Leder

Det handler ikke om, hvor mange stemmer Geert Wilders får i dag

De øvrige hollandske partier har lovet at holde Wilders fra magten ved at danne koalitioner uden om hans parti. Men Wilders har allerede vundet med sin diktering af den politiske dagsorden, når Hollands siddende premierminister – og valgets sandsynlige vinder – Mark Rutte i en helsides valgannonce i januar kunne bede indvandrere om at »opføre sig ordentligt eller rejse væk«

Phil Nijhuis

15. marts 2017

Søndag skete noget usædvanligt. I 40 europæiske byer demonstrede folk for EU. I Frankfurt sendte omkring 4.000 deltagere endda en direkte besked til deres naboland med farvede stykker papir, der tilsammen dannede det hollandske flag, og et stort banner med påskriften ’Blijf bij ons’, bliv hos os.

I dag står det første af tre nationale valg i Europa, der i sjælden grad har fået europæerne til at tale politik på tværs af grænser. Dagens hollandske parlamentsvalg, det franske præsidentvalg til april og det tyske forbundsdagsvalg til september bliver kaldt skæbnevalg for Europa, der får afgørende indflydelse på unionens fremtid.

Brexit og Trump har lært os at forvente det værste, så selv om alle målinger viser, at det ikke vil ske, skræmmer det, når Geert Wilders i Holland og Marine Le Pen i Frankrig vil sætte medlemsskabet af EU på spil.

Geert Wilders er ikke en gentagelse af Trump, lige så lidt som Trump var en gentagelse af Brexit. Ingen valg er ens, og alene den proportionale fordeling af parlamentspladser i forhold til stemmeantal adskiller det hollandske valg fra det britiske og det amerikanske, hvor en relativt spinkel sejr udløste hele magten.

Læs også

Det, der går igen i de europæiske valg, er den udtalte mistillid til det eksisterende politiske system. Mest markant har den radikale højrefløj formået at vinde på modstanden og følelsen af, at samfundet er truet af forandringer udefra.

Ét er fremgangen i meningsmålingerne, men endnu vigtigere er, at det er lykkedes populisterne at trække partier fra både højre og venstre mod en strammere indvandringspolitik og ikke mindst – retorik.

Men som kritikken lyder, er populister gode til at påpege problemer og dårlige til at formulere løsninger. Geert Wilders’ politiske program fylder én side og rummer kun forsimplede paroler om, hvordan han vil bygge det samfund, han drømmer om.

De øvrige hollandske partier har lovet at holde Wilders fra magten ved at danne koalitioner uden om hans parti. Men Wilders har allerede vundet med sin diktering af den politiske dagsorden, når Hollands siddende premierminister – og valgets sandsynlige vinder – Mark Rutte i en helsides valgannonce i januar kunne bede indvandrere om at »opføre sig ordentligt eller rejse væk«.

I Frankrig kan det på samme måde være svært at skelne Marine Le Pen fra den republikanske præsidentkandidat, François Fillon, der ikke kun tordner mod islamisme og ukontrolleret indvandring, men også mod abort og homoseksuelles ret til ægteskab.

Også venstrefløjen er splittet, og de etablerede partier er under pres. De, der har formået at skabe størst begejstring, har det tilfælles, at de er relativt ubeskrevne blade og slår sig op som de klareste modpoler til højrepopulismen.

I Holland er det den blot 30-årige Jesse Klaver fra De Grønne, der lover »håb og forandring«. I Frankrig er det den partiuafhængige kandidat Emmanuel Macron, hvis knap et år gamle bevægelse, ’En Marche’, vil slå bro over de gamle politiske blokke.

Jesse Klaver er blot 30 år, formand for De Grønne, har marrokanske rødder og ønsker om sociale forbedringer. Hans succes kan være afgørende for, hvilken regering der bliver dannet i Holland efter valget onsdag. Og selv håber han på, at hans parti kan være med til at give et venstreorienteret svar til højrepopulismen i Europa.
Læs også

I Tyskland er det socialdemokraten Martin Schulz, der ganske vist er tidligere formand for Europa-Parlamentet, men hvis tyske indenrigspolitik ingen endnu kender. Alligevel har han hurtigt vist sig som en seriøs udfordrer til Angela Merkel til kanslerposten.

I alle tre lande har deres modstandere på midten betegnet dem som novicer eller populister, og ligesåvel som det gælder højrepopulismen, har kritikerne ret så langt, at ingen præcis ved, hvilken løsning det er, de repræsenterer.

