kvinde med tørklæde ud af landet. Den gave kunne han takke krisen med Tyrkiet og præsident Erdogan for.

Nu er der få partier tilbage til at udfordre højrefløjen. Hvad det kommer til at betyde for de hollandske vælgere kan meget vel være, at der ikke længere er nogen til at sikre og kæmpe for deres velfærdsstat og de progressive værdier. Som den hollandske venstrefløjsdebattør René Cuperus nedslået sagde til Information i Amsterdam op til valget med udsigten til sit partis kollaps:

Intet socialdemokrati. Ingen velfærdsstat.

Serie

Europas skæbnevalg

Efter Brexit og Donald Trumps sejr i USA skulle den højrepopulistiske bevægelse stå sin prøve i Europa.

I Holland fik den islamkritiske Geert Wilders’ Frihedsparti ikke den tilslutning, som meningsmålingerne havde spået, men det lykkedes at trække regeringspartiet VVP langt mod højre.

Heller ikke i Frankrig løb højrenationalismen med sejren. Her endte den unge, fremadstormende Emmanuel Macron og hans nye bevægelse, En Marche, med at slå Marine Le Pen med 66,9 procent af stemmerne.

Endelig har briterne nægtet Theresa May det stærke mandat, hun søgte til at føre Brexit ud i livet. I stedet blev det til en udradering af de EU-skeptiske nationalister i UKIP og et overraskende comeback til Labour og dets leder, Jeremy Corbyn.

24. september når vi til Tyskland, hvor kansler Angela Merkels vigtigste udfordrer bliver socialdemokraten – og den tidligere Europaparlaments-formand – Martin Schulz. Det indvandrerkritiske Alternative für Deutschland er derimod allerede på retur i meningsmålingerne.

Seneste artikler

  • De hollandske diger ryster stadig

    11. oktober 2017
    Intet under at der ifølge hollandske medier allerede er murren i de fire regeringspartier, før samarbejdet overhovedet har lanceret dets politik over for de hollandske vælgere
  • Idehistoriker: Socialdemokraterne vinder ikke ved ’at løbe efter højrepopulisterne’

    30. september 2017
    De tyske socialdemokrater i SPD har udvist ’taberadfærd’ og forsømt muligheden for at træde i karakter ved tidligt at bryde med kansler Merkel og udnytte det faktiske venstrefløjsflertal i Forbundsdagen, siger Jan-Werner Müller. Spørgsmålet er, om partiet har kraft til at formulere en ny vision og politik, der kan danne modvægt til den højreradikale strømning og til CDU
  • Vi overlevede Europas skæbnevalg! Og vi har lært, at vi skal tale til håbet

    30. september 2017
    Populisterne stod for døren i Holland, Frankrig og Tyskland, og 2017 blev udråbt som ’Europas skæbnevalg’. Ingen af stederne er de kommet til magten: Er problemerne løst, er populisterne væk, og er vi blevet klogere på, hvordan vi bekæmper dem? Til de to første spørgsmål kan vi rimeligt klart svare nej. Og til det tredje: måske ...
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jeg tror det er for tidligt at afskrive højre populismen eller "den forkerte populisme" som Mark Rutte udtrykte det efter valget.

Sagen er den, at Mark Ruttes parti gik tilbage, Wilders lidt frem, mens andre partier tog sig af Ruttes tilbagegang, så det nu er endnu vanskeligere at regere for Ruttes parti.

Noget kunne tyde på det kun er midlertidigt for Holland politiske elite, for havde mark Ruttes parti vundet fremgang i stedet kunne man bruge udsagnet i overskriften, - men det er jo ikke tilfældet.

Det bliver spændende at se hvorledes det går i Frankrig, hvor alle spår ligesom med Trump, - Marine Le Penn ikke vinder præsidentposten, men tiden vil vis hvem der får ret.

Tilbage står vi så stadig med mange indre uløste problemer i EU, som kræver handling, og stadig handler om forholdet mellem folket og eliten.

Dertil kommer hele Østeuropas afvisning af EU på flere områder - under kommunisterne var det Moskva der regerede i deres lande, - men nu oplever de i stedet det sker fra Bruxelles, og begge dele er og var de utilfredse med, og tager afstand fra.

Sydeuropa ser heller ikke med milde øjne på EU, og selv indenfor kernelandende i EU fra fortiden, er der store grupper der ser med utilfredshed på EU's elite.

Hertil kommer selve formanden Juncker der moralsk ikke værdimæssigt burde være formand, og som mange gerne så hælen af i stedet for tåen.

En tydeligere og klarere definition af EU's værdier for alle findes fortsat ikke, og her er såvel Luxembourg og Irland glimrende eksempler på med deres skattefrihed og skuffeselskaber der snyder alle andre i EU for deres retmæssige skat.

Især Irland, som EU for 6 år siden lånte 550 mia. "SOLIDARISK HED DET SIG" for at Irland ikke gik konkurs, og siden Lod Apple få hjemsted for en latterlig lille skatteprocent, og dermed samtidig snød sine solidariske medlemslande for deres retmæssige skat fra Apple i optjeningslandende indenfor EU.