Der er grænser for, hvad Donald Trump kan rive ned

Donald Trump kan stoppes. Og han er blevet stoppet.

Vi var mange, som frygtede, at han som amerikansk præsident ville kunne ødelægge den amerikanske klimaindsats, det amerikanske sundhedssystem og den internationale retsorden. Vi ved, at det er ufatteligt svært og krævende at lave politiske aftaler, som bliver til reformer, der gør en forskel i virkeligheden.

Og vi frygtede, at det ville være alt for let at ødelægge det, som andre har bygget op.

Men fredag så vi, at der var grænser for, hvad Donald Trump kan rive ned. Han havde lovet at trække Barack Obamas sundhedsreform tilbage. Præsidenten, græsrødder og Det Republikanske Parti var enige om at ødelægge den sundhedsreform, der hedder Affordable Care Act, men som kaldes Obamacare.

Republikanerne har Det Hvide Hus, flertal i Senatet og flertal i Kongressen, så det skulle være en fest for partiet og en fejring af præsidenten, da forslaget fredag skulle bringes til afstemning i Kongressen. Men det viste sig, at de ikke havde stemmer nok til at få deres forslag vedtaget. De blev nødt til at trække det tilbage. Præsidenten og partiet blev ydmyget – ikke af deres modstandere eller af pressen. Men af dem selv.

Kampen mod Obamacare har ellers været den ene sag, som forenede et splittet parti. Alle 14 kandidater ved Republikanernes primærvalg var modstandere af reformen, og partiet har 60 gange fremsat lovforslag i Kongressen, som skulle trække hele eller dele af reformen tilbage. Republikanerne er gået til adskillige valg på kampen mod Obamacare, og i januar 2016 var det kun Barack Obamas veto, som reddede sundhedsreformen.

Mange i Det Republikanske Parti har været imod Donald Trump, fordi de foragtede hans politiske stil, og fordi de fandt hans attentater på institutioner, udfald mod minoriteter og appeller til hadet i befolkningen uacceptabelt. Andre har været imod Trump, fordi han ikke er en traditionel republikaner og for eksempel har lovet massive investeringer i infrastruktur og opgør med frihandelsaftaler.

Men Donald Trumps opgør med Obamacare har været et løfte, som både mobiliserede græsrødderne til valgmøder og begejstrede ledelsen i Det Republikanske Parti. Han havde faktisk muligheden for at realisere et fælles mål for amerikanske konservative.

Nogle var imod reformen, fordi den blev dyrere, end de havde forventet. Andre var imod, fordi den blev dårligt implementeret. Selvfølgelig har der også været modstand mod reformen, fordi den var signeret af Obama, og det var et erklæret mål at gøre Obama til en fiasko.

Endelig har mange været modstandere af Obamacare, fordi de så den som en slags socialisme, der udvidede den offentlige sektor og påtvang virksomheder og borgere bestemte valg.

Alligevel var de ude af stand til at gennemføre opgøret, da de fik chancen.

Der er flere forklaringer på deres fiasko. Processen afslørede for det første Donald Trump som politisk inkompetent. Han troede, man kunne trække Obamacare tilbage og levere et alternativ på kun fire uger.

Som en kommentator sagde: Kongressen kan bruge fire uger på at finde på et navn til et posthus. Donald Trump blev valgt som en outsider og som én, der kunne sætte sig igennem over for det politiske system. Men præsidenten, hvis mest kendte bog hedder Forhandlingens kunst, undervurderede hele den politiske proces af forhandlinger og kompromisser. Han var en elendig forhandler.

Forløbet viste for det andet, at Republikanerne har udviklet sig til et protestparti. Alle fraktioner i partiet kan samles om hadet til reformen, men de kan ikke forhandle sig frem til et alternativ sammen. Nogle mente, at Donald Trumps erstatning for Obamacare tilbød for meget, andre mente, at den tilbød for lidt. 

Obamacare er for det tredje en reform med problemer og mangler, men den leverer også forsikring for mange millioner amerikanere, som ellers ikke var beskyttede. Reformen var pludselig ikke så upopulær, da den så ud til at blive afskaffet.

Selvfølgelig kan Donald Trump stadig nedbryde meget af det, andre bygget op. Men forløbet omkring sundhedsreformen afslører en vigtig ting: Man kan vinde valg på protester, men man ikke regere på protestkulturen. Det er let at love opgør, men selv ødelæggelser af reformen kræver forhandlinger og kompromisser.

Også anti-politikere skal kunne føre politik, hvis de vil sætte sig igennem.