Optimister vil hævde, at vi nu har fået den fælleseuropæiske offentlighed, som den politiske union så længe har efterspurgt. Interessen, uenigheden og meningsudvekslingen på tværs af grænser kan måske netop give den politiske debat, der skal til for, at EU kan komme i sync med sine borgere.

Brexit har lært os, at det ikke er gratis at hamre løs på EU som årsagen til alle problemer. Unionen kan bryde sammen, hvis vi ikke vil den, og det er derfor, at folk nu begynder at gå på gaden for at kæmpe for unionen og imod de nationalistiske strømninger i de højre-radikale partier.

Men det handler ikke om, hvor mange stemmer Geert Wilders får i dag. Uanset hvem der vinder, er det politiske opbrud i Europa allerede en realitet. Spørgsmålet er, hvad løsningen er.

Serie

Europas skæbnevalg

Efter Brexit og Donald Trumps sejr i USA skulle den højrepopulistiske bevægelse stå sin prøve i Europa.

I Holland fik den islamkritiske Geert Wilders’ Frihedsparti ikke den tilslutning, som meningsmålingerne havde spået, men det lykkedes at trække regeringspartiet VVP langt mod højre.

Heller ikke i Frankrig løb højrenationalismen med sejren. Her endte den unge, fremadstormende Emmanuel Macron og hans nye bevægelse, En Marche, med at slå Marine Le Pen med 66,9 procent af stemmerne.

Endelig har briterne nægtet Theresa May det stærke mandat, hun søgte til at føre Brexit ud i livet. I stedet blev det til en udradering af de EU-skeptiske nationalister i UKIP og et overraskende comeback til Labour og dets leder, Jeremy Corbyn.

24. september når vi til Tyskland, hvor kansler Angela Merkels vigtigste udfordrer bliver socialdemokraten – og den tidligere Europaparlaments-formand – Martin Schulz. Det indvandrerkritiske Alternative für Deutschland er derimod allerede på retur i meningsmålingerne.

Seneste artikler

  • De hollandske diger ryster stadig

    11. oktober 2017
    Intet under at der ifølge hollandske medier allerede er murren i de fire regeringspartier, før samarbejdet overhovedet har lanceret dets politik over for de hollandske vælgere
  • Idehistoriker: Socialdemokraterne vinder ikke ved ’at løbe efter højrepopulisterne’

    30. september 2017
    De tyske socialdemokrater i SPD har udvist ’taberadfærd’ og forsømt muligheden for at træde i karakter ved tidligt at bryde med kansler Merkel og udnytte det faktiske venstrefløjsflertal i Forbundsdagen, siger Jan-Werner Müller. Spørgsmålet er, om partiet har kraft til at formulere en ny vision og politik, der kan danne modvægt til den højreradikale strømning og til CDU
  • Vi overlevede Europas skæbnevalg! Og vi har lært, at vi skal tale til håbet

    30. september 2017
    Populisterne stod for døren i Holland, Frankrig og Tyskland, og 2017 blev udråbt som ’Europas skæbnevalg’. Ingen af stederne er de kommet til magten: Er problemerne løst, er populisterne væk, og er vi blevet klogere på, hvordan vi bekæmper dem? Til de to første spørgsmål kan vi rimeligt klart svare nej. Og til det tredje: måske ...
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Henrik Leffers

@Martin Madsen: Mener du virkeligt det? Demokrati betyder, at et flertal bestemmer, og da nogle få lande i EU (Tyskland, Frankrig, Polen, Spanien & Italien) har meget meget større befolkninger end alle de små lande tilsammen, siger du altså, at de lande skal have magten i EU! Faktisk er Tyskland & Frankrig alene så store, at de reelt vil få magten i EU. EU er et DEMOKRATI, det er bare "landenes demokrati", hvor hvert land har en stemme i ministerrådet! Jeg synes også det er besværligt nogen gange, men alt det sludder om et "demokratisk EU", vil ikke løse problemerne, det vil gøre det værre, fordi alle de små lande vil flygte fra EU!

Touhami Bennour

Jess(ias) i Holland vil gøre det muligt at afklare situationen i Europa om hvor stor er modstand mod indvandring og Islam specielt, Som det er situationen nu med kun partier fra extreme højrefløje og populister er svært at skelne mellem krokodille (tårer) og islamofober.

Steffen Gliese

Hollænderne synes meget klart at have sagt, at de ikke vil finde sig i afviklingen af velfærdssamfundet.